Inger eller Mette? Dronningekampen deler nordjyderne
Der er mere end bare krydser på spil i Nordjylland, hvor der er meget stærke følelser for de to partiledere.
Det kan godt være Margrethe har Amalienborg, men Inger Støjberg har Visborg.
Og Mette Frederiksen? Statsministeren fra Gug har også sine faste støtter.
Derfor tog TV2 Nord til en fælles udebane for de to politiske superstjerner - Hjørring, hvor vi spurgte de handlende i Metropol, hvem de foretrækker:
Mette Frederiksen eller Inger Støjberg?
Skarp bevæbnet med to laminerede fotos af de to politiske dronninger af Nordjylland og kun ét ord, "hvem?" gik TV2 Nords Jonathan Kjær Troelsen på jagt.
Se videoen øverst.
Bjarne Kjær peger hurtigt på et billede, men ikke af hvem han foretrækker.
- Hun er grim!, siger han grinende om Mette Frederiksen.
Han tror på en udskiftning og Søren Pape (K) sætter sig i statsministeriet.
Tidligere har TV2 Nord kigget på de to kandidaters folkelighed og spurgt om der mon er stemmer i at være jysk?
Og de spås begge også stærke valg på hjemegnen.
Mette Frederiksen har selv overfor TV2 Nord kommenteret den kommende duel med Støjberg.
Danmarksdemokraterne spås at være det parti, der vil trække flest stemmer fra Socialdemokratiet og henover midten.
- Det ville ikke være godt for Nordjylland, mener statsministeren.
Spørger man Inge Merete Poulsen fra Hjørring er hun ufravigelig i sin støtte til Mette Frederiksen:
- Hun har gjort det rigtig godt. Og hun har været udsat for en hetz, der ikke er rimelig, siger hun.
"Min pige"
For nogen er valget ikke så svært, som eksempelvis Else-Marie Helledie fra Hjørring, som gør som hun har gjort hele sit liv: Stemmer på Socialdemokratiet.
- Det er min pige, siger hun.
Andre var ikke helt så meddelsomme, da de to ansigter bliver vist for dem. Det gælder eksempelvis Mads Thorhauge fra Støvring.
Er der en af dem du foretrækker?
- Det er der nok...
Hvem?
- Hende dér, siger han og peger på Inger Støjberg.
Samme svar kommer ikke ligefrem fra Tove Christensen fra Hjørring, der også peger på Inger Støjberg-billedet, men med ordene:
- Hende kan jeg ikke lide. Decideret ikke lide, kommer der prompte.
Jette Egebjerg fra Frederiksen med sin stiltiende - og samtykkende - mand ved siden af, har det svært med Mette Frederiksen:
- Jeg kan ikke døje hende. Jeg ser rødt! lyder det. Og det skal ikke forstås som en rød, socialdemokratisk stemme. Nej, Jette Egebjerg slukker simpelthen fjernsynet, siger hun.