Afbidt høgeskæg, isfugl og sjældne sommerfugle: Sådan skal gammel kilde skabe ekstra liv
Foto: Grafik TV2 Nord/ Den Danske Naturfond
Naturfonden har købt området i vinteren 2020. Nu skal 100 år gammel idyl genskabes.
For omkring 100 år siden flød vandet frit fra kilder ved Villestrup Å. Og det kommer det snart til igen.
Arbejdet med at genetablere kildevældet ved de nærliggende enge er i fuld gang.
- Vi lukker omkring 600 meter grøfter, genopretter to såkaldte bassinkilder og genetablerer 150 meter kildevældsbæk. Samtidig lukker vi et utal af de drænrør, der har ødelagt kildernes naturlige forløb, forklarer Flemming Nielsen.
Han er direktør i Den Danske Naturfond, som samarbejder med Mariagerfjord Kommune om projektet.
- Når vi har genoprettet naturen i området, kan man opleve områdets genskabte kildevæld med rislende, klart vand, der løber naturligt ud i området fra de underjordiske kilder.
Truede planter og dyr
I efteråret 2021 startede Naturfonden med at genoprette to kildevæld, der i dag er drænede. De første kilder risler allerede frit med det reneste og koldeste grundvand – arbejdet gik for alvor i gang i fredags, og det kommer til at løbe i to uger.
Målet med at genskabe den oprindelige natur er at gavne især områdets mange sjældne planter, siger Flemming Nielsen fra Den Danske Naturfond.
- Lige i nærheden er der stadig et lille område, hvor den truede plante ”afbidt høgeskæg” har et af sine sidste levesteder i Danmark.
Håbet er nu, at planten får nye levesteder sammen med vilde, fredede orkideer som maj-gøgeurt og plettet gøgeurt.
Også farvestrålende sommerfugle som den sjældne violetrandet ildfugl, , brunlig perlemorsommerfugl og den truede flue, brun Bjørnesvirreflue flytter forhåbentlig ind i området, når planterne har etableret sig.
- Måske i år, men ellers næste år, håber Flemming Nielsen.
Også oddere og isfugle forventes at trives i de nye naturmiljøer.
Sjældent område
Kildevældet ligger syd for Rold Skov, hvor Villestrup Å har sit udspring. Åen løber i en stor, åben dal, og i ådalens sider løber kildevandet.
I bassinkilderne bobler vandet frem på søens bund "som fra en vulkan".
Intet andet sted i Danmark findes så mange kilder som i området ved Rold Skov.
Det hænger sammen med den kalkrige undergrund, hvor grundvandet presses op igennem sprækker i undergrundens kalk og op til overfladen.
Vandet, der pibler ud overalt i ådalens sider og løber videre i Villestrup Å, er noget af det reneste kildevand, der findes i Danmark, fordi det er dannet under en af Danmarks største og ældste skove, Rold Skov.
Kilde: Den Danske Naturfond
I alt drejer det sig om et område på 88 hektar og budgettet på genopretningsplanen lyder på cirka 6,5 millioner kroner.