Sydkorea øger pres for at få udleveret kvinde, der sidder fængslet i Aalborg
Foto: PRAKASH SINGH, Scanpix
De sydkoreanske myndigheder har nu også lagt pres på Tyskland for at få udleveret en 20-årig kvinde, der sidder fængslet i Aalborg.
Nu bliver Tyskland også inddraget i de sydkoreanske myndigheders betræbelser på at få udleveret 20-årige Chung yoo-Ra, der sidder fængslet i Aalborg mens Rigsadvokaten behandler et krav om udlevering fra Sydkorea.
Sydkorea kræver hende udleveret, fordi de sydkoreanske myndigheder mener, at hun har vigtige oplysninger i en stor korruptionsskandale med den sydkoreanske præsident Park Geun-hye og Chung yoo-Ras mor, Choi Soon-sil, i centrum.
Ifølge den sydkoreanske avis The Chosunilbo henvendte de sydkoreanske myndigheder sig i sidste uge til de tyske og bad Tyskland annullere det Schengen-visum, som tillader Chung yoo-Ra at opholde sig i Danmark og andre EU-lande.
Ifølge The Chosunilbo mener de sydkoreanske myndigheder, at en annullering af Chung yoo-Ras tyske visum vil fjerne en væsentlig forhindring for, at de danske myndigheder kan udlevere hende.
Rigsadvokaten: Vi ligger ikke under for pres
Overfor TV 2 afviser Mikkel Thastum, kommunikationschef hos Rigsadvokaten, at en eventuel annullering af Chung yoo-Ras tyske visum vil få nogen indflydelse på Rigsadvokatens afgørelse, og at Sydkorea på nogen måde kan presse Rigsadvokaten til en hurtig afgørelse om udlevering.
- Det har ingen betydning. Vi ligger ikke under for pres. Rigsadvokaten undersøger sagen i øjeblikket, og på et tidspunkt træffer han en afgørelse. Den afgørelse har kvinden så mulighed for at indbringe for domstolene, siger Mikkel Thastum.
Det var det særlige råd i Sydkorea, som leder efterforsker af korruptionsskandalen, der henvendte sig til de tyske myndigheder.
Pres på tyske myndigheder
Mandag i denne uge lagde sydkoreanerne yderligere pres på de tyske myndigheder ved at bede de tyske myndigheder kontrollere, om Chung yoo-Ra i sin tid brugte et certifikat fra et sydkoreansk universitet i sin ansøgning om visum til de tyske myndigheder, skriver The Chosunilbo. Chung yoo-Ra har fortalt reportere, at hun har fået et særligt visum for sportsfolk. I 2014 var hun en del af det sydkoreanske dressur-hold, der vandt guld ved Asian Games.
Hvis de tyske myndigheder bekræfter det, vil sydkoreanerne oplyse Tyskland om at Chung yoo-Ra er blevet smidt ud af det pågældende universitet, Ehwa Womans University, fordi hun ifølge de sydkoreanske myndigheder brugte falske papirer for at få adgang til universitetet, og at hendes optagelse dermed var ulovlig.
Chung yoo-Ra blev anholdt i Danmark 1. januar, fordi anklagemyndigheden i Sydkorea vil afhøre hende i forbindelse med anklager mod hendes mor hjemme i Sydkorea - Choi Soon-sil. Hun anklages for at have styret den sydkoreanske præsident og der igennem udpeget folk til højtstående stillinger.
De alvorligste anklager handler om, at hun har lagt pres på store firmaer som Samsung og Hyundai for at få dem til at donere hundredvis af millioner kroner til sin familie og to fonde, som hun står bag. Blandt andet til at finansiere datterens interesse for dyre heste.