Region Nordjylland sætter ind mod læger, der kun vil have ét problem per konsultation
Foto: Maiken Bang Jørgensen / TV 2 Grafik
Det er både besværligt og dyrt, hvis patienter ikke kan tage til lægen med flere problemer på samme tid, lyder kritikken.
Danske Regioner og PLO er enige om, at det strider mod aftale, hvis man ikke kan tilses for eksempelvis to mindre helbredsproblemer i løbet af én tid.
Kørekortattest, graviditetsundersøgelse, lægeerklæring.
Når man som patient scroller ned over valgmulighederne hos et lægehus i København, er der en tilføjelse ved punktet konsultation.
- OBS – kun én problematik, står der.
Sådan en besked er der flere danske lægepraksisser, der giver patienterne, inden de booker en tid. Men når lægerne på forhånd bekendtgør, at patienter ikke må møde op med flere skavanker, er det imod den aftale, lægerne har indgået med regionerne.
- Det, er vi sikre på, er i strid med overenskomsten, siger Carsten Haugaard Kvist, der er kontorchef for det Nære Sundhedsvæsen i Region Nordjylland, til TV 2.
Region Nordjylland er lige nu i gang med at gennemgå 150 lægepraksissers hjemmesider – står der, at man kun kan komme med én problemstilling per tid, eller at man kun kan booke én tid per dag, modtager praksissen et brev om, at de skal rette det.
- Det er en form for løftet pegefinger fra os til lægerne, siger Carsten Haugaard Kvist, der peger på, at problematikken kan få konsekvenser for patienterne.
"Et eller flere problemer"
Flere steder i landet bliver patienter bedt om kun at troppe op med én problemstilling ad gangen, når de søger egen læge. Det samme gælder, når det kommer til længden af konsultationen, eller at man kun må booke en enkelt tid per dag.
- Det er noget, vi får en del henvendelser på, og de kommer fra hele landet, siger Heino Knudsen, (S), der er formand for Danske Regioners løn- og praksisudvalg, til TV 2.
Er der flere problemstillinger, bedes man bestille en ny konsultation en anden dag.
Læge i Region Nordjylland
Danske Regioner har "stor opmærksomhed" på området, og Heino Knudsen understreger, at det vigtigste for dem er "hensynet til borgerens tid."
- Sundhedsvæsenet er til for borgernes skyld, og der skal ikke være forhindringer, siger han.
Men kan det ikke være tidsbesparende at holde det til et problem per tid, så man til gengæld kan se flere patienter?
- Som udgangspunkt bør det jo være tidsbesparende at se flere ting på en gang. Både for lægen og borgeren.
I overenskomsten hedder det, at "en konsultation kan være af kortere eller længere varighed og kan omhandle et eller flere forskellige helbredsmæssige problemer hos patienten."
Det siger overenskomsten
Der foreligger ikke to konsultationer, selvom patienten bringer flere helbredsmæssige problemer op under konsultationen, eller hvis lægen bliver opmærksom på flere helbredsmæssige problemer, hvis tilstedeværelse ikke var kendt, da konsultationen blev aftalt.
Klinikkens behandlere skal så vidt muligt søge at behandle patientens problemer samme dag inden for rammerne af en konsultation.
Hvorvidt der er behov for flere konsultationsydelser på flere forskellige dage, afhænger af en konkret sundhedsfaglig vurdering, patientens behov, lægens og klinikpersonalets muligheder og hensynet til andre patienters ventetid samt akut opståede behov for lægehjælp, sygebesøg m.v.
Danske Regioner har ad flere omgange kontaktet PLO, de praktiserende lægers organisation, om netop den problematik.
- Vi er meget tydelige i, at det, der er meningen med overenskomsten, er, at man kan få tilset et eller flere problemer. Så det har vi også en forventning om, bliver efterlevet, siger Heino Knudsen.
Tid kan trække i anden retning
PLO bakker op om, at man som lægepraksis ikke kan have formuleringer om tidsramme eller begrænsninger på antallet af problemer per konsultation.
- Det fremgår af overenskomsten for almen praksis, at en konsultation kan være af kortere eller længere varighed og omhandle ét eller flere problemer. Det skal alle praktiserende læger naturligvis overholde, og det bør informationen på klinikkernes hjemmesider også afspejle, oplyser organisationen.
For at kvalitetssikre vores behandlinger er der kun tid til gennemgang og undersøgelse af et problem per konsultation.
Læge i Region Hovedstaden
Dog understreger PLO, at det altid vil være en sundhedsfaglig vurdering, om der er behov for flere konsultationer.
- I den konkrete vurdering kan også indgå hensynet til, at andre patienter ikke skal vente alt for længe, før de kan komme til, og hvor meget tid der er til rådighed til den samlede patientgruppe. Som læge må man også tage hensyn til, hvis andre patienter har et mere akut behov for lægehjælp, lyder det.
Lægetider er penge
Et af argumenterne for, at patienterne skal kunne vende flere problematikker under ét lægebesøg, er økonomien.
Det mener Region Nordjylland i hvert fald.
- Vi – ligesom de øvrige regioner – ligger væsentligt over budget på almen praksisområdet. Og to konsultationer koster jo det dobbelte af en. Så kan det pludselig gå hurtigt, siger Carsten Haugaard Kvist.
Forsøg at have en problemstilling per konsultation.
Læge i Region Nordjylland
Landets regioner betaler lægerne honorar alt efter de ydelser, de leverer – en konsultation honoreres til 156,39 kroner. Så jo flere konsultationer, jo dyrere bliver det for regionerne.
Carsten Haugaard Kvist frygter også, at nogle problemer slet ikke bliver tilset af lægen, fordi visse patienter ikke har ressourcerne til at tage til lægen flere gange.
Nej til "smørrebrødsseddel"
Derudover er det mere besværligt for patienterne, når to skavanker kræver hver sit lægebesøg, mener han.
- Man skal måske tage fri fra arbejde og transportere sig frem og tilbage. Logistisk er det lettere at kunne spørge ind til flere ting, når man er mødt op, siger Carsten Haugaard Kvist.
Men kan det ikke betyde, at alle skal vente meget længere på en lægetid, hvis man ikke holder sig til et enkelt problem per konsultation?
- Jeg er med på, at man ikke kan bruge en hel formiddag sammen med lægen og ikke kan komme med en smørrebrødsseddel med 15 ting. Men det ændrer ikke på, at vi som borgere kan have en berettiget forventning om ikke at skulle besøge lægen flere gange end nødvendigt.
Indberettes til udvalg
Hvor mange lægepraksisser der modtager et brev fra Region Nordjylland, kan Carsten Haugaard Kvist ikke svare på, for gennemgangen er stadig i gang.
Men det drejer sig om "en del," siger han.
Hvis lægerne ikke retter teksterne, vil Region Nordjylland indberette sagerne til Samarbejdsudvalget.
Og hvis sagerne der bliver vurderet til at være i strid med overenskomsten, kan lægepraksissen få en advarsel – og i yderste konsekvens få fjernet sit ydernummer.