Vingegaards melding var et klimaks for Vuelta-chefen
Foto: Bernard Papon / Ritzau Scanpix
På lørdag indledes årets tredje og sidste Grand Tour, Vuelta a España.
Først troede Vuelta a España-chefen, Javier Guillén, ikke på nyheden, da det i slutningen af juli kom frem, at årets Tour de France-vinder, Jonas Vingegaard, stiller til start i den spanske rundtur.
Siden har Javier Guillén vænnet sig til tanken, men han kan stadig ikke få armene ned over, at profiler som Jonas Vingegaard, Primoz Roglic og Remco Evenepoel alle har meldt deres ankomst.
- For at være ærlig havde jeg ikke forventet, at disse ryttere ville stille til start i Vueltaen.
- Vi vidste, at listen over deltagende ryttere ville blive god, men det var et klimaks, da Jonas Vingegaard meddelte, at han vil køre løbet. Denne Vuelta er i spil til at blive en af de bedste, fortæller Javier Guillén til nyhedsbureauet EFE ifølge Eurosport.
Hemmelig plan
Der er egentlig ikke noget at sige til, at Vingegaards deltagelse kom som en overraskelse.
Faktisk har det hele tiden været planen, at Vingegaard skulle køre både Tour de France og Vuelta a España, men det var ikke noget, han og holdet skiltede med.
- Vi har ikke sagt meget om det i offentligheden, fordi vi fokuserede på Touren, og hvis han kom ud af det løb fuldstændig ødelagt, ville vi ikke 'reservere' en plads til ham, siger performancechef Mathieu Heijboer til In de Leiderstruij.
Fordi årets VM lå så tæt på Vueltaen, var løbsdirektøren usikker på, hvilke ryttere der ville prioritere at køre den spanske Grand Tour.
Med den stjernespækkede startliste og en udfordrende rute taget i betragtning ser Javier Guillén frem til et brag af et cykelløb.
- Det et af de bedste tilbud, vi kan give fansene. Det bliver en fremragende udgave af løbet, men da det ikke drejer sig om, hvordan løbet starter, men hvordan løbet slutter, får vi slutproduktet at se på de sidste etaper. Vi glæder os og har store forventninger, lyder det fra spanieren.
Se 1. etape af Vuelta a España på TV 2 Play og TV 2 Sport X fra kl. 18.35 lørdag aften.