Nedslående prognose - søndag bliver sidste sommerdag i lang tid
Foto: Henning Bagger (Ritzau/Scanpix)
Køligt vejr vil præge resten af juli, viser langtidsprognoser. Men først venter en søndag med flot vejr i store dele af landet.
Snart kan badedyr, liggestole og parasoller pakkes væk. Efter en weekend med sol og sommer bliver det igen køligere.
Den kommende uge styrtdykker temperaturerne til mellem 15 og 20 grader, og luften kommer fra nordvest, som er "det kolde hjørne”, forklarer TV 2s meteorolog Jens Ringgård.
- Vejrmæssigt kan vi se frem til, at resten af juli vil være koldere end normalt, siger Jens Ringgård.
Ovenstående grafik viser en samling af prognoser fra det amerikanske regnecenter GFS. Tallene er temperaturer målt halvanden kilometer over jordoverfladen, fordi daglig variation og afhængighed af vindretning bliver mindre højere oppe.
Den røde linje viser, at temperaturerne vil dykke efter søndag og give anledning til, at man trækker i varmere tøj.
Sådan vil det fortsætte ugen ud, og herefter vil det med al sandsynlighed blive varmere - dog uden at være prangende.
- Prognosernes usikkerhed vokser med tiden, og man kan håbe på sommerdage sidst på måneden, men sandsynligheden for, at de udebliver, er meget større. Vi må antageligt nøjes med to sommerdage her i juli - i dag lørdag og i morgen søndag, siger Jens Ringgård.
Nordvestenvinden er kold
Det er kølig vind, som er skyld i, at vi skal pakke sommergrejet sammen.
- Der vil komme vind fra nordvest, som bærer kulde med sig. Det er også vinden, der medfører, at temperaturerne stort set holder sig under 20 grader i hele næste uge, siger Jens Ringgård.
- Hvis luften står nogenlunde stille, så vil solen kunne varme Danmark op til over 20 grader, men nordvestenvinden bringer hele tiden ny kold luft til landet, siger han.
August
Vejret i august ligger stadig så langt ude i fremtiden, at det ikke er til at spå om.
Jens Ringgård vurderer dog, at selvom juli ender i den kolde ende af sommervejrskalaen, så kan vejret let arte sig og blive smukt og solrigt.