Skjulte optagelser afslører hest få ulovlig bedøvelse hos Helgstrand Dressage
Foto: TV2
Bedøvelsen foregår ulovligt og kan få alvorlige konsekvenser for både heste og mennesker, vurderer flere fagfolk.
Du kan se alle videoerne i den originale artikel her.
En hest skal klippes, men står lidt uroligt og rokker frem og tilbage.
Lidt efter går en mand op til hesten med en kanyle i hånden. Hurtigt giver han hesten et stik med kanylen og forlader så rummet igen.
Stikket tager få sekunder og fremgår af de skjulte optagelser, som TV 2s journalist har optaget tidligere i år på træningscentret Helgstrand Dressage, der ejes og drives af den kendte dressurrytter Andreas Helgstrand.
Eksperter mener, at episoden er under al kritik.
Der er tale om en gruppe stoffer, der absolut kun hører til i en dyrlæges hænder
Mette Uldahl, hestedyrlæge
Ifølge lovgivningen er det kun autoriserede dyrlæger, der må bruge receptpligtig medicin – og dermed bedøve hesten.
Manden på TV 2s optagelser er dog ikke dyrlæge, men afdelingsleder på Helgstrand Dressage.
- Der er ingen tvivl om, at der foregår noget, der ikke er lovligt. En person, der ikke er dyrlæge, må aldrig bedøve en hest på den måde, siger Mette Uldahl, der er fagdyrlæge i sygdomme vedrørende heste og Dansk Ride Forbunds veterinærkonsulent.
Kan være farligt for mennesker og dyr
I dokumentaren 'Operation X: Hestemilliardærens hemmeligheder' vises klip fra episoder, som fagfolk og eksperter kalder vold, tvang og mishandling af hestene.
Dette klip er ikke en del af dokumentaren, men er optaget i samme måned, hvor TV 2s muldvarp var på Helgstrand Dressage.
TV 2 har vist optagelsen af bedøvelsen til tre fagfolk, der alle konstaterer, at måden, bedøvelsen foregår på, ikke kun er ulovlig, men også farlig for både heste og mennesker.
Det siger blandt andre hestedyrlæge, Heidi Nielsen.
Ifølge hende skal en hest undersøges af en dyrlæge, inden den bedøves. Der skal blandt andet tages højde for, om hesten har nogle sygdomme og kan tåle medicinen.
- Det er helt galt. Det er ikke ufarligt at bedøve en hest, og det er vigtigt at vide, om den får andet medicin, for de ting kan interagere med hinanden og blive farlige for hesten, siger hun.
Ginnie Hørning, fagdyrlæge i hestesygdomme og formand for hestedyrlægerne hos Dyrlægeforeningen, vurderer, at en bedøvelse, som den på optagelserne, kan ende "fatalt".
Det, vi ser på klippet, er alvorligt
Andreas Helgstrand, dressurrytter og ejer af Helgstrand Dressage
Hun forklarer, at medicinen skal gives i venen på hesten, men at der med en ikke-uddannet dyrlæge er risiko for at stikke forkert.
- Hvis en hest får en fejlinjektion i arterien eller en forkert dosering, så vil hesten kunne kollapse, gå i chok eller i værste fald dø, siger hun.
Dyrlæge Mette Uldahl hæfter sig ved, at det ikke fremgår, hvilken medicin der er brugt til at bedøve hesten. Men der er gode grunde til, at den type medicin kun må håndteres lovligt af dyrlæger, siger hun.
- Når man giver midler i så høj en koncentration, at de kan berolige en stor hest på 600 kilo, så er det klart, at man ved et uheld og manglende indsigt i håndteringen af medicinen kan risikere alvorlige bivirkninger hos både mennesker og heste.
Hun understreger, at den ulovlige bedøvelse er "meget alvorlig".
- Der er tale om en gruppe stoffer, der absolut kun hører til i en dyrlæges hænder.
Ejer Andreas Helgstrand kalder klippet "alvorligt", mens den pågældende afdelingsleder ikke har ønsket at besvare TV 2s spørgsmål.
- Virker rutinepræget
TV 2s optagelse bekymrer især eksperterne, fordi de får indtryk af, at det er en almindelig procedure, at afdelingslederen bedøver heste.
