Myndighed bekræfter: Sultne ulve har været på spil i Nordjylland
Foto: "Her er ulven i Danmark"
Miljøstyrelsen bekræfter nu det, flere nordjyske fåreavlere har anmeldt: At ulve har angrebet deres får. Derfor er der nu erstatning på vej.
Nu er det ikke længere bare påstande og mistanker - ulve har angrebet får tre forskellige steder i Nordjylland. Det bekræfter Miljøstyrelsen efter at have vurderet tre formodede ulveangreb.
Efter en obduktion og dna-prøver fra de dræbte dyr har Miljøstyrelsen også besluttet at udbetale erstatning til fåreavlerne, fordi konklusionen er, at der var tale om ulveangreb.
Det skriver "Her er ulven i Danmark" efter at have været i kontakt med Miljøstyrelsen - noget, Miljøstyrelsen også bekræfter til TV2 Nord.
To angreb skete på hver sin side af Aggersund i november, hvor to får blev dræbt. Det sidste skete ved Bjergby i begyndelsen af december.
- Vi kan ikke sige, om det er den samme ulv i alle tilfælde eller en ulv, som vi kender fra ulve-registeret i Tyskland. Her afventer vi en nærmere individanalyse af dna-prøverne, siger kontorchef Annette Samuelsen fra Miljøstyrelsen.
Intet hegnstilskud til husdyrholdere
Umiddelbart er der dog ikke er planer om at yde tilskud til ulvesikring af indhegninger i Nordjylland.
- Vi følger forvaltningsplanen fra 2014, der siger, at vi kan yde tilskud til ulvesikring af hegn i områder, hvor Miljøstyrelsen vurderer, at risikoen for ulveangreb er særlig stor. Det er lidt for tidligt at tale om det i disse tilfælde, ligesom vi har den antagelse, at der er tale om en enkelt strejfer. Ulve er jo højmobile dyr, der hurtigt kan være væk fra et område igen, siger Annette Samuelsen.
Miljøstyrelsen følger en tommelfingerregel om, at der kan udbetales hegnstilskud til husdyrholdere, hvis der indenfor et halvt år og et afgrænset område har været tre dokumenterede ulveangreb.
- Men det er selvfølgelig lidt situationsbestemt og afhænger også af anbefalingen fra den lokale vildtkonsulent. Vi følger udviklingen i Nordjylland ret tæt og opfordrer husdyrholdere til at holde godt øje med deres dyr. Det er vigtigt, at man melder hurtigt ind til vildtkonsulenten, så vi kan få taget en dna-prøve hurtigst muligt, hvis der er mistanke om et ulveangreb, siger Annette Samuelsen.