Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Borgmestre er ikke længere stolte af ældreplejen: - Vi har skåret og skåret og skåret

Foto: GRAFIK TV2 Nord

Alt for længe har kommunerne været nødt til at skære i ældreplejen for at få budgetterne til at gå op. Nu siger flere borgmestre stop.

Hvert efterår sidder kommunalpolitikere landet over og tager sig til hovedet, mens de gennemgår årets sparekataloger.

Skal en busrute nedlægges? Et skolebyggeri udsættes? Hver anden gadelygte holdes slukket?

Det her bliver ikke ved med at gå

Birgit S. Hansen (S), borgmester i Frederikshavn Kommune

Søndag var der deadline for kommunernes budgetter for 2024, og flere har igen vurderet det nødvendigt at svinge sparekniven over ældreområdet.

Det er nu sket i en sådan grad, at flere borgmestre over for TV 2 kommer med et opråb:

De er ikke længere stolte af den ældrepleje, de leverer.

En af dem er den socialdemokratiske stemmesluger Birgit S. Hansen fra Frederikshavn Kommune.

- Jeg har selv været med til at skære og skære og skære i hvert fald de sidste ni år. Også på ældreområdet. Jeg hejser et flag for, at det her bliver ikke ved med at gå, siger hun til TV 2.

TV 2 sætter fokus på ældreplejen

Kommunalpolitikere og borgmestre landet over har i månedsvis råbt op om manglende økonomi til at sikre den borgernære velfærd. Og noget af, der gennem årene blandt andet er blevet skåret på, er ældreområdet. 

Samtidig har kommunerne store udfordringer med at rekruttere social- og sundhedspersonale til at arbejde med den gruppe af ældre borgere, der vokser år for år.

Hænder og økonomi

De seneste måneder har regeringen været i heftig modvind, fordi den vil give skattelettelser for mere end fem milliarder kroner.

En stor del af kritikken er kommet fra socialdemokratiske borgmestre og byrådsmedlemmer. Herunder også Birgit S. Hansen, som mener, at pengene i stedet skal bruges på den borgernære velfærd.

Over for TV 2 sætter hun nu flere ord på konsekvenserne af de besparelser, som hun og mange af hendes partifæller ikke længere følte, at de kunne stå på mål for.

Er du stolt over den ældrepleje, I leverer?

- Det korte svar er nej. Men det er vigtigt at få den anden halvdel med, siger Birgit S. Hansen og forklarer, hvordan de ansatte inden for ældreområdet i hendes kommune gør “alt det bedste” og er “rigtig dygtige”.

- De har faktisk – uden at det skal lyde som en kliché – hjertet på det rigtige sted.

Årsagen til, at S-borgmesteren fra Frederikshavn nu siger, at hun ikke kan se på ældreplejen med stolthed, hænger i stedet sammen med antallet af ansatte og økonomi, fortæller hun.

- Og så er det også i forhold til rengøring, hvor vi skærer og skærer. Der er kommuner, der gør rent sjældnere i Frederikshavn Kommune, og det er ikke den rigtige vej at gå.

Du nævner det selv: Du har været med til at skære i ni år nu. Hvorfor skære så meget, at du i dag ikke er stolt af ældreplejen?

- Det er jo en bunden opgave, vi har. Vi skal få pengene til at passe ude i kommunerne, siger Birgit S. Hansen og fortsætter:

- Vi bliver nødt til at snakke med hinanden om manglen på hænder og økonomien, men også hvor meget vi vil have civilsamfundet ind. Hvor meget kan det tage sig af?

Pressede budgetter

Både i Brønderslev og Mariagerfjord Kommune stemmer Venstre-borgmestrene Mikael Klitgaard og Mogens Jespersen i.

Vi kan jo ikke prioritere os helt ud af det her

Mikael Klitgaard (V), borgmester i Brønderslev Kommune

Sidstnævnte kalder det en “selvfølge”, at servicen til kommunens ældre kunne være bedre.

- Men vi er i den grad pressede, og vi kan ikke præstere bedre med de midler, vi har til rådighed, siger Mogens Jespersen fra Mariagerfjord Kommune og tilføjer:

- Jeg kan ikke sige, at jeg er stolt af den ældrepleje, vi leverer. De plejeboliger, vi tilbyder, lever flere steder ikke op til den standard, man kan forvente i dag, og der er ikke afsat nok tid til pleje.

