- Det er jo tyveri, siger strandfoged, som nu har anmeldt flere personer
Foto: Claus Bjørn Larsen / Ritzau Scanpix
Tranum Strand lørdag 23. december 2023. Et Mærsk-skib har 22. december tabt 46 containere ud for kysterne mellem Bulbjerg og Svinkløv.
Det er især sko, der har været populære blandt de langfingrede.
Flere personer er blevet anmeldt til politiet for tyveri af det containergods, der er drevet i land langs Nordjyllands vestkyst.
Under stormen Pia, som ramte Danmark torsdag og fredag i sidste uge, tabte skibet Mayview Maersk 46 containere i Jammerbugten, mens det var på vej fra Bremerhaven i Tyskland til Gdansk i Polen.
Siden da er blandt andet sko, frysere, puder, kurve, kanyler og dele til varmepumper drevet i land.
Kører væk med ting i bilerne
Mens hobevis af frivillige har hjulpet til med at rydde op på strandene, har Bjarne Godske Andersen, som er strandfoged på Ejstrup og Tranum Strand, også oplevet, at flere personer har raget til sig fra det tabte gods.
- Vi har set mange, der er kørt med noget bag i bilerne. Men det er ikke til at stoppe dem alle sammen, siger han til TV 2.
På Ejstrup og Tranum Strand er der blandt andet drevet sko, frysere og fletkurve i land.
Flest venstresko
Det er især skoene, der har været populære blandt de langfingrede, fortæller Bjarne Godske Andersen.
- De tager masser af sko. Men mange af skoene er venstresko, så de er ikke meget værd, hvis de ikke kan finde to sko, der passer sammen.
Strandfogeden har forsøgt at stoppe flere, der er kørt væk med tabt gods i bilen, men uden meget held.
Bjarne Godske Andersen og hans kollegaer har til gengæld meldt mellem fem og ti personer til politiet ved at registrere nummerpladerne på deres biler.
- Det er Mærsks ejendom. De ting, der er noget værd, må de jo ikke tage. Det er jo tyveri.
Saltvand ødelægger alt
Ved Blokhus, hvor Thomas Duurloo er strandfoged, er flere personer blevet anmeldt for at fylde trailere og bagagerum med det tabte gods.
Politiet har også konfiskeret stjålne genstande, siger Thomas Duurloo til TV 2.
Han forstår ikke, hvorfor personer løber risikoen for at blive politianmeldt for at stjæle ødelagte ting.
- Der er altid nogle brodne kar. Det er vanvittigt at gøre sig til kriminel over sådan noget, fordi det er fuldstændigt splittet ad, saltvandet ødelægger alt, siger han.
- Når det har ligget i havet og er banket ind i hinanden, så er tingene ikke noget som helst værd.
Godset skal sorteres
På nabostrandene har strandfogederne Andreas Rasmussen og Bent Pristed dog ikke observeret noget tyveri.
- Det har ikke været i mit område i hvert fald. Men der er jo ikke noget, der er noget værd, siger Andreas Rasmussen til TV 2.
Når oprydningsarbejdet af strandingsgodset begynder onsdag omkring middagstid, bliver de indsamlede genstande kørt væk til lukkede pladser, hvor det skal sorteres, forklarer han.
- Nu skal de først se, hvad det er, og om der er noget af værdi. Men når først det har været i saltvand, så er det slet ikke sjovt længere.
TV 2 har spurgt Nordjyllands Politi om omfanget af tyveriet på strandene. Politiet arbejder på et svar.