Vingegaard lufter vilde drømme for fremtiden
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Jonas Vingegaard fokuserer fortsat på Tour de France, men han håber, der også bliver overskud til andre løb.
Han er allerede i gang med noget nyt: At køre to Grand Tours i træk.
Men det stopper ikke nødvendigvis her for Jonas Vingegaard. Det fortalte den dobbelte Tour-vinder på den anden hviledag i Vuelta a España, hvor han lige nu indtager en podieplacering sammen med holdkammeraterne Sepp Kuss og Primoz Roglic.
Fremtidsplanerne tager udgangspunkt i, at Tour de France er årets højdepunkt. Men allerede næste sommer håber Vingegaard på at prøve sig af i andre løb.
OL og VM i 2024
Bliver det svært, fordi Touren ligger i midten og er der store mål?- Nu skal jeg have set 100 procent på det og set, hvordan ruterne er. Jeg tænker ikke, at Paris er den rute, der passer mig allerbedst, men jeg kunne da godt tænke mig at prøve at køre et OL.
- Og så tænker jeg at VM, når det ligger i Schweiz, burde være et bjergløb. Men det kan også være, at de ikke laver en bjergrig rute, men nu må vi se, hvad planerne bliver. Men jeg tænker helt sikkert, at planerne bliver at køre Tour de France igen næste år.
Har du talt med Anders Lund om VM?
- Ja, jeg har snakket med ham og sagt, at i hvert fald OL er jeg ligesom klar på. Afhængigt af ruten til VM så er jeg også klar på det.
I virkeligheden kunne du vel være et godt bud på en enkeltstartsrytter til OL?
- Nja… det kommer an på det hele. Jeg har sagt, at jeg er klar til at køre enkeltstarten, hvis han vil have mig med. Men lige umiddelbart tror jeg, at når der er mange, der er friske og kører en enkeltstart, så er der måske nogle, der er bedre, end jeg er.
Tre Grand Tours på et år
Nu prøver du to Grand Tours samme år, men hvad med tre? Sepp Kuss, viser han ikke vejen?
- Jo, han viser da helt klart vejen. Jeg tror, jeg lige skal have et par år på bagen, hvor jeg kører to, før jeg tænker, at jeg kan køre tre.
- På en eller anden måde har jeg vel også en drøm om, at man kunne køre klassement i alle tre på et år. Men det virker også svært, for med Touren skal du bare være 100 procent for at køre klassement, og hvis man så har kørt Giroen og ikke er på 100 procent i Touren, så kan det godt blive svært.
- Ja, det vil jeg faktisk sige. For Touren er den Grand Tour, der kræver mest. Den kræver mest mentalt og fysisk. Havde det nu være omvendt, at Touren lå først og de to andre bagefter, så kunne man ligesom godt give det et skud.
- Lige nu tænker man måske, at man ikke vil give det et skud, fordi man bare gerne vil vinde Tour de France så mange gange som muligt. Og man gider ikke tage chancen ved at køre Giro d’Italia.
Det er også lidt ærgerligt?
- Ja, det er da også lidt ærgerligt. Men det kan da være, at jeg prøver en gang, siger Jonas Vingegaard.