I Brønderslev Kommune, hvor Mikael Klitgaard er borgmester, skulle de spare 25 millioner kroner i budgettet for 2024. Han er ligesom flere af sine kollegaer ikke stolt af den ældrepleje, kommunen tilbyder.

- Der er ingen tvivl om, at der skulle være mere personale i ældreplejen. Til at de ældre kan komme på gåtur, til at give flere bad og til mere rengøring til dem, der har behov. Simpelthen til alt det, der skaber værdi og et værdigt liv for dem, der sådan set har været med til at skabe det her samfund, siger han og sender en opfordring til sin partiformand og resten af SVM-regeringen:

- Regeringen siger jo, at der er penge nok. De sender penge til Sydafrika og Brasilien, men de skulle sende nogle flere penge til os i stedet.

Kunne I ikke prioritere anderledes i kommunen, så der bliver råd til noget af den ældrepleje, du godt kunne tænke dig?

- Jo, men vi kan jo ikke prioritere os helt ud af det her. Der er for få ressourcer i forhold til det, man egentlig med god grund kunne forvente, siger Mikael Klitgaard.

‘Svært at være stolt’

Problemerne er langt fra forbeholdt de jyske kommuner. På Sjælland bakker SF-borgmester Anders Wolf Andresen fra Hvidovre Kommune kollegerne op.

Der er nogle på Christiansborg, der sætter rammerne for, hvad vi kan, og de skal til at få øjnene op

Anders Wolf Andresen (SF), borgmester i Hvidovre Kommune

Han fortæller til TV 2, at kommunen “står i et kæmpe udgiftspres”, som Christiansborg-politikerne snart bliver “nødt til at indse”.

- Vi har næste år udgifter for 60 millioner på velfærdsområdet. Så for at have råd er jeg nødt til at lave besparelser, og det kan så blive taget fra nogle af de ting, som ellers giver værdi på ældreområdet, siger han tilføjer, at det gør det “svært at være stolt”.

Men har I ikke selv et ansvar som kommune?

- Jo, og vi påtager os også ansvaret inden for de rammer, den økonomi og den medarbejderstab, vi har til rådighed her. Vi gør sammen med medarbejderne alt, hvad vi kan. Men der er nogle på Christiansborg, der sætter rammerne for, hvad vi kan, og de skal til at få øjnene op for, at vi lige om lidt har alvorlige problemer.

I perioden 2019 til 2022 er antallet af personer over 80 år, der modtager hjemmehjælp, faldet i 8 ud af 10 kommuner. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Samtidig er den gennemsnitlige tid, som samme aldersgruppe er visiteret hjemmehjælp i, de seneste ti år faldet fra 3,57 timer om ugen til 3,16 timer.

TV 2 har forsøgt at få et interview med finansminister Nicolai Wammen (S) om borgmestrenes opråb. Det har ikke været muligt.


Foto: Anne Christensen, TV2 Nord

Prisen slår rekord - det bliver endnu dyrere end det var under energikrisen.

Torsdag når elprisen højere op end den var under energikrisen i 2022.

Prisen peaker mellem klokken 17.00 og 18.00, hvor prisen kommer til at ramme 6,98 øre/kWh - og det er uden afgift og moms. Når det lægges oven i bliver prisen omtrent 10 kroner mer kWh.

Så meget koster det

  • En omgang tørring i tumbleren: Cirka 46,53 kroner for en gennemsnitlig tumbler.

  • En times brug af ovnen: Cirka 25,85 kroner for en gennemsnitlig ovn.

  • En vask i en ikke alt for gammel vaskemaskine: Cirka 7,2 kroner.

  • En opvask i opvaskemaskinen: Cirka 9,8 kroner

Priserne i beregningen her er med afgift og moms, og kommer fra selskabet N1. Prisen bliver 10,34 når det er dyrest.

- Lige nu er der næsten ingen vind over Europa, samtidig er det både mørkt og koldt, og vi bruger derfor meget energi. Det er dog også vigtigt at sige, at vi ikke er samme sted som under energikrisen, det er en uheldig kombination af lav produktion af vedvarende energi og høj efterspørgsel i kortere perioder, som rammer os i disse dage, siger Mads Brøgger, der er direktør for Norlys’ energiforretning.

Ifølge Norlys har elprisen i snit været mindre end 50 øre per kWh, men siden august er den pris steget.

