Nordjylland hårdest ramt: Dobbelt skybrud og over 10.000 lyn over Danmark - kraftige tordenbyger fortsætter
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Der er risiko for små tornadoer og dobbelt skybrud i løbet af dagen. Arkiv.
Hele lørdagen kan der komme kraftige regn- og tordenbyger med skybrud.
Siden fredag aften har talrige regn- og tordenbyger bevæget sig op over Danmark fra syd.
Flere af bygerne har været særdeles kraftige og har givet skybrud. Det kraftigste ramte Frejlev ved Aalborg natten til lørdag, hvor der på 30 minutter faldt hele 32 millimeter regn.
Det er mere end det dobbelte af skybrudskriteriet - som lyder på 15 millimeter på en halv time.
Samlet set er det også i Frejlev, at der er faldet mest regn i løbet af de seneste 24 timer med i alt 47,6 millimeter.
Fredag aften blev man også ramt af skybrud i Nørre Bjert ved Kolding. Her registrerede DMI's nedbørsmåler i alt 46,6 millimeter, hvoraf 22,6 millimeter faldt på 30 minutter.
Derudover har der også været skybrud i Aabenraa.
Over 10.000 lyn og risiko for små tornadoer - varsel er ude
Bygerne, der trækker op over Danmark, har også været med heftig lynaktivitet. Således er der siden fredag aften registreret godt 10.500 lynudladninger over dansk område, og har man været vågen, har mange sikkert oplevet et veritabelt lysshow på himlen i nattens løb.
Hele resten af lørdagen kan der komme kraftige regn- og tordenbyger, men det er overordentligt svært at præcisere præcist, hvor de bliver mest kraftige.
Der er dog en tendens til, at de bliver mest organiserede centralt gennem landet i eftermiddagstimerne - i en linje fra Vest- og Midtjylland videre mod øst til Nordvest- og Nordsjælland.
Her kan man igen risikere både skybrud og torden, og der er sågar risiko for små tornadoer, som kan dannes i forbindelse med bygerne. Det er dog vigtigt at understrege, at det er meget lokalt, og at de på ingen måde vil opnå samme styrke, som dem man blandt andet kan iagttage i USA.
Siden fredag morgen har TV 2 Vejret varslet for risikoen for skybrud, og varslet gælder til og med midnat natten til søndag.
Årsagen til de kraftige byger skyldes et lavtryk, der ligger nær Danmark, og som sender ustabil luft op over landet fra syd og sydvest.