På optagelserne ses inden indsprøjtningen en samtale mellem en rytter og en hestepasser på Helgstrand Dressage. Hestepasseren og rytteren står foran hesten, der er urolig, fordi den skal klippes. Det får rytteren til at foreslå, at hesten skal have noget mere bedøvelse.
Hestepasseren svarer med det samme, at hun ikke kan finde afdelingslederen. Derfor beder rytteren TV 2s journalist – der arbejder som muldvarp under dække af at være hestepasser – om at hente afdelingslederen på hans kontor.
Afdelingslederen sidder midt i en samtale med en staldchef, da TV 2s journalist siger, at der mangler noget bedøvelse til en hest.
Foran både staldchefen og TV 2s journalist siger afdelingslederen så:
- Okay. Så bedøver jeg lige en hest.
Forløbet giver Ginnie Hørning fra Dyrlægeforeningen en fornemmelse af, at der er tale om en almindelig procedure på Helgstrand Dressage.
- Det virker relativt rutinepræget, for han går direkte i gang med det. Optagelserne giver en mistanke om, at det ikke er første gang, han bedøver en hest, siger hun.
Heidi Nielsen gør sig en lignende observation.
- Det chokerer mig. Jeg får netop indtryk af, at midlet er let og tilgængeligt, og at man bare lige kan hente det, uden at der behøver være en dyrlæge involveret, siger hun.
Kan være farligt for mennesker
Den observation bakkes op af Silje Smevik, der tilbage i 2018 arbejdede som staldchef hos Helgstrand Dressage i ti måneder.
Ifølge hende var det langt fra et sjældent syn, at heste blev bedøvet af personer, der ikke var dyrlæger. Hun fortæller, at hun flere gange om ugen overværede det ske.
- Det var meget ofte. Specielt når hesten skulle klippes inden et stævne eller et arrangement, så blev den bedøvet, for hesten skulle jo stå stille. Jeg blev bekymret for, at de ikke havde kontrol med, hvor meget de gav hesten, for de var jo ikke dyrlæger, siger hun.
Silje Smevik fortæller, at medicinen dengang var i et aflåst rum, som det var hendes indtryk, at ledere og enkelte medarbejdere havde adgang til.
- Det er grotesk, og det er derfor, at jeg står frem, for det har irriteret mig hele tiden. Jeg kunne ikke komme væk derfra hurtigt nok, fordi der foregik så mange ting, siger hun.
Det er potentielt farligt for mennesker
Heidi Nielsen, hestedyrlæge
Eksperterne hæfter sig også ved, at afdelingslederen, som ikke er dyrlæge, har mulighed for at hente medicinen.
- Den type medicin må han under ingen omstændigheder have adgang til og have stående i stalden, det må kun være i en dyrlæges besiddelse, siger Mette Uldahl.
Også dyrlæge Heidi Nielsen er kritisk over for måden, medicinen virker til at være frit tilgængeligt på.
- Det kan potentielt være farligt for mennesker, hvis ikke det håndteres korrekt, siger hun.
Kritiserer brug af beroligende middel
Mette Uldahl bemærker også, at hesten har en såkaldt brems på mulen, mens den bliver klippet.
En brems er et hjælpemiddel, der i få minutter frigiver endorfiner og kortvarigt virker beroligende på hesten.
Men det er også et værktøj, der hurtigt bliver et “tvangsmiddel”, siger hun, da den beroligende effekt hører op, og så er det ubehageligt for hesten at have afsnøret mulen.
På Operation X's optagelse spørger TV 2s journalist rytteren og hestepasseren, om de ikke skal tage bremsen af, men hun får at vide, at den bare skal blive siddende.
- Når man tager den der på, udsender den en masse rolige signaler til kroppen, siger rytteren og tilføjer:
- Det kan jo kun være godt for den, indtil den er bedøvet noget mere.
Det fremgår ikke af klippet, hvor længe hesten har brems på.
Ifølge Mette Uldahl er der grund til at tro, at personalet kunne være mere opmærksomme på brugen af den.
- En brems skal bruges med varsomhed, og kun hvis der ikke er andre bedre løsninger, da den efter kort tid vil give hesten ubehag, siger Mette Uldahl.
Ginnie Høring peger på, at en dyrlæge – når en hest skal bedøves – normalt vil vurdere hestens helbred, inden den får en brems på. Men på optagelserne ser vi ikke nogen vurdering af hesten.
