Venstre-kandidat ønsker ny retning for dansk fiskeri
Torsten Schack Pedersen (V) vil arbejde hen imod, at der bliver lavet en ny bred politisk aftale.
Venstre var torsdag på charmeoffensiv i Hanstholm. Her er der store frustrationer på grund af store udfordringer for fiskeriet.
Skyerne hænger lavt over Hanstholm Havn og fiskeriet, som har mange udfordringer for tiden.
Derfor satte kandidater fra Venstre torsdag kurs mod nordvest for at fortælle om deres visioner for fiskeriet, hvis de får magten efter næste valg.
- Det er fordi, fiskeriet er et utroligt vigtigt erhverv både i Nordjylland og Vestjylland, fastslår Torsten Schack Pedersen fra Venstre.
- Der er brug for en ny retning for dansk fiskeripolitik.
Torsten Schack Pedersen, Venstre
Sammen med partifællen Søren Gade møder han blandt andre formanden for Hanstholm Fiskeriforening.
- Der er rigtig mange ting, vi kæmper med i øjeblikket her, så det er vigtigt, at vi får en fiskeripolitik, der tilsmiler erhvervet lidt nu her efter valget, fastslår formand Jan Nicolai Hansen.
Han nævner blandt andet havplaner, lukkede områder man ikke må fiske i, trawlforbud, høje priser på brændstof og CO2-afgifter som nogle af udfordringerne.
Det vigtigste punkt
Torsten Schack Pedersen ved godt, hvad der er på spil i lige præcis det område, han besøger.
- Hanstholm Havn genererer faktisk over 1000 arbejdspladser og står for over 10 procent af indtægterne her i Thisted Kommune.
Torsten Schack Pedersen og Venstre har flere punkter på dagsordenen, men ét overskygger de andre.
- Uanset om det bliver rødt eller blåt flertal, så er min opfordring til Socialdemokratiet, lad os nu mødes på midten, og lad os lave en ny retning for dansk fiskeripolitik, som er fri af den yderste venstrefløj.
Fiskeriet skal blomstre
Venstre-politikeren understreger, at 85-90 procent af landingsværdierne for hele dansk fiskeri fiskes med trawl, og hvis man vil forbyde det, er det det samme som at lukke dansk fiskeri, mener han.
- Så der er brug for en ny retning for dansk fiskeripolitik, fortæller Torsten Schack Pedersen, og tilføjer:
- Den nuværende politik skader dansk fiskeri. Den er ikke med til at sikre, at fiskeriet kan blomstre og udvikle sig, og derfor er der altså brug for, at der kommer et nyt flertal, der vil en offensiv fiskeripolitik og vil se mulighederne i dansk fiskeri, som er med til at levere klimavenlige fødevarer, som skaber masser af arbejdspladser.
Der er rigtig mange ting, vi kæmper med i øjeblikket her, så det er vigtigt, at vi får en fiskeripolitik, der tilsmiler erhvervet lidt nu her efter valget
Jan Nicolai Hansen, formand, Hanstholm Fiskeriforening
Torsten Schack Pedersen vil også gerne gøre op med det, han kalder overimplementering af EU-reglerne og særregler herhjemme, som svigter konkurrenceevnen for danske fiskere.
- Når andre lande giver støtte til deres fiskere til brændstof på grund af de stigende brændstofpriser, så skal vi sikre lige konkurrencevilkår og gøre det samme herhjemme, slår han fast.
- Det er jo det, vi lever af
Besøget bliver taget godt imod af formanden for Hanstholm Fiskeriforening.
- Han (Torsten Schack Pedersen, red.) ved, hvor vigtigt det er, at vi har en god fiskeripolitik, hvis vi skal bevare Hanstholm Havn og alle de arbejdspladser, der er i havnen her.
- Det samme gør sig gældende i alle de andre fiskerihavne, der ligger rundt omkring - både syd og nord for os. Det er jo det, vi lever af herude, lyder det fra Jan Nicolai Hansen.
Han kalder det et frisk pust, at politikerne havde taget turen til havnen i Hanstholm.
På tirsdag bliver vi måske klogere på, hvilken vej vinden fremover vil blæse for fiskeriet i Danmark.