Sneen vælter ned i Nordjylland - man kan få over 20 centimeter
Det blev ikke til den helt store storm og sne-weekend i hele landet, som først bebudet. Bortset fra i Vendsyssel, hvor sneen væltede ned hele dagen.
Veje i Vendsyssel kan være svært fremkommelige hen over søndagen og frem mod mandag morgen.
I Nordjylland og især i Vendsyssel er man stået op til et udbredt og intenst snevejr, hvor der hen over natten er kommet fem til ti centimeter mange steder.
Hen over dagen kan der falde yderligere 10 til 15 centimeter, og enkelte steder kan sneen tilmed fyge, så det kan være besværligt at rydde vejene.
Søndagen byder derfor på særdeles vinterligt vejr i det nordjyske, og morgentrafikken mandag kan også ende med at blive ganske besværlig.
Lægger man dagens sne sammen med den, der ligger i forvejen, kan det meget vel være, at der lokalt ligger over 20 centimeter sne mandag morgen flere steder i Vendsyssel.
Fra sne og frost til regnvejr
Det er i bakkerne i Vendsyssel, der falder mest sne, og det er også her, at temperaturen er så lav og vinden så frisk, at sneen tilmed kan fyge enkelte steder.
Prognoserne har i dag mest sne i det kuperede terræn fra Tolne Skov mellem Sindal og Frederikshavn og ned til Jyske Ås, som motorvejen mellem Aalborg og Frederikshavn gennemskærer.
Ellers er det en ret våd omgang sne, der falder, når man fra det centrale Vendsyssel bevæger os ned mod Aalborg.
Tager man turen videre ned over Himmerland, vil man tilmed opleve, at sneen gradvis går over i slud og regn, og længere mod syd, og stort set i resten af Danmark står den blot på regnvejr i dag.
Front deler landet skarpt op i to vejrtyper
En varmfront bevægede sig lørdag aften op over Danmark fra sydvest med udbredt regn.
Men da fronten nåede frem til Nordsjælland og Nordjylland, mødte den så kold luft, at regnen gik over i sne.
Siden er fronten gået i stå over Nordjylland, og den ser heller ikke ud til at bevæge sig nævneværdigt i dag. Derfor vil sneen fortsætte med at falde i Vendsyssel og til dels også ud mod Hanherred og i dele af Himmerland.
I Nordsjælland kan man også få sne i perioder, men her vil det for det meste være tøsne eller slud.
Ellers ligger resten af landet syd for fronten i mildere luft med regn og slud i perioder.
Søndagen er således med store kontraster i vejret, og sådan er det ofte, når snevejr rammer Danmark. Det er den primære grund til, at snevejr er svære at forudsige præcist hos os.