Anders klarede kun folkeskolen takket være Anders And
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST
Anders og Anders blev hurtigt bedste venner.
70-året for Anders And-bladet i Danmark marker for mange et minde om barndommen. For Anders Sivebæk blev kærligheden til den lille and livslang.
- Pas på du ikke falder over noget, der er reoler her og der.
Anders Christian Sivebæk viser rundt i sit hjem. Et hjem der tydeligt bærer præg af forkærligheden for Anders And og historierne fra Andeby.
Historier der for manden fra Snedsted, der er næstformand i Dansk Donaldist-Forening, har været meget mere end blot underholdning.
- Der er perioder i mit liv, særligt folkeskolen, jeg ikke ville have klaret mig godt igennem uden Anders And. Jeg vil faktisk sige, at da jeg gik i skole var Anders And min bedste ven, fortæller Anders Christian Sivebæk.
Han viser stolt dagens eksemplar af Anders And-bladet frem. Det er et genoptryk af det første danske Anders And-blad, der udkom i dag for præcis 70 år siden. Og selvom oplaget de seneste år er skrumpet markant, så har den trykte udgave med historier om Anders, Rip, Rap, Rup, Fætter Højben og alle de andre figurer fra Andeby stadig en vigtig rolle i år 2019.
- Anders er på mange måder en spejling på os som mennesker. Det går galt for Anders engang imellem, heldigvis flere gange end for os andre. Og så hans gå på mod, det er lige meget hvad der sker. Han er altid klar igen ugen efter, siger Anders Christian Sivebæk.
Det var kombinationen af billeder og tekst i det ugentlige blad i postkassen, der fik Anders Christian Sivebæk til at knække læsekoden i de yngste klasser. Det var anden der lærte ham alverdens ting om geografi og gang på gang kunne viden tilegnet igennem læsningen af bladet imponere skolens strenge lærer.
Skoleelever har droppet Anders And
De sidste 20 år har selskabet bag Anders And, Egmont, ikke ville ud med, hvor mange der hver uge får bladet leveret i postkassen. Ingen tvivl er der dog om, at tallet bliver mindre år for år. Et smut forbi 6.klasse i Hurup, en oplagt årgang for læsere af bladet, bekræfter tendensen. Ingen af eleverne går i postkassen efter bladet, der udkommer hver torsdag.
- Det var populært i 80´erne eller et eller andet, siger Philip Dybdahl fra 6.klasse med et grin.
- Det er jo sjovere at se det i fjernsynet end at læse det. Sådan en bog er lidt kedelig, supplerer klassekammeraten Henning Nystrup.
Ipads, Smartphones og digitale medier har givet Anders fra Andeby kamp til stregen. Spørgsmålet er, om han i trykt form også i fremtiden vil eksistere.
Fra mainstream til niche
Tendensen fra folkeskolen er også blevet bemærket i hjemmet hos Anders Christian Sivebæk. Her lever Anders And på alle leder og kanter i bedste velgående. Det er dog mest af alt et udtryk for, at næstformanden for de danske Donaldister er steget af toget i forhold til den moderne udvikling. Han foretrækker til enhver tid det fysiske blad fremfor de digitale udgaver.
- Anders And var jo børnebladet langt op i tiden, dengang jeg var ung. I dag er der mange flere tilbud, fortæller han.
Han nyder torsdagsturen til postkassen, hvor ugens nyeste nummer med historier om den verdenskendte Anders fra Andeby udkommer. Han ved godt, at udviklingen måske en dag rammer nostalgien.
- Det ikke at gå ud til postkassen den ene gang om ugen og hente bladet, det ville jeg godt nok være ærgerlig over. Det ville være en sorgens dag, slutter Anders Christian Sivebæk.