Svinkløv-kok vinder bronze til kokkenes EM
Foto: Marco Bertorello, AFP, Ritzau Scanpix
Nordjyske Kenneth Toft-Hansen og resten af den danske delegation endte på en tredjeplads ved Bocuse d’Or Europa. Sverige vinder sølv, og Norge guld.
Danmark har Europas tredjebedste kok.
Det har 20 dommere slået fast efter to dages konkurrence i det såkaldte Bocuse d’Or Europe, der er det uofficielle europamesterskab for kokke.
Kenneth Toft-Hansen fra Svinkløv Badehotel og resten af den danske stab lå ellers længe som favorit i den prestigefyldte konkurrence, men måtte se sig slået på målstregen af Norge og Sverige.
Det er blandt andet en nytænkning af spaghetti og en fadservering, der er inspireret af Flora Danica, der i sidste ende gav danskerne en podieplads.
Italienske benspænd
Hver nation skulle i løbet af konkurrencen servere to retter. Først en vegetarisk ret, som skulle indeholde æg og en særlig italiensk ost. Mandag fik delegationerne så at vide, at retten også skulle indeholde spaghetti.
Også hovedretten skulle indeholde italienske specialiteter som kalvebrisler og risottoris, og dermed havde det italienske hold en klar hjemmebanefordel med råvarer, de er vant til at arbejde med.
Men Kenneth Toft-Hansen, hans assistent Christian Wellendorf og træner Rasmus Kofoed havde dog gjort deres hjemmearbejde og kunne slå selv italienerne.
De nordiske nabolande var dog ikke til at slå af pinden, og kampen om statuetterne endte mellem at blive en syv år gammel revanche.
Giganternes kamp
Ved VM i 2011 vandt den nuværende danske træner, Rasmus Kofoed, der er medejer af Michelin-restauranten Geranium, guld.
Med i opløbet var svenskeren Tommy Myllymäki, som endte på andenpladsen, og nordmanden Gunnar Hvarnes, som kom på tredjepladsen.
Ved årets EM-konkurrence mødtes de tre stjernekokke så igen. Denne gang stod de dog ikke i manegen men på hver sin trænerbænk, og endnu en gang blev det endelige resultat en kamp mellem de tre kamphaner.
Rækkefølgen var dog – desværre for Danmark – vendt helt på hovedet.
Tæt løb mellem Sverige og Danmark
Norge endte med at få 1831 point og var dermed en klar vinder over Sverige, der endte på 1723 point.
Det var dog kun en knivspids, der adskilte Danmark og Sverige, da Danmark opnåede 1718 point i alt.
Faktisk slog Kenneth Toft-Hansens første servering med den vegetariske ret Sveriges.
Norge var dog klart den delegation, der scorede højst point for begge retters vedkommende.
Havde satset på podieplads
På forhånd havde præsidenten for den danske delegation, Francis Cardenau, der også var en del af dommerkomitéen meldt ud, at succeskriteriet var metal til Danmark.
- Jeg forventer selvfølgelig, at Danmark kommer på podiet i dag, for vi har Kenneth og Rasmus, der er to erfarne mennesker, som kan bringe Danmark op på højeste niveau. Men vi dyster også mod Sverige og Norge, som også er vant til at komme på podiet, så det er en hård kamp mellem de skandinaviske lande i dag, sagde han inden konkurrencen gik i gang.
Selvom det endte med at blive en nordisk fejde, var der også priser til andre lande. Frankrig blev kåret for det bedste tema på den vegetariske tallerkenanretning, mens Finland blev kåret for deres kreative fadservering.
Det italienske hjemmehold blev heller ikke helt forbigået, men blev kåret som det hold, der havde bedst styr på orden, hygiejne og miljøvenlighed i køkkenet.
This is how a whole Scandinavian podium looks like... You are great northern chefs 👨🏻🍳👨🏻🍳❤️🇳🇴🇸🇪🇩🇰 pic.twitter.com/7Gk5v7uns8
— Bocuse d'Or Official (@Bocusedor) June 12, 2018