Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Norlys stopper med at sælge ”grøn strøm”

Foto: TV2 Grafik / Maiken Bang

Fra juli træder Norlys ud af Grøn Strøm-mærkningsordningen.

Beslutningen får opbakning fra Forbrugerrådet Tænk, som mener, at tiden er løbet fra at markedsføre strøm som ”grøn”.

Det er snart slut med at købe strøm mærket som ”grøn” hos Norlys.

Fra juli træder energi- og telekoncernen nemlig ud af Grøn Strøm-mærkningsordningen og vil dermed ikke længere bruge ordningens grønne blade over for sine privatkunder.

Forklaringen lyder, at mærkningen ikke længere giver mere grøn strøm i stikkontakten, men ”risikerer at gøre mere skade end gavn”.

- Mærkningen giver ikke mere grøn strøm. Og det er mere grøn strøm, der skal til, så derfor vil vi hellere bruge vores penge intelligent på indsatser, der fremmer det, siger direktør Mads Brøgger til TV 2.

Ifølge Norlys er der brug for en helt ny model, og selskabet vil i stedet øge sin produktion og lagring af vedvarende energi.

Sådan fungerer mærkningen af ”grøn strøm”.

Strøm må kun markedsføres som ”grøn” hvis den mærkes med ét eller to grønne blade.

Èt blad betyder, at elselskabet har købt certifikater svarende til hele dit elforbrug.

To blade betyder, at elselskabet har købt certifikater svarende til elforbruget og derudover har lavet klimatiltag, som reducerer udledningen af CO2 og andre drivhusgasser svarende til den energi, du forbruger.

Kilde: Forbrugerombudsmanden

Får ikke anden strøm i kontakten

Det er vigtigt at holde sig for øje, at man reelt set ikke får en anden slags strøm i stikkontakterne ved at købe grøn el.

Idéen med ordningen er i grove træk, at elselskaber køber et certifikat, som lægger beslag på en del af den grønne elproduktion, der svarer til deres kunders forbrug.

Stiger efterspørgslen på certifikaterne, vil det få priserne på dem til at stige, og så vil det - i hvert fald i teorien - gøre det mere attraktivt at bygge for eksempel vindmøller.

Modellen er stablet på benene af Forbrugerombudsmanden sammen med en række organisationer i 2020, men er blevet kritiseret fra flere sider.

Ordningen er misvisende

Kritikken har blandt andet gået på, at ordningen er forvirrende og ikke giver energiselskaber noget ekstra incitament til at bygge mere vedvarende energi.

Og med det seneste års rekordhøje elpriser og ambitionen om at løsrive Europa fra russisk gas, har modellen ifølge Norlys spillet fallit.

Efterspørgslen på vedvarende energi er nemlig ”meget høj”, og der er ifølge Mads Brøgger ikke længere brug for ekstrastøtte til vindmøller og solceller.

Derfor er mærkningsordningen også misvisende, siger han:

- Mærkningsordningen har oprindeligt givet god mening. Men vi er også i en situation nu, hvor opførslen af vedvarende energi sker på markedsvilkår og uden behov for ekstra tilskud.

- Spændende og vigtigt, mener forbrugerråd

Hos Forbrugerrådet Tænk er forbrugerpolitisk rådgiver Christian Sand heller ikke videre begejstret for mærkeordningen.

- Vi mener grundlæggende også, at tiden helt er løbet fra mærkningsordningen med de to grønne blade. Så på den måde synes vi, det er et spændende og vigtigt skridt, at et stort selskab som Norlys går i den retning, siger han.

Ifølge den forbrugerpolitiske rådgiver bliver forbrugerne ofte mere forvirrede end hjulpet af ordningen - blandt andet fordi mange tror, at de rent faktisk kun får grøn strøm i stikkontakten.

Samtidig er han enig med Norlys i, at ordningen ikke længere bidrager til mere grøn strøm i kablerne.

- I dag er der bare et kæmpe økonomisk incitament for dem, der for eksempel udvikler vindmølleparker. De behøver ikke certifikaterne, for der er mange penge at hente på elmarkedet ved at bygge ny vedvarende energiproduktion, siger han.

