Morsø topper listen: Her får flest mulige godkendt Arne-pension
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Ved årsskiftet trådte den nye 'Arne-pension' i kraft, og Morsø er den kommune, hvor den største andel af ansøgerne har fået tildelt pensionen.
Fra 1. januar 2022 gik de første borgere på den såkaldte Arne-pension, der giver mulighed for at forlade arbejdsmarkedet op til tre år før tid.
På Mors er der 94 personer, der kan se frem til at stemple ud fra deres arbejdspladser for sidste gang i år for at gå på tidlig pension. Det svarer til knap 10 procent af alle de borgere, der var berettigede til at søge Arne-pensionen.
Dermed ender Morsø Kommune på førstepladsen blandt de kommuner, hvor den største andel af de søgeberettigede har fået tildelt den meget omtale pension.
Aftalen om ordningen kom på plads i efteråret 2020, og i år får de første borgere udbetalt den nye pension. I alt har 3700 valgt at stoppe med at arbejde fra 1. januar, mens tallet stiger til over 10.000 i løbet af 2022.
- Det gør mig stolt, at knap 11.000 borgere kan få glæde af tidlig pension i løbet af det første år. Der er tale om borgere, der har knoklet på arbejdsmarkedet i rigtig mange år, og jeg synes kun, det er fair og retfærdigt, at de kan trække sig tilbage lidt før, så de kan opleve en god pensionstilværelse, siger beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard (S).
Top 3 over kommuner med personer tildelt tidlig pension
Morsø Kommune: 94 tildelt tidlig pension. Det er 9,2 procent af ansøgerne.
Billund Kommune: 92 tildelt tidlig pension. Det er 8,1 procent af ansøgerne.
Tårnby Kommune: 129 tildelt tidlig pension. Det er 7,7 procent af ansøgerne.
Kilde: Notat fra Beskæftigelsesministeriet
Blandt de kommende pensionister på den nye ordning er tre ud af fem mænd, mens resten er kvinder. Der er desuden relativt flest håndværkere og slagteriarbejdere, der har fået mulighed for at gå på tidlig pension i år.
- En ting er de tusindvis af borgere, der har valgt at gå fra 1. januar, men en anden ting er den tryghed hos de mange, der har fået tilkendt tidlig pension, men endnu ikke har gjort brug af den. De har nu ro i maven, siger ministeren.
Fakta om ret til tidlig pension
- Fra 1. august 2021 kunne man søge om ret til tidlig pension. Udbetalingerne sker tidligst 1. januar 2022.
- Ydelsen er 13.500 kroner før skat.
- Man skal minimum have været på arbejdsmarkedet i 42 år, når man fylder 61 år, for at få pensionen.
- 44 år på arbejdsmarkedet giver ret til 3 år med tidlig pension, 43 år giver ret til 2 år, og 42 år giver ret til 1 år.
Kilde: Beskæftigelsesministeriet
I alt har 34.000 danskere indtil videre ansøgt om retten til tidlig pension, og ud af disse har mere end 12.000 fået ret til 3 års tidligere pension, og 13.000 danskere har fået ret til 1 eller 2 års tidligere pension.
Bliver slidt af at sidde stille
Anja Jensen, formand for fagforeningen HK, ser positivt på tallene.
- Det er rigtig godt. Jeg er ked af, at nogen har brug for det, men det er godt, at de får muligheden, siger Anja Jensen.
Ifølge Beskæftigelsesministeriets tal er HK, som fortrinsvis repræsenterer kontorarbejdere, den fagforening, hvorfra andenflest har fået tildelt retten til tidlig pension.
- Man kan også blive slidt ned af at sidde stille eller at foretage gentagne bevægelser. Ikke kun af at bære på noget tungt eller ligge på sine knæ, siger Anja Jensen.
Derfor er hun glad for, at folk tildeles retten på baggrund af antal år, de har været på arbejdsmarkedet, og ikke kun på baggrund af hvor fysisk nedslidende jobs de har haft.
Dårligst tænkelige timing
Det er imidlertid ikke alle, der er tilfredse med, at tusindvis af mennesker nu forsvinder fra arbejdsmarkedet.
Ifølge Dansk Industri forsvinder der nemlig hænder fra arbejdsmarkedet i en tid, hvor der er historisk meget brug for det. Ledigheden i Danmark nåede fredag det laveste niveau i 13 år.
Steen Nielsen, der er arbejdsmarkedspolitisk chef hos Dansk Industri, mener ikke, at timingen kunne være dårligere.
- Ordningen indføres på et tidspunkt, hvor virksomhederne mangler medarbejdere i et omfang, vi ikke har set i mange år i stort set alle brancher og over hele landet. Det vil utvivlsomt koste omsætning og vækst for virksomhederne og dermed for samfundet, siger Steen Nielsen.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard anerkender dog ikke, at det faktum, at det går godt med dansk økonomi, kan bruges som argument mod retten til tidlig pension.
- Folk bliver ikke mindre nedslidte af, at vi pludselig har højkonjunktur, siger Peter Hummelgaard.
Derfor afviser han at skære i ydelsessatsen for at gøre ordningen mindre attraktiv for danskerne. Derudover opfordrer han virksomheder til at arbejde aktivt for at holde seniorer på arbejdsmarkedet så længe som muligt.