Fra Aalborg til Viborg: Politiet punkterer stjålet varevogn med to skud
Foto: Sebastian Engelberth Hansen, TV MIDTVEST
Hvis du har set den sorte varebil i løbet af dagen eller under jagten, så vil politiet gerne høre fra dig.
Onsdag er politiet massivt til stede ved Regionshuset i Viborg. To mænd er anholdt.
Politiet måtte tidligt onsdag eftermiddag punktere en stjålet varevogn med to skud efter en længere politijagt.
Det fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjylland Politi Jens Claumarch til TV MIDTVEST.
Varevognen, der er en sort Ford Transit kassevogn, blev meldt stjålet ved 10-tiden onsdag på Vognmagervej i det nordlige Viborg, og derefter efterlyste politiet den internt i deres systemer.
Det gav snart bid, da varevognen blev spottet i et villakvarter i Aalborg. Inden politiet nåede at finde og stoppe vognen, var der en hundevogn, der pludselig spottede den køre sydpå ad motorvejen.
De satte derfor efter den hele vejen tilbage til Viborg og ind i byen.
Bilen havde dog ingen intentioner om at stoppe, derfor endte politiet med at punktere den med to skud på vejen Skottenborg lige ved Regionshuset.
- Vi kastede flere gange stopsticks (en slags sømmåtte, red.) ud efter hjulene. Det lykkedes, men bilen kørte videre.
Politibilen, der kørte efter bilen, endte med at afgive to skud mod bilen, der fik den til at standse helt, og så fik vi anholdt de to gerningsmænd, fortæller Christian Toftemark, der er vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi, der tilføjer, at det er meget sjældent, at de igangsætter eftersættelser som denne, der ender i skud.
I bilen befandt der sig to mænd, der nu er anholdt og var ved at blive afhørt, da vicepolitiinspektøren udtalte sig til TV MIDTVEST.
- Indtil videre skulle biltyveriet være anledning til eftersættelsen. Vi har ikke andre motiver for, at den her meget voldsomme kørsel skulle finde sted, fortæller Christian Toftemark.
Politiet vil meget gerne høre fra vidner, der har set bilen i løbet af dagen eller måske har oplevet noget i forbindelse med selve jagten. Politiet kan kontaktes på telefonnummer 1-1-4.