Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Mathilde i kørestol måtte se koncert med udsigt til alles numser

Foto: Privatfoto

Mathilde sidder her i kørestolen bag de andre tilskuere lørdag aften.

Koncerten skulle have været en stor oplevelse for Jan Lindbergs syge datter. Derfor er han ked af, at hun kun kunne se ryggene på dem foran hende.

Jan Lindbergs 20-årige datter, Mathilde, er uhelbredeligt syg og sidder i kørestol.

For et år siden købte hun billetter til den ene af weekendens Harry Styles-koncerter i Horsens.

Men oplevelsen blev ikke, som hun drømte om. De kørestolspladser, hun sad på, havde nemlig intet udsyn, når koncertgæsterne foran rejste sig.

- Det, der tæller for os, er at give hende nogle gode oplevelser, siger Jan Lindberg, der bor i Nørresundby.

Derfor var skuffelsen ifølge ham kæmpestor, da Mathilde med sin mor og en veninde kom frem og så forholdene.

Det, der er sket, kan jo ikke gøres om

Jan Lindberg, far til Mathilde

Selvfølgelig rejser man sig

Søndag fortalte Mette Buschmann om sin og datterens oplevelse, som heller ikke levede op til forventningerne. De fortæller blandt andet, at der kun var én elevator og ét handicaptoilet.

Ingen af dem kritiserer koncertgæsterne. Det er arrangørerne, de retter blikket mod.

- Man kan ikke sige noget til, at de rejser sig op. Man kan ikke forvente andet, end at koncertdeltagere står op, når de er til koncert, siger Jan Lindberg.

I stedet burde kørestolene have fået anvist et sted, hvor publikum foran ikke ville genere, hvis de rejste sig, mener han.

Kunne danse og løbe for et år siden

Da hans datter købte koncertbilletterne for et års tid siden, kunne hun løbe, danse og gå, men kræftsygdommen Ewings Sarkom, der blandt andet rammer rygmarven, har siden gjort hende lam i kroppen.

Derfor var hun glad for at kunne få omdannet billetten til en kørestolsbillet, men det ændrede sig, da de blev placeret lige bagved en almindelig stolerække og kun kunne se folks rygge.

- Det var slet ikke den gode, positive oplevelse, de ville have ud af det. Hun følte slet ikke, at hun havde været der, fordi de ingenting kunne se, siger Jan Lindberg. 

Fra Mathildes siddehøjde var der dårligt udsyn til koncerten på Nordstern Arena. Foto: Privatfoto

Han fortæller, at de er blevet tilbudt at få pengene refunderet.

- Det er selvfølgelig okay, at de tilbyder at refundere billetten. De kan dårligt gøre ret meget andet, tænker jeg, siger Jan Lindberg.

- Det, der er sket, kan jo ikke gøres om, men jeg håber, at forholdene for kørestolsbrugere bliver bedre ved kommende koncerter.

Arrangøren, Live Nation, kan ikke stille op til interview mandag, men skriver i et svar, at de er kede af at høre om gæsternes oplevelser, da de ligger dem meget på sinde.

LÆS HELE SVARET FRA LIVE NATION:

Vi er rigtigt kede af, at Mette og Jan (og deres pårørende) har haft en dårlig oplevelse i lørdags til Harry Styles-koncerten, og det beklager vi dybt.

Selvom ens situation forudsætter, at man har brug for kørestol, så skal det ikke være med forbehold for begrænset udsyn - og deres oplevelse lørdag var under al kritik.

Vi har fået andre henvendelser fra kørestolsbrugere, der måtte se ryggen af andre tilskuere, og til koncerten i aftes (søndag) arbejdede vi på at forbedre forholdene for kørestolsbrugerne, ligesom vi fremadrettet vil være opmærksomme på at optimere oplevelsen for kørestolsbrugere ved koncerter på Nordstern Arena.

Det gavner selvfølgelig ikke den pågældendes situation, så derfor har vi taget direkte kontakt til de pågældende koncertgæster.

Vores koncertgæsters oplevelser ligger os altid meget på sinde, så vi agter derfor at kontakte de resterende gæster fra lørdagens koncert, der var placeret i det afsnit snarest muligt.

Vi beklager igen og har fuld forståelse - og tager deres feedback med i evalueringen.