Prisen ser dog ud til at falde igen samtidig med, at der meldes om mildere temperaturer i vejret.

- Men får vi pludselig 14 dage i stræk med hård kulde, og der skal trækkes på de europæiske gaslagre, som ovenikøbet er mindre fyldte i år sammenlignet med sidste år, kan det selvfølgelig ændre sig, men som tingene ser ud nu, ser priserne ud til at falde de kommende uger, siger Mads Brøgger.


En ny købmand tror på projektet, og byen glæder sig over nu at have nok penge, til at redde købmanden.

Købmandsbutikken i Ravnkilde er reddet. Det er lykkes en lokal støttegruppe at samle over 800.000 kroner ind - og dermed har de nu sikret, at byens købmandsbutik kan genåbne.

- Det var en kæmpe, kæmpe, kæmpe god nyhed, lyder det begejstret fra Kirsten Baisgaard, der er formand for forsamlingshuset i Ravnkilde.

I slutningen af september måtte den daværende ejer opgive at drive købmandsbutikken.

Lige siden har borgergruppen Købmandsgruppen forsøgt at samle penge nok ind til, at de kunne genåbne købmandsbutikken.

Tror på butikkens overlevelse

Onsdag aften var der samlet 830.000 kroner, og dermed nok til, at butikken kan genopstå.

- Jamen, det er jo helt vildt. Det bliver hårdt, men også virkelig lærerigt og sjovt, er jeg sikker på, siger Lisa Norman, der er den kommende købmand i Ravnkilde.

Købmandsgruppen håber, at borgerne i byen er klar til at støtte butikken, når den åbner.

- Jeg håber og tror jo, at det er gået op for os alle sammen, at det ikke er nogen selvfølge, at vi har en købmand i byen, lyder det fra Kirsten Baisgaard.

Den kommende købmand er heller ikke i tvivl om, at butikken nok skal klare sig.

- Vi har lavet nogle analyser og fået Dagrofas hjælp til at lave nogle analyser omkring, om den her kan køre rundt i byen. Og det kan den. Så det er jeg slet ikke bekymret for, siger Lisa Norman.

”Købmandsgruppen” håber, at købmandsbutikken bliver klar til at genåbne til maj.


Overtog sin første frisørsalon som 24-årig: Nu har han overtaget sin tredje

Anders Blaabjerg på 25 år er indehaver af tre frisørsaloner i Jylland. Han overtog den første, da han stadig var elev. Det skulle medarbejderne lige vænne sig til.

Det tog et par søvnløse nætter, før Anders Blaabjerg blev overtalt til at skifte sit erhverv til frisør.

I en alder af 20 år kunne den unge mand skrive salgsassistent på CV'et med et job i Føtex. Der gik ikke lang tid, før flere af frisørerne i Thisted var efter den nyuddannede.

- Da Kristian Berthelsen (tidl. ejer af ZoombyZoom Thisted) tog fat i mig, var han den anden frisør. Så måtte jeg forsigtigt lukke den ene dør for at åbne døren som frisør, fortæller Anders Blaabjerg, der til daglig er chef for tre ZoombyZoom-saloner i Jylland.

Døren til frisørverdenen blev åbnet - og der gik ikke lang tid, før flere muligheder stod på dørtrinet.

- Det har altid været lidt en joke, at den skulle være min en dag. Og så kom muligheden, fortæller den 25-årige indehaver.

Anders Blaabjerg var ikke færdiguddannet, da han pludselig gik fra at være elev til chef på en juleferie. Det var et skifte, som både han og hans medarbejdere skulle finde sig til ro med.

- I starten skulle man lige vænne sig til det at have en chef, der er 25 år, når man selv er over, fortæller Maja Ravn Madsen, der har arbejdet som frisør i ZoombyZoom i Thisted i seks år.

Foto: Josephine Hartvig / TV MIDTVEST

Det var et 'match made in heaven', at Anders Blaabjerg valgte at gå frisørens vej. Derfor betyder det ikke så meget, at arbejdstimerne fylder det meste af dagen.

- Jeg har et drive uden lige. Så jeg ved ikke, hvem der stjæler mit ur, når klokken pludselig er 11 om aftenen, og jeg startede klokken otte om morgenen, fortæller den unge iværksætter med et smil.

Kunderne undrede sig heller ikke, da Anders Blaabjerg pludselig var chef.

