Zoologiske haver, museer og biografer åbner igen - her er retningslinjerne
Selvom de zoologiske haver må åbne igen, så er der en række retningslinjer, der bør overholdes, før man kan komme ind og se et lille næsehorn. Arkivfoto fra Zoo i København. Foto: Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix
Hvert andet biografsæde skal være tomt, og rundvisninger bør aflyses, lyder nogle af ministeriets retningslinjer.
Genåbningen af Danmark er kommet i gang, og i disse dage vil en lang række kulturinstitutioner slå dørene op for gæster igen. Men der er fortsat en række forholdsregler, de bør efterleve.
Det fremgår af de retningslinjer, som Kulturministeriet har udsendt.
Særligt afstanden blandt de besøgende bliver fremhævet. Det kommer helt konkret til udtryk ved, at eksempelvis teatre og biografer ikke længere kan fylde salene som tidligere, mens museer og zoologiske haver anbefales at droppe rundvisninger for at mindske risikoen for coronasmitte. Til mange brugeres glæde anbefaler ministeriet også, at lange køer undgås.
Biografer og teatre
Der må maksimalt være 500 personer i hver enkelt sal eller til det enkelte udendørsarrangement. Kulturarrangementer med siddende publikum er altså undtaget forsamlingsforbuddet på mere end ti personer.
Hvis publikum sidder i samme retning, skal hvert andet sæde være tomt - eller der skal være mindst en meters afstand målt fra midten af sædet.
Der må maksimalt være en gæst per to kvadratmeter gulvareal. Arealet måles væg til væg i salen.
Man kan få lov at sidde ved siden af hinanden - med mindre end en meter i mellem - hvis man har tæt kontakt i det daglige. Det kan være folk, der bor sammen eller for eksempel danner par.
Uden for salene må der maksimalt være en person per fire kvadratmeter gulvareal.
Foyer og tilstødende publikumsarealer skal indrettes, så smittefare minimeres. For eksempel ved afstandsmarkering ved billetskranken.
Der skal holdes godt øje med antallet af publikum, så man undgår store køer. Der bør være personale/vagter til at sikre dette.
Der skal minimum være to meter fra nærmeste publikum til de optrædende på scenen eller i orkestergraven.
Museer og zoologiske haver
Sundhedsstyrelsens generelle retningslinjer for coronavirus skal overholdes. For eksempel skal der være håndsprit eller vand og sæbe tilgængeligt for alle besøgende og ansatte.
Museer bør undlade aktiviteter, som kan gøre, at mange mennesker stimler sammen. Det gælder blandt andet foredrag, forestillinger og rundvisninger.
Der bør udvises forsigtighed med genstande som touchscreens, læringsmidler og udstillede genstande, som mange rør ved. Publikum bør have mulighed for at anvende håndsprit både før og efter brugen. Alternativt bør sådanne genstande undgås.
Der skal holdes godt øje med antallet af publikum, og det bør overvejes at sætte et loft over antallet af gæster baseret på, hvor stort stedet er.
Samtidig skal der undgås store køer. Der bør være personale/vagter til at sikre dette.
Der bør overvejes onlinetidsbestilling og begrænsning af, hvor længe gæsterne må være på museet eller i zoo, så der ikke er for mange gæster ad gangen.
Du kan læse mere om de forskellige retningslinjer fra Kulturministeriet her.