Pakkeshop svømmer over - lokker kunder med rabatkuponer

Foto: Mie Leonora Heiberg / TV2 Nord

Kiosker og lokale supermarkeder bønfalder folk om at hente deres pakker.

Det er et større spil Tetris for Super Brugsen i Øster Hornum at få plads til alle papkasserne, der strømmer ind på lageret oven på black friday.

- Vi har ikke plads til flere pakker, lyder det fra butiksansat Mia Hedemann.

De er én af de mange butikker, der lige nu tigger kunderne om at komme og hente deres pakker.

Butikkerne oplever nemlig, at folk 'samler til bunke' i stedet for at komme og hente deres pakker med det samme.

- Vi lægger et opslag op (på Facebook, red.) hver dag lige nu, siger Mia Hedemann.

I år oplever pakkeshopperne at have ekstra travlt - både fordi nethandlen er generelt er stigende, men også fordi 'black week' falder sent i november, og black friday lige har ramt en lønningsdag.

- Der er ekstra travlt for butikkerne, fordi de har en uge mindre at nå at levere pakkerne i inden jul, forklarer Jesper Lundberg, formand for Nærbutikkernes Landsforening.

Og pakkeræset ser ud til at fortsætte. Første mandag i december er nemlig skudt i gang som 'cyber monday', hvor tilbuddene fortsætter.

Lover vouchers

Et andet sted i landsdelen har man valgt at gå kontra på pakkeræset. I SuperBrugsen i Pandrup er der en kupon med 15 procent rabat på varer i butikken til de kunder, der henter deres pakke i et bestemt tidsrum i den travleste pakketid.

Mandag er sidste dag med belønningen.

- Det giver et bette boost i at folk får deres pakker hentet, siger souchef Michael Jensen og fortsætter:

- Vi har meget plads til pakker, men hvis vi får 2-300 ind om dagen, og folk kun afhenter 50 pakker om dagen, så hober det sig op.

Derfor 'nudger' de med rabatkuponerne folk til at hente deres pakker, så snart de er leveret.

- Det har vi haft stor succes med. Det er et stort pakkeræs, siger Michael Jensen.

Og pakkeræset ser ud til at fortsætte frem til jul.

Hjælp den lokale pakkeshop

Her er de råd, butikkerne giver til kunderne, så de kan hjælpe med at lette ekspeditionen.

1. Hent pakkerne hurtigst muligt

2. Oplys hvem pakken er kommet me.

3. Hav de sidste fire tal i pakkenummeret eller afhentningskoden klar.

4. Har du ikke modtaget et pakkenummer, så er der heller ingen pakke til dig. Kontakt evt. afsender, hvis du er i tvivl.

Vigtig indtægtskilde

Selvom det kræver meget af de lokale købmænd at håndtere de mange pakker, så er det klart en gevinst for dem.

- Det betyder alverden, siger Jesper Lundberg fra Nærbutikkernes Landsforening og fortsætter:

- Vi nærmer os, at det er 50 procent af butikkerne, der ikke ville overleve, hvis de ikke havde pakkerne. Det er en gave til vores branche, fordi det fastholder kundestrømmen og giver ekstra indtjening.

Formanden vurderer også, at 2024 bliver et særlig vildt år.

- Det ser ud til, at vi får vækst i antallet af pakker igen i år. Det har vi haft hele året, så det ser kun ud til at gå én vej, og det er opad, slutter Jesper Lundberg.


Efter langt tilløb: Vartegn bygges om for 350 millioner

Foto: Anders Ekström / TV2 Nord

'Spritten' skal blive en unik attraktion i Aalborg, hvor man kan finde toneangivende samtidskunst, lyder det blandt andet.

Aalborg Akvavit.

Skiltet på toppen af 'Spritten' i Aalborg har så længe de fleste kan huske været et vartegn for Aalborg. Men de seneste år har der været planer om at trække en af Nordjyllands kronjuveler ind i fremtiden, og nu sker det.

- Det har været en lang proces, men nu begynder vi at kunne skimte, hvordan både kunsthallen og kunstværket kommer til at se ud. Vi får mulighed for at skabe helt nye fortællinger om Aalborg, siger rådmand for Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune, Jes Lunde (RV).

Pressefoto: Kunsthal Spritten

Kunsthal Spritten bliver navnet, og etableringen sker sammen med Cloud City, som er et kunstværk skabt af den verdensberømte, argentinske kunstner Tomás Saraceno.