- Han er stadig bare Anders. Jeg tror, det ligger naturligt til ham, for det var den mulighed, der bød sig, fortæller Hanne Fårup Rasmussen, der til daglig er fagligkonsulent i FOA og har haft Anders Blaabjerg som frisør, siden han startede som elev i forretningen i 2020.

Selvom den unge chef kun er 25 år, så generer alderen ham ikke spor.

- Jeg er lidt en gammel mand i en ung krop. Det tror jeg også, de andre vil sige her, griner Anders Blaabjerg.

Frisørsalonen i Fredericia er den sidst tilkomne i den begyndende perlerække, som Anders Blaabjerg har startet. Han overtog forretningen tilbage i maj, hvor det kun var få måneder siden, at han havde fået ansvaret for frisørsalonen i Aalborg. Derfor klapper den unge mand hesten og holder sig til sine tre nuværende forretninger.

- Aldrig sig aldrig selvfølgelig. Men der har været fart på det sidste stykke tid, så for nu er der ikke flere ting i støbeskeen, fortæller Anders Blaabjerg, mens han ordner håret på Hanne Fårup Rasmussen.


Lige ved og næsten: Aalborg snupper sejren til sidst

Alt blev afgjort i kampens døende minutter, da Aalborg Håndbold onsdag besejrede TMS Ringsted med 35-32.

Nogle hurtige og hasarderede beslutninger resulterede i, at gæsterne fra TMS Ringsted fik bragt sig hurtigt i front. 

Aalborg-spillerne fik dog hurtigt indhentet dem igen, og efterfølgende bragt sig foran. 

Men flere uskarpe afleveringer og dårlige beslutninger fik gæsterne i hælene af hjemmeholdet igen.

Selvom hjemmeholdet førte med tre mål ved pausen, så fik gæsterne hurtigt spillet sig tilbage og indhentede igen aalborgenserne. 

Generelt var det et uskarp Aalborg håndbold-hold, der var mødt op onsdag aften. Heldigvis for hjemmeholdet tog målmand Niklas Landin en for holdet, og stod for flere redninger, der holdt aalborgenserne i front.

Men gæsterne holdt ved, og med 10

Minutter igen, var stillingen 29-29.

Kampens sidste minutter blev spændende. Mens Aalborg Håndbold fortsatte med at lave fejl, formåede gæsterne at presse på, og hele tiden være blot et mål efter. 

Til sidst lykkedes det dog Aalborg håndbold at hive sejren hjem. 

Med onsdagens kneben sejr, lykkedes det Aalborg Håndbold at hive den niende sejr i streg i hus. 


Kan ikke få fat på lægen - udskældt lægehus er igen i problemer

Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord

Problemet skulle være løst nu. Men lægehuset ønsker ikke at stille op til interview.

- Sådan kan man ikke behandle folk. Det er et helt område, lyder det fra en frustreret Kim Kronborg fra Fjerritselv.

Flere nordjyder sim Kim har i løbet af ugen oplevet problemer, når de har forsøgt at komme igennem Alles lægehus.

Over hele landet har det været et problem på grund af en fejl i deres IT-system. Kim Kronborg skulle mandag have taget en blodprøve fordi han har lidt forhøjet blodtryk, for at finde ud af om han kunne få noget andet medicin - men onsdag har han stadig ikke kunnet få en tid.

- Herregud! Det kan jo ikke passe, at man ikke kan få tager en blodprøve eller ikke kan komme til sin læge, bare fordi computeren falder ud. Så må de gøre et eller andet, siger han til TV2 Nord.

Vil væk fra Alles Lægehus

TV2 Nord tog ud til lægehuset i Fjerritslev. Der var patienter derinde, men alt foregik manuelt og ingen ønskede at udtale sig til TV2 Nord.

Alles Lægehus ønsker ikke at stille op til interview, men skriver til TV2 Nord, at de har oplevet et større IT-nedbrud, som har givet udfordringer i klinikkerne. Og at det nu er løst.

Selvom problemerne er løst, er Kim Kronborg stadig godt træt af Alles lægehus.

- Så snart jeg får en chance, og der kommer nogle læger her i nærheden, og det har jeg hørt, at der bliver udvidet i Løgstør, så flytter jeg. Jeg vil ikke være i noget, der hedder Alles Lægehus mere, siger han.

Region Nordjylland ønskede ikke at stille op til interview, men skriver i et skriftligt svar, at de er opmærksomme på udfordringerne.