Solrig tirsdag i vente, men kold start i Nordjylland
Foto: Asta Böll / Privatfoto
Solen kommer til at skinne, men der dannes enkelte byger.
Det er køligt aprilvejr, og den kommende nat byder på frost.
Tirsdagen starter flot ud mod nord, hvor dagen starter på smukkeste vis med sol og tørvejr.
Mod syd og øst hænger mandagens regnvejr fortsat, men der går ikke længe, før regnen er overstået de fleste steder.
Radarkortet viser lidt regn mod syd klokken 6. Du kan følge regnen live her.
Temperaturen ligger på 2 til 6 grader. Koldest er det mod nord, hvor det er klart.
Omkring klokken 10 bør regnen være helt overstået, og gradvist vil solen komme mere igennem i Midt- og Østjylland.
Frem mod frokost vil solen bryde igennem over det sydlige Jylland, på Fyn og ned over Sjælland.
På Bornholm må man se længe efter solen i dag. Her forbliver det mest skyet med blot 5 grader – og med risiko for regn.
Solrig eftermiddag med enkelte byger
Eftermiddagen kommer til at byde på en del sol, men også drivende skyer.
Vinden kommer fra nord, og luften er kold. Over land og lidt væk fra nordvendte kyster bliver den kolde luft varmet op til 9-11 grader, og det danner kumulusskyer.
Flere steder byder eftermiddagen på vekslende skydække, og lokalt kan der opstå en byge eller to.
Der er størst risiko for en byge øst for Storebælt, men det kan også forekomme i Sønderjylland.
Sidder man i solen, vil man opleve, at solen har fået meget magt – men tirsdag er en af de dage, hvor man skal passe på en forkølelse, da luften er kold.
Solen står nu så højt, at uv-indekset er oppe omkring tre fra klokken 12 til 14, og dermed skal man igen huske at få solcreme på.
Udbredt nattefrost
Den kommende nat byder på klart og stille vejr, og der er risiko for nattefrost flere steder.
Så har man sarte planter, vil de eventuelt skulle tages ind eller dækkes til.