- Vi oplever sjældent et kunstværk i den skala i Norden, så vi glæder os over at få realiseret kunstværket, som både borgere og besøgende kan få stor glæde af, lyder det fra John Amund Tønnes, direktør i Det Obelske Familiefond, der er hovedbidragsyder til finansieringen af værket.

Pressefoto: Kunsthal Spritten
Pressefoto: Kunsthal Spritten

Et projekt til millioner

Det er et samlet areal på omkring 3200 kvadratmeter og yderligere 1000 kvadratmeter i en tilbygning, der får en kærlig makeover, og projektet ventes at stå færdigt om to år.

- Målet er at fremme samtidskunstens værdi for den enkelte, for fællesskabet og for samfundet. Vi er virkelig stolte over at stå i spidsen for så ambitiøst projekt, lyder det fra Kunsthal Sprittens ledelse, Bibi Henriksen Saugman og Signe Cecilie Jochumsen.

Pressefoto: Kunsthal Spritten

Der er afsat 350 millioner kroner til at nå i mål med det komplekse anlægsprojekt.


Julegaveræset er i gang: Brian bruger 10.000 på julen

Foto: Privatfoto/Anne Bille

Betalingskort, kontanter og mobilepay. Der er gang i den nordjyske julehandel.

Black Friday er ovre, og kalenderen viser december.

Mange har formentlig været til julefrokoster allerede, og på dem kan nordjyderne lide at bruge flere penge end resten af landet.

Nordjyderne er nemlig dem, som vil bruge fleste penge på mad og arrangementer i julen. Det viser tal fra Nordea.

Beløbet er på 2155 kroner, hvor landsgennemsnittet er på 2006 kroner. Når det kommer til det dyreste ved julen, gaverne, skiller nordjyderne sig dog ikke nævneværdigt ud fra resten af landet. Her bruger nordjyderne 3.780 kroner i snit.

Flere nordjyder har over weekenden været forbi Metropol i Hjørring for at sætte gang i julehandlen:

Brian Holmberg regner med at bruge 10.000 kroner.

- Indtil nu har jeg brugt 3.500 kroner, henover julen bliver det nok 10.000 kroner, inden man er færdig med at købe julegaver og mad, siger Brian Holmberg og fortsætter.

- Jeg vil gøre nogle mennesker glade og sprede glæde. Jeg har en større glæde ved at give gaver end at modtage dem, forklarer Brian Holmberg.

Susanne Clausen forkæler børn og børnebørn.

- Åh gud, vi har brugt mange i år. Vi har givet lidt mere til børn og børnebørn, så vi rutter os lidt, lyder det fra Susanne Clausen, der er ude at juleshoppe med sin mor.

Ligesom mere end fire ud af fem nordjyder har hun ikke en maxgrænse for julebudgettet.

Du kan også læse gode tips og råd til at spare på julen herunder:


Nordjysk samarbejde skal øge sikkerheden i nattelivet

Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord

Safe House i Jomfru Ane Gade forsøger den digitale garderobebillet DROPE, der både øger sikkerheden og sikrer, at gæsterne får deres jakker med hjem.

Hvis du nogensinde har været en tur i byen, har du højst sandsynligt mødt den lille lap papir, der enten giver adgang til din jakke eller efterlader dig kold og uden overtøj på vej hjem fra nattelivet – garderobebilletten.

Og som vi alle ved, kan den hurtigt forsvinde, når natten bliver sen, og promillen stiger.

Derfor har Safe House i Jomfru Ane Gade forsøgt at bruge den digitale garderobebillet Drope. For de bruger mange ressourcer på garderoben.

- Nu har de telefonen, og der er det hele på. Skulle telefonen løbe tør for strøm, har vi opladerstik, så kan de få 2 minutters strøm. Så virker den, og de kan få jakken, fortæller medstifter af Safe House, Martin Bossen.

Den øget tryghed var en klar grund til at Safe Houses garderobe skulle forsøge sig med DROPE, fortæller Martin Bossen. Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord

Appen Drope er udviklet af 21-årige Nikoline Germer Kristensen og Frida Dorthea Livoni, og der var et klart mål med samarbejdet.

