Mæhle hungrer efter revanche
Foto: TV 2 Sporten
EM bliver noget helt andet end det seneste VM, er den nordjyske darling overbevist om.
Danmarks herrelandshold tog mandag hul på den sidste forberedelsesfase, inden det om nogle uger går løs med EM i Tyskland.
God stemning, smil og glæde var gennemgående hos Hjulmands trup, men samtidig fyldte også en tydelig sult. En sult efter at gøre det bedre end til VM i Qatar, hvor gruppespillet blev endestationen.
- Jeg glæder mig til at spille kampe på øverste hylde mod de bedste modstandere. Vi har noget at revanchere, og vi kan gøre det meget bedre, end vi har gjort, siger Joakim Mæhle og tilføjer:
- Der er en indre sult, som hungrer efter at komme ud og bevise noget. Vi er godt klar over, at det ikke var vores bedste præstation (i Qatar, red.), og vi var skuffede over os selv. Så jeg tror, at vi alle føler, at der er noget at revanchere.
Mere folkefest, mindre alt det andet
Kontrasten mellem VM i Qatar og det kommende EM i Tyskland kunne nærmest ikke være større. Fokus på menneskerettigheder, boykot og undertrykkelse tager ikke længere fokus i optakten.
I stedet er der lagt op til en folkefest med mange tusinde danske fans, som tager turen på den tyske Autobahn for at støtte landsholdet.
- Jeg vil ikke give det skylden for vores dårlige præstationer i Qatar, men personligt vil jeg sige, at det er dejligt, at der ikke er alt muligt rundt om, og at vi bare kan koncentrere os om at spille fodbold.
- Der kommer mange danskere, og det bliver en fed opbakning. Jeg tror, det bliver en kæmpe fest, og så håber jeg, at vi kan være med til at skabe en endnu større fest, siger Joakim Mæhle, der har svært ved at skjule sin begejstring over at være i gang.
EM i Tyskland bliver den 27-årige Wolfsburg-spillers tredje slutrunde.
På onsdag møder Danmark sin svenske nabo, inden der lørdag venter endnu et nordisk opgør mod Norge i testkampe.