Supermarkedskæde banker frugt og grønt-pris i bund - men du skal være hurtig
Det skal være nemmere og ikke mindst billigere at leve sundt.
Det mener butikskæden 365discount, der er en del af Coop Danmark.
Derfor starter de nu et initiativ i deres butikker landet over, hvor de skærer momsen fra på alle frugt- og grøntvarer de sidste syv dage i januar.
Det oplyser kæden i en pressemeddelelse.
- Vi står over for en alvorlig udfordring, hvor 48% af danskerne har ændret madvaner på grund af højere priser og i stigende grad spiser mindre sundt, siger kædedirektør Michael Tilsted.
Samtidig opfordrer supermarkedskæden politikerne på Christiansborg til at sænke momssatsen permanent for at fremme et sundere fødevarevalg for alle.
- Vores mål er at gøre sunde valg tilgængelige for alle danskerne. Ved at skære momsen på frugt og grønt, selv for en kort periode, ønsker vi at demonstrere over for politikerne på Christiansborg, hvordan prisen påvirker forbrugernes valg.
I 2022 skar butikskæden momsen fra i et lignende initiativ, hvor kunderne købte 23 procent mere fugt og 44 procent mere grønt i perioden.
- Vi håber, at denne indsats vil give os yderligere data, som vi kan bruge til at argumentere for en permanent ændring af momsreglerne, afslutter Michael Tilsted.
365discount skærer momsen på frugt- og grøntvarer fra torsdag den 25. januar til og med onsdag den 31. januar.