Fem nåle hjælper gymnasieelev: - Jeg er blevet mere rolig og tolerant
Foto: Maria Strange, TV MIDTVEST
Camilla Lynggaard Christensen får i dag Nada hver 14. dag.
Camilla Lynggaard Christensen er en af de mange danskere, der benytter sig af Nada, som er en metode til at skabe mere ro.
Det er forår, og når man som Camilla Lynggaard Christensen på HF, betyder det en masse eksamener. For gymnasieeleven har det før været lig med angst og uro, men ikke efter hun er begyndt med Nada.
- Det gør mig mere rolig, når jeg har svært ved at sidde stille i skolen. Jeg finder også mere ro, når jeg er bekymret, og jeg skal sove.
Men hvad er det lige, Nada er? Det er simpelt sagt fem små akupunkturnåle, du får sat i hvert øre. Her skal de sidde i 45 minutter, inden de tages ud, og vupti, så skulle roen efter sigende sænke sig over en.
- Min mor kunne mærke, jeg blev mere rolig og tolerant, og jeg bliver mindre sur, så der må være noget om det, siger Camilla Lynggaard Christensen.
Stop trælse drømme
Nada har været i Danmark siden 1997 og bruges i dag på misbrugscentre, psykiatriske tilbud, fængsler og på hospice.
Når jeg får Nada, bliver det hele lidt bedre.
CAMILLA LYNGGAARD CHRISTENSEN, NADA-BRUGER
- Det er jo egentlig akupunkturpunkter, man stimulerer i øret. De går ind og påvirker det parasympatiske nervesystem, sådan at man går ind og aktiverer det der ro. og hvilesystem, siger Lotte Brøndum, der er sygeplejerske på Hospice Limfjord i Skive.
På Hospice Limfjord tilbyder de Nada til både de døende og pårørende for at give dem ro.
- Pårørende, som ikke har sovet, kommer til at sove, patienter og pårørende der er vågnet med trælse drømme, de kan få en rolig søvn, hvor de ikke får de der mareridtslignende drømme, fortæller sygeplejerske Lotte Brøndum.
Hvad er Nada?
Nada står for National Acupuncture Detoxification Association.
Nada er udviklet i Østen efter deres akupunkturmetoder og er siden videreudviklet i USA i 70erne.
Det var i starten tænkt som et afrusningsmiddel.
I dag bruges det i mange sammenhænge. Blandt andet i sociale tilbud til blandt andre børn og unge med ADHD, fængsler, psykiatriske tilbud og på hospice.
Nada har været i Danmark siden 1997.
Nada Danmark uddanner og godkender de personer, der må sætte nålene i ørene. De uddanner tre steder i landet.
I Midt- og Vestjylland er der omkring 200 Nada-udøvere.
Det er ingen behandling
På Skive Bibliotek er der også en Nada-café, og den har eksisteret i over tre år. Èn gang i ugen er der åbent for alle, og da Nada ikke er en egentlig behandling, så behøver man ikke at forklare, hvorfor man kommer.
Alle får placeret de fem nåle de samme steder.
- Her kommer mellem 20-30 hver torsdag, og det er vi glade for, Tina Mølbæk fra Nada Cafe Skive.
Behandlingen er non profit, og betaler man, er det et symbolsk beløb, der dækker udgifter til nåle og materialer.
Jeg var lidt skeptisk, men min kæreste lokkede mig herud, og nu er jeg holdt ved.
TOMMY NIELSEN, NADA-BRUGER
Tommy Nielsen er en af dem, der af og til dukker op i cafeen. Han var ellers i starten noget tilbageholdende.
- Jeg var lidt skeptisk, men min kæreste lokkede mig herud, og nu er jeg holdt ved. Jeg får mere energi, og jeg sover bedre, siger han.
Netop det med søvnen har Erik Dalgaard fra Durup også oplevet en positiv effekt på efter Nada.
- Når man vågner og har tankmylder og ikke kan sove, og man så tager til Nada, så synes jeg efter 1-2 gange, at det er væk igen, og så sover man igennem.
Camilla Lynggaard Christensen startede med Nada, da hun var på efterskole, og i dag får hun behandling hver 14. dag.
- Når jeg får Nada, bliver det hele lidt bedre, siger Camilla Lynggaard Christensen.