19-årig kastet ud af bil
Fredag klokken 22:38 skete et solouheld, da en personbil med to unge mænd kørte galt.
På førersædet sad en 23-årig mand og på passagersædet en 19-årig mand, hvoraf sidstnævnte, ifølge Nordjyllands Politi, blev kastet ud af bilen på Mølgårdsvej 70 i Hjørring.
- Begge blev kørt til traumeafdelingen på Aalborg Universitetshospital, men ingen af de implicerede er alvorlig tilskadekomne, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Ole Buus, til TV2 Nord.
Hvad der var årsag til uheldet, og hvad der gik forud for hændelsen, kan politiet ikke svare på for nuværende.
- Politiets bilinspektør er endnu ved at undersøge stedet og foretage opmåling. Vi afventer de tekniske undersøgelser, så vi senere kan svare på hvordan og hvorledes tingene hænger sammen, siger vagtchefen
Mølgårdsvej er farbar og forventes ikke at blive spærret af hensyn til undersøgelserne, oplyser Nordjyllands Politi.