Le Mans-pokal til 17-årig thybo: - Det var for vildt
Malthe Jacobsen blev hyldet på det rigtige Le Mans-podie for sin tredjeplads.
Malthe Jakobsen kørte sig ved dette års Le Mans til en tredjeplads i Road to Le Mans, der er et opvarmningsløb til 24-timersløbet Le Mans.
Lige nu er 24-timersløbet Le Mans i fuld gang. Men faktisk er de første pokaler ved racerløbet allerede blevet uddelt, og her var Malthe Jacobsen fra Sennels i Thy på podiet.
Han kørte sig sammen med sit hold, RLR Msport, til en samlet tredjeplads i opvarmningsløbet Road to Le Mans.
- Både jeg og teamet vidste, at vi havde bilen og kørerne til at komme på podiet, og derfor er det også virkelig rart, at det lykkedes, selvom det har været nogle hårde dage. Jeg håber, at det har efterladt et visitkort hos de rigtige mennesker i branchen, siger Malthe Jakobsen i en pressemeddelelse.
Opvarmningsløb
Selv om det kun var et opvarmningsløb til det rigtige 24-timers Le Mans, så var det stadig den legendariske racerbane i Frankrig, der lagde asfalt til, og podiet til præmieceremonien var det samme, som vinderen af det rigtige Le Mans hyldes på.
- Det var for vildt. At stå deroppe på dét podie og kigge ned over pitten og alle dem, som står og jubler med Dunlopbroen i baggrunden. Det kan vist kun overgås, hvis jeg en dag står der efter 24 timers-løbet, siger Malthe Jacobsen.
Tredjepladsen kom i hus trods en punktering og en skadet bil, og thyboen mener, at det faktisk kunne være blevet til endnu mere.
- Havde det ikke været for en række slow zones (sektioner, hvor der er midlertidig hastighedsgrænse på grund af uheld, red.), tror jeg faktisk godt, at jeg kunne have hentet andenpladsen.
Det rigtige Le Mans-løb slutter søndag eftermiddag.