Flere lokale initiativer tilgodeses i Finansloven: Stort kulturmøde får afgørende håndsrækning
Foto: Per Bille / Kulturmødet Mors
Der var mødt 32.000 gæster op til Kulturmødet Mors i 2022, og i år forventer de, at det bliver endnu større.
Der blev plads til at støtte både kultur og klimainitiativer i det Midt- og Vestjyske i en ellers meget stram Finanslov.
Det var en tydelig begejstret direktør for Kulturmødet Mors, der tog telefonen, kort efter regeringen havde præsenterede Finansloven for 2023.
- Det er dyrere end nogensinde at afholde kulturmødet. Derfor er det fuldstændig afgørende og så dejligt med den her nyhed, siger Trine Bang, direktør for Kulturmødet Mors.
I Finansloven er der nemlig bevilliget en million kroner til kulturmødet, og det er første gang nogensinde, at Kulturmødet Mors, der kan fejre ti års jubilæum i år, er på Finansloven.
- Nogle siger, der er for mange folkemøder. Jeg mener modsat, at folk mødes for lidt, skriver Folketingsmedlem Jeppe Søe fra Moderaterne i en pressemeddelelse og forsætter:
- Kulturmødet på Mors tager et område op, som betyder alverden for os alle, men som vi generelt taler for lidt om. At samle kulturen på den fantastiske Limfjords-ø er derfor rigtigt set. Og nu sikret.
Kulturmødet Mors er ifølge dem selv en blanding af en konference, festival og forsamlingshus med kunst og kultur i fokus, og at det nu er med i finansloven, er et kvalitetstempel og en anerkendelse af kulturmødets betydning, mener Trine Bang.
Det er ganske gratis at deltage i kulturmødet, der sidste år havde 32.000 gæster, og arrangementet har kun vokset sig større i sin levetid, og derfor er biddraget fra staten i den grad værdsat.
- Den million er altafgørende for at kunne afvikle kulturmødet på den måde, som vi gerne vil, siger Trine Bang.
Penge til klimaformidling
En anden, der kunne trække på smilebåndet, var direktør for Klimatorium i Lemvig, Lars Holmegaard, der endnu engang sikrede sig en bevilling på tre millioner kroner i Finansloven.
Penge der skal bruges til at formidle viden om klimaforandringerne i særdeleshed til børn og unge.
- Vi er stolte, og vi er glade, og det er noget af et kvalitetsstempel at få, siger Lars Holmegaard.
SF's byrådsmedlem i Holstebro Karsten Filsø er en af dem, der har kæmpet for at få bevillingen igennem til Klimatorium i en ellers meget stram Finanslov.
Han mener, at klimaets fremtid er afhængig af, at ungdommen får tilegnet sig viden om de løsninger og problemer, klimaet står overfor.
- Det er nødvendigt, at den formidling sker, og det gør de på en rigtig god måde i Lemvig, siger Karsten Filsø.
Direktør for Klimatorium, Lars Holmegaard, er sikker på, at de nok skal få brugt pengene godt.
- Vi mener absolut, at det kommer hele samfundet til glæde, slår han fast.
Museum og oprensning
Derudover var der også afsat to millioner kroner til en bevilling til Ringkøbing Fjord Museer med henblik på at understøtte formidlingen omkring I.C. Christensen hus.
Finansloven har også afsat penge til oprydning af generationsforurening herunder Høfde 42. Pengene skal komme fra en ny grøn fond, som er skrevet ind i Finansloven.
Det er planen, at fonden skal levere de penge, som Region Midtjylland lige nu mangler for at kunne gennemføre en oprensning. Der er dog ikke afsat noget konkret beløb i Finansloven.