Sidst men ikke mindst peger Christian Sand på, virksomheder med den nuværende ordning fejlagtigt kan komme til at tro, at de kan markedsføre deres produkter som produceret af grøn strøm – uden det reelt kan garanteres.

Dermed risikerer disse virksomheder også ubevidst at ”greenwashe” over for forbrugerne.

Fortrolige drøftelser er i gang

Både Norlys og Forbrugerrådet Tænk mener, at man helt bør sløjfe ordningen.

Siden starten af året har de begge siddet med i drøftelser mellem Forbrugerombudsmanden og en række andre aktører om Grøn Strøm-mærkningsordningen.

For sit eget vedkommende vil Norlys i stedet sætte mere ind på sin egen produktion og lagring af grøn strøm.

Norlys har allerede ”betydelige interesser” på området - blandt andet gennem sin ejerandel i Eurowind Energy, der udvikler, ejer og driver vindmølle- og solcelleparker.

Alle Norlys’ private elkunder modtager i løbet af de kommende dage et brev med orientering om, at Norlys udtræder af Grøn Strøm-mærkningsordningen.


Afgift truer havn: Henrik overvejer at omgå reglerne i Sverige

Foto: Regnar Bekker / TV2 Nord

Fiskeskipper overvejer at tanke og handle med svenskerne, når ny CO2-afgift på fiskeriet indfases til nytår.

Fra nytår bliver det dyrere for fiskerne at tage på arbejde. En ny CO2-afgift betyder nemlig, at diesel til kutterne kommer til at stige med 2,25 kroner.

Og det kan få fatale konsekvenser for fiskerne i Strandby. Fiskeriforeningen anslår nemlig, at 45 procent af de mellemstore fartøjer vil være u-lønsomme på grund af afgiften. Og det er netop den type fartøjer, man finder i Strandby.

- Det er ret bekymrende, siger Claus Hjørne Pedersen, der er formand for fiskeriforeningen i Strandby og tilføjer:

- På et eller andet tidspunkt, kan man ikke overleve som havn, hvis halvdelen af fartøjerne forsvinder.

Vil tanke billigere i Sverige

En af fiskerne i byen har en alternativ løsning på det problem, som afgiften giver. Han har ingen planer om at give op endnu.

- Vi fisker en del i nærheden af Sverige, og det kunne være, at det blev sådan, at vi fylder diesel på i Sverige. Og at vi kunne sætte fiskene på auktion derovre - og måske får vi så også lavet noget håndværksmæssigt deroppe, lyder det fra Henrik Larsen, fiskeskipper på kutteren Stjerne i Strandby.

Han er helt med på, at fiskeriet skal omstille sig for at sikre den grønne omstilling, men han er ikke enig i den måde, det foregår på.

- Det er da et psykisk pres, at vi ikke aner, hvor vi står henne. Det er en underlig situation at stå i.

Hvad håber du, der når at ske, inden afgiften indfases?

- Jeg håber, de giver os noget mere tid til at få handelsaftaler på plads og mulighed for at nå at tale med banken og sådan. For det er jo en pludselig, stor ekstraudgift, der kommer, siger Henrik Larsen.

Der findes ikke grønne løsninger endnu

Claus Hjørne Pedersen er ikke sur på sin kollega over, at han overvejer at tanke og handle med svenskerne. For han forstår, at man må gøre, hvad der er nødvendigt, for at forretningen kører rundt. Han har da også selv overvejet muligheden for hans kutter.

Men det er ikke kun afgiften i sig selv, der er et problem, påpeger han.

- Worst case er, at vores flåde halveres, og det kan samfundet ikke overleve. Vi bliver nødt til at få udskudt afgiften og vi skal have et alternativ til diesel først. For som det er nu, har erhvervet ikke økonomien til at omstille sig, når der engang kommer grønne alternativer.

Men kan man ikke bare sætte prisen på fisk op, når jeres omkostninger stiger?