- Vi ønskede, at folk kendte til os og fik oplevelsen af, at det var sikkert og trygt at indlevere sine ting ved Safe House, og at man fik sine ting med hjem igen, fortæller salg- og marketingschef i DROPE, Frida Dorthea Livoni.

Et samarbejde med værdi

Safe House er en kunde, de to aalborgensiske iværksættere længe har haft i kikkerten til et samarbejde - af en helt særlig grund.

- De har de grundlæggende værdier omkring sikkerhed og tryghed, og at vi hjælper hinanden. Det er værdier, vi også meget gerne vil stå inde for og være med til at skabe i Jomfru Ane Gade, forklarer direktør i DROPE Nikoline Germer Kristensen.

Som med al ny teknologi har der været nogle startvanskeligheder. Og så kan det også være en udfordring, når ens nye brugere har en højere promille.

- Der er altid nogle opstartsproblemer, men helt generelt fungerer systemet. Så er det bare, at vi skal folket med til at opdage, at vi er her nu, lyder det fra Frida Dorthea Livoni.

Hun opfordrer til, at folk downloader appen, inden man fester igennem.

Virksomheden DROPE

  • DROPE er en digital garderobebillet.

  • DROPE fungerer gennem en app. Kunden opretter en bruger, checker ind på en chip på bøjlen i garderoben og indleverer jakken. Kunden tjekker ud gennem appen, når kunden har sin jakke igen.

Øget sikkerhed og tryghed i fremtiden

DROPE har stor tro både på deres virksomhed og samarbejdet med Safe House.

- En digital billet er bare meget sikrere og mere valid end en fysisk papirbillet er, og derfor håber vi i fremtiden, at folk vil søge mod Safe House og få den her sikre og trygge oplevelse, afslutter Nikoline Germer Kristensen.

Safe House overvejer at udvide med flere garderober, og her vil DROPE uden tvivl følge med lyder det fra medstifteren.

- Det giver den ekstra tryghed for gæsterne, og det er det, der betyder noget, fortæller Martin Bossen.


Det kan måles i vandet, når svømmehalsgæster ikke er grundige nok med sæben, og det har fået svømmehal Gigantium til at sætte ekstra fokus på hygiejnen.

Det har konsekvenser, hvis man ikke vasker sig ordentligt, inden man hopper i et svømmebassin.

Desværre er det ikke alle, der husker de gængse vaskeråd og får skrubbet kroppen og vasket håret, inden de hopper i badetøjet.

- Der er nogen, som tænker, at det er fint at bruse sig med badetøj på, inden man går ind i hallen. Men jeg tænker heller ikke, at man bader med badedragt eller badebukser derhjemme, så det skal man heller ikke her, siger Johnny Roed, ejendomsservicetekniker i Gigantium.

Udover de påklædte bade observerer han også i sin daglige gang i svømmehallen, at nogle gæster er lige hurtige nok med at få vasket alle de afgørende steder.

- Det går stærkt for nogen. Og det er altså uhensigtsmæssigt, for det gør vandet i bassinerne mere beskidt, end det havde behøvet at være, siger Johnny Roed

Undgå røde øjne

I svømmehallen i Gigantium måler de kontinueligt på mængden af blandt andet klor i vandet, så der hele tiden bliver tilsat de nødvendige mængder til bassinerne. Hver morgen kan Johnny Roed i en manuel måling se, hvor meget af det såkaldte bundne klor, der er i vandet.

- Bundet klor fortæller os, hvor beskidt vandet er, og der er altså en god sandsynlighed for, at det er hygiejnen hos gæsterne, der kan få det tal til at stige, siger Johnny Roed.

Derfor vil han gerne opfordre alle til at holde en god hygiejne i svømmehallen.

- Vi vil gerne holde klorniveauet på et minimum. Jo mere klor, jo større er risikoen for røde øjne og udslæt, siger han og understreger, at maskinerne ikke bare pumper uanede mængder af klor i bassinerne, selv hvis vandet skulle blive ret beskidt.

- Der er nogle parametre, som maskinerne opererer indenfor. Så man skal ikke være bange for uendelige mængder klor. Men det er klart, at behovet for klor stiger, når vandet bliver mere beskidt, ligesom det kræver mere af vores tid og ressourcer at holde svømmebassinerne rene, hvis mængden af klor i vandet ligger i den høje ende, forklarer Johnny Roed.