Borgmester: Vi vil ikke have rockerne her
I Aalestrup frygter byens borgere, at rockere igen har planer om at slå sig ned i byen.
I sidste uge meddelte Nordjyllands Politi, at rockere eller bander er ved at rekruttere medlemmer i Vesthimmerland - men de er ikke velkomne.
Onsdag den 24. januar slog Nordjyllands Politi til mod en adresse udenfor Aalestrup. Ransagningen af ejendommen var en del af en landsdækkende aktion mod bandemiljøet.
I forbindelse med ransagningen fortalte Nordjyllands Politi, at en bande eller en rockergruppe skulle være i gang med at rekruttere nye medlemmer i Vesthimmerland.
- Vi har været opmærksomme på sådan nogle situationer i gennem mange år, fortæller borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen (V).
En af metoderne, borgmesteren benytter sig af for at holde rockerne og banderne ude, er ganske enkelt at gøre dem hjemløse.
- Vi har haft en aktiv indsats for at rive nogle af de boliger eller ejendomme ned, der kunne have interesse for de her grupperingere, fortæller Per Bach Laursen.
Det er ikke første gang Aalestrup stifter bekendtskab med rockermiljøet. I 2014 blev den dræbte Hells Angels-rocker Martin Helbo begravet ved en stor rockerbegravelse i byen. Rockeren Kasper Vetter, som bogen "kronvidnet" handler om, og som er kommet i et af danmarkshistoriens største vidnebeskyttelsesprogrammer, kommer også fra byen. Derudover har byen Simested ganske få kilometer fra Aalestrup også huset en af Hells Angels støttegrupper.
Nu tyder meget så på, at en ny gruppering forsøger at slå sig ned i Vesthimmerland.
- Nu bor jeg i Simested, og der har vi haft en rockerborg før, og der havde vi ret store problemer med dem, så det vil jeg da helst ikke have igen, fortæller Kenneth Jensen, der bor i området.
- Det er jo ikke godt. Det er noget skrækkeligt noget, at få sådan nogle herop, fortæller Ole Sørensen, der bor i Aalestrup.
Selvom rockere eller bander skulle forsøge at slå sig ned i kommunen, så understreeget borgmesteren, at de ikke vil få det nemt, og at de ikke er velkomne.
- Det er klart, det vi oplever nu, det kan være alvorligt nok, fordi det tit er forbundet med kriminalitet og i særdeleshed narkohandel og som borgmester, så vil jeg simpelthen bare ikke have det i vores kommune. Så må vi stramme op, fortæller Per Bach Laursen.