Weekenden byder på det første regnvejr i ni dage
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Både lørdag og søndag kan man nyde solskin på trods af at dagene starter med gråvejr.
Forårsvejret er gået lidt i stå. Det er en råkold lørdag morgen med rimtåge og temperaturer et godt stykke under frysepunktet. Der er brug for varmere tøj end i februar, hvor forårssolen dominerede.
Kombinationen af tåge og frost er en dårlig cocktail for trafikken, så man bør være ekstra agtpågivende, hvis man skal ud i morgentrafikken. Tågen er nogle steder meget tæt, og på Lillebæltsbroen var der et større trafikuheld lørdag morgen. I løbet af formiddagen vil tågen løfte sig til lave skyer, og nogle steder kommer solen også igennem.
Alligevel kommer vejret denne lørdag ikke til at leve op til vejret de foregående dage. Der ser ud til at komme mest sol i de østlige egne af landet, men her vil skyer også dominere i perioder. Termometeret når op mellem 3 og 7 grader, og vinden bliver let til frisk fra sydvest. Alt i alt en hæderlig lørdag i begyndelsen af marts, selvom vejret har været bedre de øvrige dage i ugen.
Sent i eftermiddag begynder der at komme tungere skyer vestfra, og i løbet af aftenen kommer et mindre regnvejr fra vest. Regnvejret giver kun en eller to millimeter. Til gengæld vil det regne mere og kraftigere i løbet af natten, så for de, der skal ud lørdag aften og nat, kan det blive en våd affære.
Søndag morgen vil de fleste vågne op til regn, men regnvejret bevæger sig forholdsvist hurtigt mod øst.
Aftenen og nattens regnvejr er det første siden 21. februar og vil mange steder give over 5 millimeter regn. Fra den 19. til 21. februar regnede det hver dag, og der kom i gennemsnit 7,3 millimeter regn. Ellers har vi stort set haft tørvejr siden 10.februar.
Søndag formiddag klarer det igen op, og eftermiddagen bliver med tørvejr og sol i perioder. Den jævne til hårde sydvestlige vind vil også aftage i løbet af eftermiddagen, som byder på 5 til 10 graders varme. Igen mere end hæderligt vejr i begyndelsen af marts. Sidste år havde vi sne og dagsfrost disse dage.
Sent søndag aften banker et nyt regnvejr på, og den nye uge byder på mere regnvejr.