Karl mødte uventet dyr i november
Foto: Privatfoto Karl Kristensen
Hugormen burde ligge i hi netop nu.
Karl og konen var på cykeltur, da de helt uventet mødte en hugorm i november!
Karl Kristensen stødte fredag på et dyr, man ikke forventer at møde på en novemberdag.
- Vi kom på cykelstien, og så lå den der, fortæller han.
Karl og konen var på cykeltur mellem Vorupør og Bøgsted Rende i Thy. Pludselig lå der en hugorm midt på cykelstien.
- Jeg kender godt hugorme fra min barndom, så jeg synes godt nok, det var pudsigt, at den lå der i november, fortæller den 64-årige thybo.
Efter størrelsen at dømme vurderer han, at der er tale om en unge.
- Da den kunne se, jeg var lidt nærgående, krøllede den sig lidt sammen, fortæller Karl Kristensen, der bor i Stagstrup.
Han gætter på, at hugormen er blevet forstyrret i sit hi og derfor er flygtet, selvom den lige nu burde ligge i dvale.
- Jeg er ikke bange for hugorme, så efter vores lille møde, tog jeg et hvidt lommetørklæde og smed den væk fra cykelstien.
Fakta om hugorme:
Hannerne kommer typisk ud af hi i løbet af marts, hunnerne nogle uger til en måneds tid senere. Kort herefter indledes parringstiden, hvor man kan være heldig at se mange hugorme samlet på samme sted, hvor hannerne kæmper om hunnerne.
Hunnen føder 7-10 unger omkring midten af august.
Hugorme skifter ham 1-3 gange om året.
Afhængigt af temperaturen (ca. 8 C) går hugormene i hi omkring oktober, gerne i større kolonier. De overvintrer i huller i jorden.
Hugorme har forskellige jagtteknikker. De kan ligge på lur efter byttet, men de kan også aktivt opsøge det, primært ved hjælp af lugtesansen.
Hugormen kan både svømme og klatre i træer, og føden varierer en del. Ungerne lever fortrinsvist af firben, stålorme og frøer, mens de voksne hovedsageligt spiser mus og andre småpattedyr. Fugleunger kan dog også indgå i kosten.
Kilde: Naturbasen.dk