- Nej. Det er udbud og efterspørgsel, der bestemmer prisen på fisk. Så selvom vi skal have flere penge per kilo fisk for at få det til at løbe rundt, er det ikke noget, vi bare lige kan få, forklarer Claus Hjørne Pedersen.

Meningen med afgiften er at få fiskerne over på mere grønne brændstoffer. Problemet er bare, at som det er nu, findes der ikke alternativer til dieselkuttere.

Nogle havne frygter desuden, at afgiften vil få udenlandske fiskere til at undgå at tanke i danske havne.


Har skreget på læger i årevis - nu er hjælp på vej til kriseramte kommuner

Sundhedsminister Sophie Løhde fortæller her om hovedindholdet af den nye aftale.

Der er flere læger på vej til Nordjylland, men det er ikke alle nordjyder, der får gavn af den nye aftale.

År efter år har nordjyske kommuner råbt vagt i gevær over en alvorlig mangel på praktiserende læger.

Men nu lysner det i sundhedstusmørket. Der er nemlig flere hvide kitler på vej til de kommuner, hvor det står værst til.

En ny aftale mellem regeringen og Danske Regioner skal allerede fra årsskiftet sikre flere læger til de områder i landet, hvor manglen er størst, og hvor der samtidig er flest syge borgere.

I Region Nordjylland betyder det, at seks kommuner nu kan se frem til et løft i lægedækningen.

Disse kommuner får flere læger

Kommunerne er:

  • Brønderslev

  • Frederikshavn

  • Hjørring

  • Læsø

  • Morsø

  • Thisted

  • Vordingborg

  • Lolland

  • Guldborgsund

  • Kalundborg

  • Odsherred

  • Lejre

  • Holbæk

  • Næstved

  • Ringsted

  • Sorø

  • Slagelse

Suveræn dårligst dækning

Konkret betyder aftalen, at der kun kan etableres nye lægepraksis i de områder, hvor lægedækningen er dårligst, fortæller sundhedsminister Sophie Løhde (V):

- Og det er især i Region Sjælland og i Region Nordjylland, at vi har den suverænt dårligste lægedækning. Derfor ønsker vi med den her aftale simpelthen at give i de to områder en særstatus.

Indsatsen skal være opsøgende og håndholdt, så regionen kommer i konkret dialog med alle relevante speciallæger i almen medicin. Regionerne skal have et særligt fokus på, at nye speciallæger i almen medicin sikres de bedst mulige vilkår for at indgå i de almenmedicinske tilbud i områderne med lægedækningsudfordringer'.

Udkast fra aftalen

Ministeren vil dog ikke sætte tal på, hvor mange læger, der efter nytår har kurs mod Nordjylland.

- Den nye aftale betyder, at vi giver Region Nordjylland en særstatus ved, at vi allerede her fra 1. januar, som et første skridt i sundhedsreformen, kan sikre, at vi har en særstatus ved, at de kommende praktiserende læger simpelthen bliver målrettet til områder i Region Nordjylland, hvor der i dag er den dårligste lægedækning, lyder det i stedet.

Et element i aftalen lyder desuden, at de store universitetshospitaler ikke må ansætte speciallæger i almen medicin i to år fra årsskiftet og frem.

Her forklarer ministeren, hvad aftalen konkret betyder for Region Nordjylland.

Glæde over aftale

Aftalen betyder også, at Aalborg Universitet kan uddanne 75 flere læger, som man dermed håber på bliver inden for regionsgrænsen, når de skal i beskæftigelse.

Selvom det ikke er alle nordjyske kommuner, der bliver tilgodeset i aftalen, vækker den alligevel stor begejstring hos regionsrådsformand i Region Nordjylland, Mads Duedahl (V).

- Det er en rigtig god aftale for Nordjylland, men også for balancen af læger generelt i Danmark. Der har længe været behov for at sikre en struktur, så læger ikke bosætter sig i de store byer, men også der hvor der bor færrest. Det sikrer den her aftale netop, siger han.

Men aftalen gælder jo ikke alle de nordjyske kommuner, der har problemer med lægehjælp. Er det godt nok?

