Søn tiltalt for drabsforsøg på sin mor
Foto: limfjordupdate.dk
En 19-årig mand er tiltalt for at stikke sin mor med en kniv tilbage i juni. I retten kom det frem, at der er tale om familiedrama.
Tirsdag morgen begyndte sagen om en 19-årig mand fra Thisted, der er tiltalt for at have stukket sin mor adskillige gange med en kniv i juni i år.
Ifølge anklageskriftet var det en dramatisk morgen på Norgesvej i Thisted, da den dengang 18-årige tiltalte væltede sin mor omkuld og stak og snittede hende talrige gange i ansigtet og brystet med en kniv.
Hun hader alle. Intet er hendes skyld.
Tiltalte i retten
I retten kom det frem, at der er tale om et familiedrama. Den tiltalte og hans lillebror blev allerede som små fjernet fra deres biologiske forældre og flyttede ind hos en plejefamilie få kilometer fra barndomshjemmet på Norgesvej, hvor de ifølge den tiltalte selv har været glade for at bo.
Siden da har forholdet mellem den tiltalte og moren været betændt, og i juni kulminerede det altså, da sønnen angreb sin mor med en kniv i hendes hjem i Thisted. Overfaldet fik imidlertid en ende, da den tiltaltes biologiske far kom hjem og greb ind.
Første retsdag
Ifølge TV MidtVests journalist, der er til stede i retten, ligner den tiltalte en helt almindelig 19-årig. Han er iført Nike-sko, hættetrøje, blå jeans og en dunjakke. Han virker rolig i retssalen, hvor han sidder og lytter. Dog virkede den tiltalte lidt utilpas i starten. Han havde urolige hænder, og flere gange tørrede han sine svedige hænder i bukserne.
Mens den tiltalte længe har haft et besværligt forhold til sin mor, har han et nært forhold til sin far. Men på grund af moderen har han ikke haft lyst til at besøge ham ret ofte. Og hvis han har besøgt faderen, er det sket, når moderen har sovet.
Moderen beskrives af sønnen som en kvinde med et voldsomt temperament.
- Hun hader alle. Intet er hendes skyld. Der er en periode, hvor jeg ikke har set min far af den grund, forklarede den tiltalte i retten.
I pausen gik den tiltalte over til sin mor. De krammede og sad og snakkede lidt sammen. Som mor og søn med en lang historie bag sig. Moderen græd, og den tiltalte sagde flere gange, at han var 'rigtig ked af det'.
Det store spørgsmål
For anklageren og forsvareren er det helt store spørgsmål, om hændelsen skal betragtes som grov vold eller som drabsforsøg.
Anklageren mener, at der er tale om drabsforsøg, mens forsvareren argumenterer for, at det handler om grov vold. Det sidste har den tiltalte selv erkendt.
Der er sat tre dage af til retssagen ved Retten i Holstebro.