- Hesten har allerede fået lagt en brems på, og det vil sige, at det er svært at vurdere hestens mentale og fysiske tilstand, og dermed om den er egnet til at få medicin, siger hun.
Har dyrlæge tilknyttet
Helgstrand Dressage har et samarbejde med Højgaard Hesteklinik, som dagligt har dyrlæger tilstede i klinikfaciliteter på dressurcentret. En af de tilknyttede dyrlæger er Jonas Rasmussen.
I september i år kom han i vælten, da han havde medicineret Andreas Helgstrands hest Jovian imod reglerne ved DM i dressur.
Læs hele historien om, da Helgstrands dyrlæge kom i vælten
Andreas Helgstrands dyrlæge, Jonas Rasmussen, er ikke helt ukendt. I september i år kom han i vælten, da han havde medicineret Andreas Helgstrands hest Jovian imod reglerne ved DM i dressur.
Under mesterskabet havde hesten fået koliksymptomer, og Jonas Rasmussen havde derfor medicineret hesten. Men Jonas Rasmussen havde ikke på forhånd fået godkendt medicineringen hos Dansk Ride Forbund, som reglerne foreskriver.
Det ene præperat blev desuden givet med sonde i næsen, hvilket også er et brud på reglerne, da heste ved ridestævner ikke må få væske tildelt i nogen form, udover hvad de selv frivilligt indtager, fremgår det af en kendelse fra Dansk Ride Forbund.
Derfor fik Andreas Helgstrand frataget sin bronzemedalje og blev idømt en bøde på 5000 kroner. Men ifølge Andreas Helgstrand selv, havde Jonas Rasmussen ikke fortalt ham om koliksymptomerne eller medicineringen.
Jonas Rasmussen sagde dengang, at han burde “have underrettet Dansk Ride Forbunds veterinærkonsulent før indgivelsen af stofferne”, men at behandlingen af hesten derudover var korrekt.
Kilde: DR og Dansk Ride Forbund
TV 2 har sendt Jonas Rasmussen optagelsen af bedøvelsen og givet ham mulighed for at se den igennem.
Jonas Rasmussen fortæller, at han ikke er klar over, at personer, der ikke er dyrlægeuddannede, giver injektioner til heste på Helgstrand Dressage.
- Det er ikke noget, der skal forekomme, siger han over telefonen.
Jonas Rasmussen siger også, at han ikke ved, hvor medicinen kommer fra.
Dyrlægen lukkede hurtigt ned for flere spørgsmål og har ikke ønsket at svare på, hvad han tror, sprøjten kunne indeholde.
- Alvorligt, siger Helgstrand
TV 2 har også spurgt ejer og direktør Andreas Helgstrand, hvad sprøjten kunne indeholde, hvor bedøvelsesmedicinen kommer fra, og hvor ofte den slags indsprøjtninger er blevet foretaget på Helgstrand Dressage, uden at dyrlæger er involveret.
Det har han ikke svaret på. Men efter at have set TV 2s optagelse, er han vendt tilbage med en skriftlig kommentar, hvor han konstaterer, at det, han ser, er “alvorligt”.
- Det, vi ser på klippet, er alvorligt. Vi skal naturligvis overholde alle krav til ordinering og brug af medicin til heste, og det gælder også i dette tilfælde, skriver han.
Andreas Helgstrand tilføjer videre, at han ikke ønsker at uddybe de ansættelsesmæssige konsekvenser i medierne, men at virksomheden vil tage sagen op med den pågældende og undersøge forløbet til bunds.
- Herudover kommer vi naturligvis til at stille os fuldt til rådighed for de ansvarlige myndigheder, så vi sammen kan få undersøgt sagen, skriver han.
Han skriver yderligere, at det er normalt at en hest bliver urolig under klipning og kan være “til fare for sig selv og sine omgivelser”, og at de derfor bruger næsebremsen “kortvarigt”.
- Her er det naturligvis vores ansvar at sikre, at den ikke bliver brugt i for lang tid af gangen.
TV 2 har også kontaktet den pågældende afdeldingsleder hos Helgstrand Dressage, som giver hesten injektionen. Han har ikke ønsket at fortælle, hvad der var i sprøjten eller svare på andre spørgsmål overfor TV 2.