Fik indsamlet det dobbelte: Ung forfatter udgiver debutbog
Foto: Marius Clement
Laurits Balker Jørgensen fra Klitmøller kan inden længe kalde sig forfatter med sin debutbog "Den Tynde Generation".
Med 20.000 kroner indsamlet fra sin egen crowdfunding kan Laurits Balker Jørgensen inden længe udgive sin debutbog, der sætter fokus på hans egen ungdomsgeneration.
Inden for de næste par uger kommer der mere end 500 eksemplarer af ”Den Tynde Generation”. Det er 20-årige Laurits Balker Jørgengens debutbog.
Og det kan kun lade sig gøre, fordi den unge mand fra Klitmøller fik indsamlet mere end 20.000 kroner på sin egen crowdfunding, hvilket er mere end det dobbelte af målet.
- Jeg kan ikke være andet end glad, og jeg var meget overrasket over, hvor hurtigt det gik, siger den kommende debutforfatter.
Pengene er rullet ind på kontoen, bøgerne bliver snart sendt til tryk, og til september kan de lidt under hundrede mennesker, der har forudbestilt bogen, få den i hånden.
- Det er som at have et lille barn, der skal sendes ud i verden. Jeg har læst den igennem tusind gange og brugt flere tusinde timer, så det er en vild følelse, at nu kan jeg ikke gøre mere, siger han.
Bygger på egne erfaringer
Egentlig gik det meste af Laurits Balker Jørgensens tid med at spille musik, men under nedlukningen i 2020, begyndte han så småt at skifte musikken ud med pen og papir.
- Jeg brugte mange år på at satse på musikken, men så begyndte jeg at skrive tekster. Da jeg delte dem med venner og familie, var det en anden reaktion, end jeg havde forventet, og de sagde bare 'wow, det skal ud', siger han.
De fik sat tanker i gang hos den unge forfatter, og de var langt fra de eneste, der var begejstrerede for hans tekster.
- Derfra sendte jeg teksterne ud til fagpersoner inden for branchen, og de var også oppe at køre som venner og familie.
Hans bog "Den Tynde Generation" er et portræt af ungdomsgenerationen uden filter, som han selv beskriver det.
en skal sætter fokus på den ungdomsgenerationen, der vokser op i en præstationskultur med indflydelse fra internettet og sociale medier.
- Jeg ville starte en debat om hele den verden, der ikke er belyst. Vi er i en meget spæd start af internettet, og jeg tror ikke, vi ved hvor stor en magtfaktor, det er. Jeg kommer ikke med en løsning på, hvorfor problemet opstår, men jeg vil gerne være initiativtager, så vi kan komme frem til en forklaring på hvorfor, vi ser så stor mistrivsel blandt unge, forklarer han.
Hele bogen er er bygget på virkelige hændelser og ud fra hans egne observationer og oplevelser af den generation, han selv er vokset op i.
- Jeg har egentlig bare skrevet det ned, som er sket og støbt rigtige personer sammen, for at det skal blive en fortælling.
Penge skulle til
For at bogen overhovedet kunne se dagens lys, skulle den finansieres.
- Jeg synes, det kunne være fedest at gøre det selv - en rigtig jysk tankegang at 'nu gør jeg det selv', uden et forlag skal styre det hele, siger han.
Derfor startede han sin egen crowdfunding på hjemmesiden Kickstarter i slutningen af april.
Og det gik hurtigt for sig.
26 timer efter begyndelsen var målet nået, og efter de 35 dage, der var sat af, rundede indsamlingen 20.510 kroner.
- Man tænker jo altid, det bliver en kæmpe fiasko, så det var en sindssygt fed følelse. Jeg var meget overrasket over, der var fremmede fra både København og Slagelse, som donerede, siger han.
Men ikke nok med udgivelsen så planlægger Laurits Balker Jørgensen ligeledes en TALK-turné for at komme ud med bogens vigtige budskaber og få startet en debat.
TALK-turnéen starter officielt mandag den 2. oktober 2023. De første aftaler er allerede på plads i Aarhus, Klejtrup, Klitmøller og Thisted.