Dansk komet er nu blandt favoritterne: - Har aldrig været i bedre form
Foto: Claus Bonnerup / Ritzau Scanpix
Danske Jonas Vingegaard fra Thy er ifølge flere bookmakere den fjerdestørste favorit til at vinde Tour de France efter holdkammeraten Primoz Roglics skader.
Jonas Vingegaards tid som hjælperytter er slut.
Så klar var meldingen fra TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen efter fredagens etape, hvor Vingegaards normale kaptajn, Primoz Roglic, tabte flere minutter i klassementet.
Roglic, der er hårdt mærket af sine skader fra et styrt tidligere i løbet, er nu hele ni minutter efter den gule trøje, og klassementet er derfor ikke længere et realistisk mål for stjernerytteren.
Men det er det måske for danske Jonas Vingegaard, der nu i højere grad får frie tøjler til at køre sin egen chance.
I hvert fald hvis man kigger på flere bookmakeres odds på årets Tour de France-vinder. Her er den unge dansker nu den fjerdestørste favorit til at vinde løbet.
Mens bookmakerne øjner danskeren gode chancer for en stærk placering i klassementet, tager Vingegaard det dog - indtil videre - stille og roligt:
- Vi finder ud af, om jeg kan køre op med de bedste. Jeg tror aldrig, jeg har været i bedre form, men det er jo stadig tre uger. Det er en chance, der kommer, men vi havde også talt om inden, at vi skulle prøve at holde mig til i klassementet. Indtil nu har jeg kæmpet hver dag for at holde sammen med Primoz. Nu er der kommet en chance, og så må vi se, hvad det kan blive, siger Jonas Vingegaard til TV 2 SPORT.
- Men jeg kommer til at gøre mit bedste hver dag. Der er ikke noget pres fra holdet, men jeg får lov at prøve, og så vil jeg gøre mit bedste hver dag.
Odds på Vingegaard som Tour de France-vinder:
Danske Spil: 15,00
Bet365: 17,00
Unibet: 17,00
NordicBet: 20,00
Dansk kollega tror på Vingegaard
Vingegaards holdkammerat Wout van Aert, der lige nu ligger nummer et i løbet, og er også en mulighed i klassementet, men han har selv givet udtryk for, at han 'slet ikke' er klar til at køre klassement.
Spørger man danske Søren Kragh Andersen (Team DSM) om, hvem Jumbo-Visma skal køre for efter Primoz Roglics styrt, er svaret klart:
- Jeg tror, at de får en anden kaptajn i Vingegaard nu. Havde de ikke haft ham, skulle de ændre taktik. Jeg tror, de giver Vingegaard støtte og tror på ham. Det skal de, siger Søren Kragh Andersen til TV 2 SPORT.
- Manden har super ben. De skal støtte ham. Han er så god, at der ikke er andre muligheder.
Lørdag venter 8. etape i årets Tour de France, og den er særdeles bjergrig. Se bare HER.