- Det er rigtigt, at der eksempelvis er lægemangel i Jammerbugt Kommune, men med aftalen kan vi også prioritere flere ressourcer til andre kommuner, hvis vi finder det nødvendigt, lyder svaret fra Duedahl.

Læger glæder sig over den nye aftale

Også hos de praktiserende lægers talerør i Nordjylland, PLO, er der jubel over udsigten til et snarligt opgør med lægemanglen i det nordjyske.

PLO-formand Jørgen Skadborg udtaler:

- Vi har fuld forståelse for, at der er indgået en sådan aftale, og vi er enige i, at der er behov for, at der kommer flere praktiserende læger ud de steder, hvor behovet er størst. Det er noget, PLO længe har efterspurgt. En national styring af ydernumre er nødvendig for at sikre, at de værst stillede områder ikke bliver udkonkurreret af de bedst stillede.

- For at komme i mål bliver det imidlertid afgørende, at regionerne som aftalt yder en særlig og målrettet indsats for at sikre de kommende læger de bedst mulige vilkår for at etablere klinik de steder, hvor manglen er størst.


Foto: Anne Christensen, TV2 Nord

Prisen slår rekord - det bliver endnu dyrere end det var under energikrisen.

Torsdag når elprisen højere op end den var under energikrisen i 2022.

Prisen peaker mellem klokken 17.00 og 18.00, hvor prisen kommer til at ramme 6,98 øre/kWh - og det er uden afgift og moms. Når det lægges oven i bliver prisen omtrent 10 kroner mer kWh.

Så meget koster det

  • En omgang tørring i tumbleren: Cirka 46,53 kroner for en gennemsnitlig tumbler.

  • En times brug af ovnen: Cirka 25,85 kroner for en gennemsnitlig ovn.

  • En vask i en ikke alt for gammel vaskemaskine: Cirka 7,2 kroner.

  • En opvask i opvaskemaskinen: Cirka 9,8 kroner

Priserne i beregningen her er med afgift og moms, og kommer fra selskabet N1. Prisen bliver 10,34 når det er dyrest.

- Lige nu er der næsten ingen vind over Europa, samtidig er det både mørkt og koldt, og vi bruger derfor meget energi. Det er dog også vigtigt at sige, at vi ikke er samme sted som under energikrisen, det er en uheldig kombination af lav produktion af vedvarende energi og høj efterspørgsel i kortere perioder, som rammer os i disse dage, siger Mads Brøgger, der er direktør for Norlys’ energiforretning.

Ifølge Norlys har elprisen i snit været mindre end 50 øre per kWh, men siden august er den pris steget.

Prisen ser dog ud til at falde igen samtidig med, at der meldes om mildere temperaturer i vejret.

- Men får vi pludselig 14 dage i stræk med hård kulde, og der skal trækkes på de europæiske gaslagre, som ovenikøbet er mindre fyldte i år sammenlignet med sidste år, kan det selvfølgelig ændre sig, men som tingene ser ud nu, ser priserne ud til at falde de kommende uger, siger Mads Brøgger.


En ny købmand tror på projektet, og byen glæder sig over nu at have nok penge, til at redde købmanden.

Købmandsbutikken i Ravnkilde er reddet. Det er lykkes en lokal støttegruppe at samle over 800.000 kroner ind - og dermed har de nu sikret, at byens købmandsbutik kan genåbne.

- Det var en kæmpe, kæmpe, kæmpe god nyhed, lyder det begejstret fra Kirsten Baisgaard, der er formand for forsamlingshuset i Ravnkilde.

I slutningen af september måtte den daværende ejer opgive at drive købmandsbutikken.

Lige siden har borgergruppen Købmandsgruppen forsøgt at samle penge nok ind til, at de kunne genåbne købmandsbutikken.

Tror på butikkens overlevelse

Onsdag aften var der samlet 830.000 kroner, og dermed nok til, at butikken kan genopstå.

- Jamen, det er jo helt vildt. Det bliver hårdt, men også virkelig lærerigt og sjovt, er jeg sikker på, siger Lisa Norman, der er den kommende købmand i Ravnkilde.

