Overnattende chauffører: Erhvervsdrivende frygter nyt offentligt toilet
Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST
Thisted Kommune vil opføre et offentligt toilet og bad i industriområdet i Hurup. Mange erhvervsdrivende frygter, at det vil betyde en overflod af overnattende lastbilchauffører.
Fremover vil lastbilchauffører sandsynligvis have mulighed for at komme på toilet og i bad i industriområdet i Hurup. Thisted Kommune vil nemlig opføre et offentligt toilet og bad for 540.000 kroner i området.
Den idé er en lang række erhvervsdrivende fra området dog ikke begejstrede for. De frygter, at de forbedrede forhold for chaufførerne vil betyde, at flere vil overnatte i området.
- Vi er bange for, at når det rygtes, at der er bad og toiletforhold, som kan benyttes gratis, så kan det trække flere chauffører til. Vi kan se, at der hvor de holder i dag, flyder der med affald, siger Karsten Larsen, der selv bor i området og driver tømrer og snedkerfirmaet Hassing-Huset.
Karsten Larsen er derfor gået sammen med otte andre erhvervsdrivende om et brev til kommunen, der forklarer deres utilfredshed. Samtidig foreslår de alternative placeringer.
Kaj Kirk, der er Formand for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget, fortæller dog, at placeringen er udvalgt sammen med fabrikkerne i området.
- De mener, at denne placering er mest centralt i forhold til de lastbilchauffører, som vil benytte det, siger han.
Placeringen af det nye toilet er lige nu sat til at være på Fabriksvej 4, men det har rykket sig flere gange.
Toilet op ad parcelhuse
Oprindeligt ville kommunen placere det nye toilet på Bredgade 7, hvor vognmandsfirmaet N.C. Christensen og Sønner er nærmeste nabo. Heller ikke her er der dog stor velvilje til det nye toilet.
- Vi synes, det er en rigtig, rigtig dårlig idé. Det bliver et stop for lastbiler, da der ikke er andre steder for dem at parkere. Alt deres affald kommer til at ligge rundt om det toilet. Vi frygter, at udenlandske chauffører kommer til at holde i området i flere dage, siger Per Christensen, der er økonomi- og kørselsleder i N.C. Christensen og Sønner.
Sidenhen er placeringen af toilettet rykket til Fabriksvej 4, hvor de to eneste parcelhuse i området ligger meget tæt på.
- Der er ikke nogle parkeringsmuligheder, så de kommer til at holde på privatvej, og det synes vi ikke, der er hensigtsmæssigt, siger Karsten Larsen, ejer af tømrer og snedkerfirmaet Hassing-Huset, som vil blive nabo til det nye toilet.
I Klima-, Miljø- og Teknikudvalget udvalget er de da også opmærksom på, at placeringen ikke er optimal.
- Det er ikke optimalt, men det er jo desværre sådan, at engang i mellem er vi nødt til at skære igennem, siger formanden, Kaj Kirk.
Ikke en kommunal opgave
Peter Skriver Nielsen er også en del af Klima-, Miljø- og Teknikudvalget, og han mener ikke, at det nye toilet og bad er en kommunal opgave.
- Det begynder at gå den vej, at det er et tilskud til virksomheder, som har brug for et toilet, og det synes jeg ikke, der er en kommunal opgave, siger han.
Den udlægning er formanden, Kaj Kirk, dog langt fra enig i.
- I min verden er det et kommunalt ærinde. Vi skal gøre alt for at være erhvervsvenlige. Det er et problem, som de store fabrikker har fået, og så er det også kommunens pligt at afhjælpe problemet, siger han.
Den nye placering af toilet- og badeforhold kommer i høring efter byrådsmødet d. 19. december.