Hvor (u)farlig er ulven egentligt for mennesker?
Foto: Lars Rasborg / Ritzau Scanpix
Hvor farlig eller ufarlig er ulven egentligt?
Mange nordjyder frygter, at ulven er farlig og kan gå til angreb. Men er den egentligt farlig? Og hvor mange mennesker er blevet angreb af ulve?
Ulven kommer. Det er ganske vist og udråbt over den ganske landsdel. Forskere siger, at vi i fremtiden kan forvente, at flere ulve kommer til, og det får flere nordjyder til at frygte for liv og lemmer.
Men hvordan står det egentligt til med fakta? Er vores frygt begrundet? Eller kan mennesker fortsat bevæge i naturen som før?
Statens Naturhistoriske Museum har forsket i netop det, og her er et uddrag af nogle af deres konklusioner:
Den ledende ulveforsker, Linnell, har siden 1900-tallet kun fundet ni dødelige angreb på mennesker af ulve uden rabies i Europa, alle børn. Fem i Polen i 1937 og fire i Spanien i to perioder i 1950'erne og -70'erne. Der var tilsyneladende tale om enkelte ulve, der var begyndt at angribe mennesker. Da de pågældende ulveindivider blev dræbt, ophørte angrebene. Siden 1974 har man i Europa ikke oplevet et eneste prædatorisk ulveangreb (hvor ulve har betragtet mennesker som byttedyr, red.)
I oktober 2017 blev en kvinde dog angrebet og dræbt af en flok ulve, da hun gik indenfor en indhegning med ulve i en zoo i Norrköping, Sverige. I dette tilfælde var der derfor ikke tale om fritgående ulve i naturen. Derfor er dødsfaldet ikke medtaget i opgørelsen.
Sidste angreb i Skandinavien?
I Italien, et land med ca. 60 millioner indbyggere, har man 600-800 ulve og har ikke haft et eneste angreb de seneste 150-200 år. I Abruzzo Nationalparken relativt tæt på Rom lever der 50-60 ulve, og selv om parken hver sommer besøges af to millioner turister, har der ikke været et eneste tilfælde af aggressiv ulveadfærd.
I Rumænien har man omkring 5.000 ulve og kender heller ikke her til nylige ulveangreb. Det samme gælder lande som Sverige, Norge, Finland, Tyskland, Polen, Frankrig, Schweiz, Estland, Slovenien, Kroatien og Portugal. Det sidste angreb på et menneske i Skandinavien af en vild ulv var i 1882 i Finland.
Ulven er naturligvis et stort rovdyr, som man skal have respekt for og omgås med sund fornuft. Man skal endelig ikke forsøge at fodre ulven for at lokke den til sig eller tæmme den eller forsøge at nærme sig den og trænge den op i en krog. Men overholder man disse simple regler, så er sandsynligheden for et ulveangreb på mennesker herhjemme meget lille, lyder det fra forskerne.