Rose måtte lukke sin butik – men så blev hun reddet på målstregen
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST
Rose Borchert håber stadig, at hun kan finde en arvtager til sin købmandsbutik.
Prisen på el er faldet så meget, at Rose Borchert alligevel kan fortsætte med at drive sin købmandsforretning.
Beboerne i Vestervig kan ånde lettet op.
Rose Borchert lukker alligevel ikke sin købmandsforretning i Thy.
- Jeg tænker på byen og de mange ældre mennesker, lyder det fra købmanden gennem 26 år.
Det er ellers kun to måneder siden, at hun optrådte i flere medier og tilkendegav, at høje energipriser havde tvunget hende til at lukke butikken.
Men elregningen for oktober har nu ramt et mere normalt niveau. Derfor lukker købmanden alligevel ikke.
- Jeg bor selv i Vestervig. Hvis jeg mangler mælk, så skal jeg køre langt, hvis købmanden lukker, forklarer hun.
Forsøger stadig at sælge
Den erfarne købmand regner dog stadig med at droppe tilværelsen som købmand, når chancen byder sig. Derfor er både bygning og forretning også sat til salg.
- Jeg fortsætter med at drive butikken indtil, der er fundet en ny købmand, men det er nemmere, når butikken er aktiv, siger hun.
Alternativt er hun åben over for at leje sin forretning ud.
- Men den er svær at drive videre, erkender hun.
Rose Borcherts kontrakt med Dagrofa om levering af varer løber frem til 31. marts 2023. Her skulle byen gerne have fundet en ny købmand.
- Ellers så fortsætter jeg. Det er også dumt, hvis jeg stopper, siger hun, og understreger, at Dagrofa har været en god samarbejdspartner.