Nordjysk Tour de France-håb holder sig fra nyheder og sociale medier
Foto: Daniel Cole/AP/Ritzau Scanpix
Den danske cykelrytter Jonas Vingegaard fra Thy ligger lige nu nummer fire i det samlede Tour de France-klassement.
Stor succes og meget opmærksomhed går ofte hånd i hånd i sportsverdenen.
Det kan den danske cykelrytter Jonas Vingegaard fra Thy formentlig skrive under på.
Team Jumbo-Visma-rytteren gik ind til Tour de France som hjælper for holdets kaptajn og sejrshåb Primoz Roglic. Sloveneren måtte dog udgå med skader, og derfor er Jonas Vingegaard nu kørt i stilling som kaptajn.
Men selvom Vingegaard nu har fået en noget større rolle end forventet, vil han ikke lade det naturligt medfølgende pres fylde for meget.
- Jeg prøver mest af alt ikke at tænke på det. Jeg læser ikke nyheder af samme årsag, for jeg ved, at danskerne får for mange forventninger til mig. Jeg ved, det er bedre for mig ikke at læse det, siger Jonas Vingegaard.
- Når jeg læser, at nogen tænker, jeg kan køre på podiet, eller at jeg kan lave et godt resultat, kan det være, det gør noget ved mig mentalt. Jeg gider ikke tage den chance. Jeg har fra mig selv lært, at det er bedre at lade være og bare fokusere på mit løb og på at gøre det bedste hver dag. Sociale medier og sådan noget holder jeg mig fra.
Holdet lægger ikke noget pres
Mens den 24-årige dansker tager succesen og de store forventninger med en vis portion ro, gør holdet det samme.
- Vi tager det stille og roligt på holdet. Hvis jeg laver et resultat, er det sådan, det er. Hvis ikke, er det sådan dét er. Vi forventer ikke noget, siger Vingegaard.
Selvom Jumbo-Visma-holdet ikke forventer lutter gode præstationer fra ham, giver hans nye position ham langt bedre mulighed for at lave et godt resultat.
Som kaptajn vil han nemlig være godt 'pakket ind' af holdkammeraterne, der vil gøre meget for at hjælpe danskeren godt igennem løbet.
- Jeg får støtte fra holdet nu. De vil stadig få lidt frihed, men jeg får masser støtte. De står 100 procent bag mig.
- Vi prøver at give det et skud og tager det dag for dag. Vi ved ikke, hvordan jeg har det i den tredje uge af løbet, så vi prøver at spare så meget som muligt. Jeg skal ikke ud på nogle lange togter eller store angreb. Lige nu prøver jeg bare at følge mig, og har man en god dag, vil man selvfølgelig prøve at tage noget tid på de andre, siger Vingegaard.
Ærgerlig over at miste kaptajn
Danskerens nye rolle er selvfølgelig en stor chance for at vise sig frem på den allerstørste cykel-scene, men det kommer også på en trist baggrund.
Den tidligere holdkaptajn og favorit til den samlede Tour-sejr måtte som sagt forlade løbet som følge af sine skader efter et styrt. Derfor er det også med blandende følelser, Vingegaard tager kaptajn-kappen på.
- Det er et af verdens største cykelhold. På den ene side er det fedt, at jeg får chancen, men på den anden side har vi også mistet vores kaptajn. Det er jo megaærgerligt, for jeg tror virkelig, han kunne have kørt med om sejren, siger danskeren.