Købmandsgruppen håber, at borgerne i byen er klar til at støtte butikken, når den åbner.

- Jeg håber og tror jo, at det er gået op for os alle sammen, at det ikke er nogen selvfølge, at vi har en købmand i byen, lyder det fra Kirsten Baisgaard.

Den kommende købmand er heller ikke i tvivl om, at butikken nok skal klare sig.

- Vi har lavet nogle analyser og fået Dagrofas hjælp til at lave nogle analyser omkring, om den her kan køre rundt i byen. Og det kan den. Så det er jeg slet ikke bekymret for, siger Lisa Norman.

”Købmandsgruppen” håber, at købmandsbutikken bliver klar til at genåbne til maj.


Overtog sin første frisørsalon som 24-årig: Nu har han overtaget sin tredje

Anders Blaabjerg på 25 år er indehaver af tre frisørsaloner i Jylland. Han overtog den første, da han stadig var elev. Det skulle medarbejderne lige vænne sig til.

Det tog et par søvnløse nætter, før Anders Blaabjerg blev overtalt til at skifte sit erhverv til frisør.

I en alder af 20 år kunne den unge mand skrive salgsassistent på CV'et med et job i Føtex. Der gik ikke lang tid, før flere af frisørerne i Thisted var efter den nyuddannede.

- Da Kristian Berthelsen (tidl. ejer af ZoombyZoom Thisted) tog fat i mig, var han den anden frisør. Så måtte jeg forsigtigt lukke den ene dør for at åbne døren som frisør, fortæller Anders Blaabjerg, der til daglig er chef for tre ZoombyZoom-saloner i Jylland.

Døren til frisørverdenen blev åbnet - og der gik ikke lang tid, før flere muligheder stod på dørtrinet.

- Det har altid været lidt en joke, at den skulle være min en dag. Og så kom muligheden, fortæller den 25-årige indehaver.

Anders Blaabjerg var ikke færdiguddannet, da han pludselig gik fra at være elev til chef på en juleferie. Det var et skifte, som både han og hans medarbejdere skulle finde sig til ro med.

- I starten skulle man lige vænne sig til det at have en chef, der er 25 år, når man selv er over, fortæller Maja Ravn Madsen, der har arbejdet som frisør i ZoombyZoom i Thisted i seks år.

Foto: Josephine Hartvig / TV MIDTVEST

Det var et 'match made in heaven', at Anders Blaabjerg valgte at gå frisørens vej. Derfor betyder det ikke så meget, at arbejdstimerne fylder det meste af dagen.

- Jeg har et drive uden lige. Så jeg ved ikke, hvem der stjæler mit ur, når klokken pludselig er 11 om aftenen, og jeg startede klokken otte om morgenen, fortæller den unge iværksætter med et smil.

Kunderne undrede sig heller ikke, da Anders Blaabjerg pludselig var chef.

- Han er stadig bare Anders. Jeg tror, det ligger naturligt til ham, for det var den mulighed, der bød sig, fortæller Hanne Fårup Rasmussen, der til daglig er fagligkonsulent i FOA og har haft Anders Blaabjerg som frisør, siden han startede som elev i forretningen i 2020.

Selvom den unge chef kun er 25 år, så generer alderen ham ikke spor.

- Jeg er lidt en gammel mand i en ung krop. Det tror jeg også, de andre vil sige her, griner Anders Blaabjerg.

Frisørsalonen i Fredericia er den sidst tilkomne i den begyndende perlerække, som Anders Blaabjerg har startet. Han overtog forretningen tilbage i maj, hvor det kun var få måneder siden, at han havde fået ansvaret for frisørsalonen i Aalborg. Derfor klapper den unge mand hesten og holder sig til sine tre nuværende forretninger.

- Aldrig sig aldrig selvfølgelig. Men der har været fart på det sidste stykke tid, så for nu er der ikke flere ting i støbeskeen, fortæller Anders Blaabjerg, mens han ordner håret på Hanne Fårup Rasmussen.