For fem måneder siden var han deres direktør: Nu skal han stå over for dem på banen
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Den ellers pensionerede håndboldmålmand Søren Pedersen laver onsdag aften et noget særpræget comeback.
Hvad er det nu, man siger om en gammel cirkushest, der kan dufte savsmuld?
Det kan tidligere håndboldmålmand Søren Pedersen formentlig komme med et bud på, for selvom han for længst har lagt håndboldskoene på hylden, så blev fristelsen af endnu en tur i manegen alligevel for stor.
- Det var ikke lige noget, jeg havde set komme, men jeg har altid elsket at spille håndbold. Det adrenalinsus, man får, når man spiller foran en masse mennesker, får man bare ikke andre steder, lyder det fra Søren Pedersen.
Han arbejder ellers i dag som direktør i fodboldklubben Thisted FC, og det er næsten to og et halvt år siden, at han sidst var aktiv håndboldspiller. Eller det vil sige, sådan var det indtil for fem dage siden, for her kom det frem, at thyboen nu igen ville prøve kræfter med håndbold på topniveau.
Det kom i stand, fordi Bjerringbro-Silkeborg Håndbold (BSH) var plaget af skadesproblemer på målmandsposten, og derfor blev Søren Pedersen tilbudt en kortvarig aftale.
- Jeg er da enormt stolt. BSH er en stor klub, og jeg har ikke spillet håndbold i to år, så det er en kæmpe anerkendelse, at man stadig kan bidrage, fortæller Søren Pedersen.
Skal spille mod tidligere ansatte
Onsdag aften bliver det så for alvor specielt for den genaktiverede håndboldmålmand, for her skal han sammen med BSH op imod Lemvig-Thyborøn. Det er en klub, som Søren Pedersen indtil for få måneder siden var direktør for.
- Det bliver specielt, for der er mange gode mennesker i den klub, som jeg holder meget af. Før og efter kampen er de alle venner, men når man går på banen, er man selvfølgelig i game-mode. Jeg glæder mig super meget til det, fortæller Søren Pedersen.
Opbakning fra bestyrelsen
Søren Pedersen har 18 års erfaring som håndboldspiller og undervejs i sin karriere tørnede han blandt andet ud for Mors-Thy Håndbold, Skjern Håndbold og Aalborg Håndbold. I 2021 valgte han så at indstille sin aktive karriere for at blive direktør i Lemvig-Thyborøn.
Ved udgangen af juli 2023 forlod han den vestjyske klub til fordel for at blive direktør i fodboldklubben Thisted FC, som ligger tættere på hans hjem i Thy. Nu skal han så til og med 20. december dobbeltjobbe mellem direktørstolen og håndboldbanen.
- Bestyrelsen har nikket ja til det, for jeg er jo selvfølgelig ikke så meget på kontoret i de her dage, som jeg ellers ville have været. Men det er heldigvis en stille periode i fodboldverdenen, for ellers ville det ikke kunne lade sig gøre, fortæller Søren Pedersen.
Skal bidrage i vigtig kamp
Bjerringbro Silkeborg Håndbold har i første omgang hentet Søren Pedersen ind til og med den 20. december. Her skal han være reserve for klubbens eneste skadesfrie målmand Mikkel Løvkvist.
Den 20. december skal klubben ydermere spille kvartfinale i pokalturneringen mod Nordsjælland Håndbold, og det er netop med henblik på den kamp, at Søren Pedersen er hentet ind.
- Søren Pedersen har erfaring fra mange danske ligakampe og har skullet tage vigtige bolde, så han kender til det at skulle præstere i afgørende kampe. Frem for alt er han hentet ind som en gardering, hvis Mikkel Løvkvist skulle blive syg eller skadet, så vi ikke kaster to unge U19-keepere ud i en altafgørende kamp, udtaler Michael V. Knudsen, der er sportslig ansvarlig i Bjerringbro Silkeborg Håndbold, til klubbens hjemmeside.
Efter 20. december er planen, at Søren Pedersen vender tilbage fuldtid til sit job som direktør i Thisted FC.
Selvom han ikke ønsker at udelukke endnu et comeback, så tror han ikke på det.
- Det her er en helt ekstraordinær situation og en kortvarig periode. Jeg er rigtig glad for mit arbejde i Thisted FC, og jeg glæder mig meget til at skulle tilbage og arbejde med de spændende ting, vi har gang i, lyder det fra Søren Pedersen.
Kampen mellem Bjerringbro Silkeborg og Lemvig-Thyborøn bliver fløjtet i gang onsdag klokken 18:30.