Vingegaard har flere drømme for i dag
Foto: Brais Lorenzo/EPA/Ritzau Scanpix
Jonas Vingegaard drømmer ikke kun om selv at vinde det spanske etapeløb. Han vil have en holdkammerat med sig på podiet.
Det går godt for Jonas Vingegaard i det spanske etapeløb O Gran Camiño. Rigtig godt.
Forud for søndagens afsluttende enkelstart fører danskeren solidt løbet, som han har vundet de to seneste etaper i.
Derfor har den danske stjerne også mulighed for at fuldende sit hattrick på den 18 kilometer lange enkeltstart. Men faktisk er Vingegaard lige så meget orienteret omkring, hvordan en af hans holdkammerater kan få mere succes.
- Jeg glæder mig til søndagens etape, da det virker til at være en fed rute. Forhåbentlig kan jeg holde fast i mit forspring, fortæller Vingegaard til holdets hjemmeside, hvor han også uddyber:
- Og så vil det vil være fedt, hvis Attila Valter kan rykke op på podiet. Han er lige nu på tredjepladsen og kun lige efter nummer tre. Vi kommer til at gøre vores bedste for at få det til at ske.
Lyn-analyse
af Christian Moberg, Cykelekspert, TV 2 SPORT
Jonas Vingegaards chancer for den samlede sejr er rigtig gode. 52 sekunder er meget lang tid i et ugelangt etapeløb, så jeg er sikker på, at han nok skal køre den hjem.
Det bliver spændende at se, hvordan han kører enkeltstarten. Hvis vi kigger lidt længere frem til Paris-Nice i næste uge, hvor der er et holdløb på programmet, så det mest spændende for mig er, om han både kan vinde søndagens enkeltstart og løbet samlet.
24-årige Valter, der kommer fra Ungarn, viste flot kørsel på lørdagens etape, hvor han havde en stor aktie i Vingegaards triumf. Samtidig avancerede han også i det samlede klassement, så han nu kun har fire sekunder op til podiet.
Top 10 i klassementet
1. Jonas Vingegaard
2. Ruben Guerreiro +0.53
3. Jesus Herrada +1.25
4. Attila Valter +1.29
5. Lorenzo Fortunato +1.31
6. Ruben Fernandez +1.40
7. Antonio Pedrero +1.45
8. Victor Langellott + 1.45
9. Lukas Nerurka +1.53
10. Will Barta +2.02