Derfor sværmer hvepsene omkring dig lige nu
Hvepsene har ikke længere noget formål, derfor går de til angreb på vores mad. Det er vejret, der gør, at vi er plaget af hvepsene, fortæller ekspert.
Sensommervejr er hvepsevejr, og måske der sidder mange med en følelse af, at de i år har været særligt plaget af de små dyr.
Insekterne, der klækker om foråret, arbejder hele forsommeren og sommeren på at gøre familien større og fodre larverne.
Men nu er boene gået i opløsning, og hvepsene er blevet arbejdsløse og også hjemløse.
Derfor flakker de nu rundt og spiser, hvad de kan komme til. Det nemmeste måltid er din og min aftensmad.
Sådan lyder det fra museumsinspektør på Naturhistorisk Museum i Århus, Morten D. D. Hansen.
- Nu har de ikke længere et formål. De er på jagt efter sukker og let energi, siger han.
Ikke flere hvepse end der plejer
Men der er altså ikke flere af de gul- og sortstribede insekter, end der plejer at være.
Måske aftensmaden indtages på terrassen, mens folk suger de sidste sommersolstråler til sig. Men det betyder også konflikter med hvepsene, der inviterer sig selv med som buffetgæster.
Morten D. D. Hansen mener, at det er det nyligt opståede sommervejr, der er årsagen til følelsen af de mange hvepse.
- Jeg tror, at vi lægger mere mærke til dem nu, fordi vejret er godt, og vi er udenfor, lyder det fra museumsinspektøren.
Med få redskaber kan man dog narre hvepsene i en lille fælde
Et egentligt formål
Det er praktisk talt umuligt at nyde sin mad eller drikke uden konstant at blive forstyrret af hvepse, der forsøger at tage del i gildet. Måske du alligevel tænker, om ikke hvepsene må være godt for noget i det mindste?
Nej, lyder meldingen. Hvepse og alle andre dyr er sat i verden for at formere sig og for at overleve.
Det er en illusion at naturriget passer sammen i et stort tandhjul.
Morten D. D. Hansen, museumsinspektør på Naturhistorisk Museum i Århus
- Arternes formål er at være sig selv. Hvepse er skidegode til at være hvepse, siger Morten D. D. Hansen
Skulle eksperten komme med én ting, som hvepsene gør godt, så er de med til at holde bestanden af kålorme nede, der også kan være en plage for især køkkenhaveejerne. Hvepsene er rovdyr og spiser kålormelarverne, mens de stadig hænger som æg.
Det er dog ikke nok til at museumsinspektøren ville mene at hvepsene har et egentligt formål her i livet. Det er fejlfortolket, at arterne kan nyde gavn af hinanden, mener Morten D. D. Hansen.
- Det er ét langt egotrip. Det er en illusion at naturriget passer sammen i et stort tandhjul, lyder det fra museumsinspektøren, siger han.
Hvad skal du gøre, hvis du oplever hvepsestik
Fjern brodden:
Brodden bliver ved med at pumpe gift ud, indtil den fjernes. Den kan skrabes ud med en negl
Smertelindring:
Afkøl området evt. med en frostpose
Ved stik i munden, svælget eller halsen:
Søg da altid læge, da det er særligt udsatte områder