Pensions-udspil: Forstå regeringens nye plan for 'Arne'-pension
Foto: Arkivfoto.
Pensionsudspillet præsenteres senere i dag klokken 13 og er et højt profilerer projekt for statsminister Mette Frederiksen.
Regeringen lægger op til en såkaldt trappemodel, hvor man optjener ret til tidlig pension, baseret på hvor længe man har været på arbejdsmarkedet.
Det skal være muligt at gå tidligere på pension og få omkring 13.500 kroner før skat, hvis man har været længe på arbejdsmarkedet.
Det er en del af regeringens udspil til en model for tidlig pension, som vil blive præsenteret tirsdag.
Det erfarer TV 2, som har talt med flere kilder, der har et detaljeret kendskab til indholdet af udspillet.
42, 43 eller 44 år giver ret til tidligere pension
Ifølge TV 2's oplysninger lægger regeringen op til en såkaldt trappemodel, hvor man optjener ret til tidlig pension, baseret på hvor længe man har været på arbejdsmarkedet
Optjeningsperioden opgøres, når man er 61 år. Hvis man indtil da har været på arbejdsmarkedet i 42 år, kan man gå på pension et år tidligere end folkepensionsalderen.
Har man været på arbejdsmarkedet i 43 år, kan man gå to år tidligere, og har man 44 års anciennitet, kan man gå tre år før.
Her er indholdet af regeringens forslag til en model:
Trappemodel: 42 år på arbejdsmarkedet = gå på pension et år før folkepensionsalderen. 43 år på arbejdsmarkedet = to år før. 44 år på arbejdsmarkedet = tre år før.
Ancienniteten bliver opgjort, når man er 61 år. Barsel og dagpenge tæller med som en del af optjeningsperioden.
Ydelsen vil ligge på omkring 13.500 kroner før skat.
Loft over pensionsformue: Hvis man har mere end to millioner kroner i pensionsopsparing, har man ikke ret til tidligere pension og den fulde ydelse.
Barsel og dagpenge skal tælle med i optjeningsperioden, og regeringen lægger ifølge TV 2's oplysninger også op til, at deltidsarbejde på et vis antal timer skal tælle med. Det præcise timetal er fortsat uklart.
Loft over pensionsformue
Regeringen lægger også op til, at der skal være et loft over, hvor stor en pensionsformue, man må have, for at få mulighed for at gå på tidligere pension og få den fulde ydelse.
Ifølge TV 2's oplysninger skal loftet ligge på i omegnen af to millioner, og hvis man har mere end det i pensionsopsparing, er det ikke muligt at få den tidligere pension.
Statsminister Mette Frederiksen (S) og tre ministre fremlægger den samlede pensionsplan på Danish Crown-slagteriet i Horsens tirsdag klokken 13. Derefter skal regeringen forhandle med Folketingets øvrige partier.
Arbejdsmarkedsforsker: Nogle vil blive skuffede
Ifølge Arbejdsmarkedsforsker ved Roskilde Universitet Bent Greve er der en del af ordningen, som den ser ud nu, der formentlig vil gøre, at mange ikke nødvendigvis vil finde den særligt attraktiv.
- Beløbet på denne ordning er cirka 5-5500 kroner mindre, end dem der vil søge seniorpensionsordningen kan få. Det betyder, at nogle formentlig vil spekulere i, om de kan få en seniorpension i stedet for denne ved at søge om det, fordi man så kan få en højere ydelse, siger han til TV 2.
Han tilføjer, at dem der har en pensionsformue på mere end cirka to millioner kroner ikke kan søge den nye ordning.
Bent Greve vurderer, at det vil betyde, at der vil være yderligere omkring 20 procent, der ikke vil være berettiget til ordningen.
- Så på den ene side vil den hjælpe nogle, og på den anden side tror jeg, at der er nogle, der vil blive skuffede over, hvor mange der ikke vil være omfattet af ordningen, siger han.