Kommunen vil halvere medarbejderstaben på Nikolajs værested: - Det vil kræve flere indlæggelser
Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord
Nikolaj Møller Pedersen lider af skizofreni og kommer alle hverdage på værestedet Overgade i Hjørring.
Der er ikke tale om et spareforslag, når Hjørring Kommune efter planen kommer til at spare 1,3 millioner kroner årligt på medarbejdere på fire væresteder. Det er for brugernes skyld, lyder det fra politikerne.
Nikolaj Møller Pedersen lider af skizofreni. På trods af sygdommen har han i 15 år ikke været indlagt, og det takker han værestedet i Overgade i Hjørring og medarbejderne der for.
Han kommer på værestedet hver dag, og både medarbejderne og de andre brugere med psykiske udfordringer har stor betydning for hans hverdag.
- Det er mit et og alt at komme her. Jeg kommer her for det sociale og for bare at kunne komme ind og falde til ro og vide, at der er nogle fagpersoner omkring en hele tiden, og man kan snakke med nogen, siger Nikolaj Møller Pedersen.
Sådan har Christoffer Bo Stigaard det også. Han lider ligesom Nikolaj af skizofreni og kommer på værestedet et par gange om ugen.
- Det er virkelig med til at gøre, at jeg fungerer så godt som muligt, siger Christoffer Bo Stigaard.
Nu frygter de, at deres frirum ikke længere kan give dem samme tryghed, for det er planlagt at skære de 12 medarbejdere, der bemander kommunens fire væresteder, ned til 5, og i stedet lade frivillige have bærende roller.
Det er mennesker vi snakker om
Nikolaj Møller Pedersen
For brugernes skyld
Den planlagte halvering af medarbejdergruppen vil ifølge Hjørring Kommunes egne tal betyde en årlig besparelse på 1,3 millioner kroner i fremtiden.
I torsdags jublede flere lokalpolitikere ellers over, at Hjørring Kommunes budget betød, at "borgerne ikke ville blive ramt af nye besparelser", men det er ifølge udvalgsformand for sundhed, ældre og handicap, Claus Mørkbak Højrup, fordi der ikke er tale om en besparelse, men en forbedring for borgerne, da planen indgår i udvalgets forebyggelsesstrategi.
- Som udgangspunkt synes jeg, det lyder som en rigtig god idé, at folk mestrer deres eget liv, men vi er jo heller ikke naive. Vi ved, det kan have konsekvenser, siger Claus Mørkbak Højrup.
Af forebyggelsesstrategien fremgår det, at formålet med at bruge frivillige i stedet for medarbejdere er, at "brugerne i højere grad selv tager ansvar for at skabe sociale fællesskaber og forebygge isolation og ensomhed".
For Nikolaj og Christoffer er det dog ikke en forbedring, de hilser velkommen, for dem er medarbejderne nemlig helt afgørende.
- I min oplevelse er det virkelig godt for mig, at der er personale, når jeg kommer for lige meget, hvor dårlig en dag, man har, så ved man, at der er nogen, der kan rumme en, som har overskuddet til at være der for en og hjælpe en til at få det bedre, siger Christoffer Bo Stigaard.
For ham er det især tilliden og fortroligheden med medarbejderne, der har betydning, og han frygter, at der med frivillige vil være stor udskiftning, fordi de ikke er bundet af kontrakter.
Nu igen
Nikolaj Møller Pedersen er især bange for, at de manglende medarbejdere vil betyde flere indlæggelser i fremtiden.
Det er en frygt, han har stået med før, for det er bare et år siden, værestedet var lukningstruet i forbindelse med besparelser i kommunen. Noget, han var glad for ikke skete.
- Nu har vi haft uro i så lang tid. Jeg synes godt nok, vi skal til at have lidt ro omkring os. Det er mennesker, vi snakker om.
Se indslaget her: