Redningsbåd sendt på pension uden afløser: Frygter det kan koste liv
Foto: Simon Hvid Sig og Sine Bach Jakobsen
Benny Bak, der er leder af redningsstationen i Nr. Vorupør, frygter for konsekvenserne af bådpension.
Det kan risikere at koste liv, at redningsstationen i Nr. Vorupør mandag skal pensionere sin redningsbåd, mener stationsleder. Der står nemlig ingen afløser klar.
I værste tilfælde kan det koste liv, at redningsbåden MRB31 mandag sendes på pension.
Det mener Benny Bak, der er leder af redningsstationen i Nr. Vorupør.
I et opslag på redningsstationens facebookside henvender stationslederen sig til de lokale med beskeden om, at de ikke kan få hjælp fra den lokale redningsstation, hvis de kommer i nød i dårligt vejr.
- Jeg kan kun opfordre folk til at tænke sig godt om, inden de tager ud på vandet ved Vorupør. Ellers kan det komme til at koste menneskeliv, skriver stationslederen.
Han og de resterende redningsfolk fra Nr. Vorupør lagde lørdag fra land for sidste gang i 60 år gamle MRB31, inden den mandag sendes på pension.
- Den skal synes på mandag, og det vil Søværnet ikke gå med til, så den bliver udfaset på mandag og kommer ikke til at sejle mere, siger han.
Gummiredningsbåd er midlertidig løsning
Afløseren for MRB31, der er landets ældste redningsbåd, er endnu ikke klar. Derfor er det svært for stationslederen at forstå, at tiden nu var kommet for den aldrende redningsbåd.
- Det er lidt sørgeligt. Vi kunne jo godt have givet den en periode, indtil vi får den nye båd, vi skal have, men sådan skulle det jo ikke være, siger han til TV MIDTVEST.
Når den 60 år gamle redningsbåd mandag pensioneres, står redningsholdet tilbage med en gummiredningsbåd, og det kan få fatale konsekvenser, frygter stationslederen.
- Det kan betyde, at folk mister deres liv herude. Hvis det er dårligt vejr, kan vi ikke komme ud med vores gummibåd, og mange gange skal vi ud, fordi der er store bølger herude og så tager vi den store redningsbåd, siger han.
Naboer skal komme til undsætning
Redningsstationen har ifølge lederen haft seks aktioner denne måned, hvor MRB31 flere gange har måttet i brug.
Bliver der fra mandag brug for en redningsbåd, skal der hentes hjælp fra nabostationerne.
- Skal vi have Hanstholm til at sejle herop med Claudi (redningsbåd, red.), kan de ikke komme herind, for den stikker alt for dybt, og skal de i dårligt vejr ud med den lille, de har, tager det lang tid at sejle herop. Det drejer sig jo om minutter, når vi skal redde en. siger Benny Bak.
Hvor alvorligt synes du, det der?
- Det er meget alvorligt, synes jeg.
Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Søværnet, men TV Midtvest arbejder fortsat på sagen.