Minksagen kulminerer i dag med tre redegørelser
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Redegørelserne kan blive afgørende for, om fødevareministeren må gå af, og om sagen også vil forfølge statsministeren, vurderer politisk analytiker.
Regeringen vil i dag give svar på de mange spørgsmål, der kan afgøre fødevareminister Mogens Jensens (S) skæbne.
Ifølge TV 2s oplysninger kommer regeringen med en redegørelse i tre forskellige spor om sagen om aflivning af mink.
- Der er ufatteligt mange ubesvarede spørgsmål, som vi håber at få svar på i dag. Det bliver kulminationen på et forløb, der nu har udviklet sig til den største krise, som regeringen har stået i i den her valgperiode, siger TV 2s politiske analytiker, Hans Redder.
Redegørelserne kommer, efter regeringen i begyndelsen af november udstak en ordre om at aflive alle landets mink, som efterfølgende viste sig at være ulovlig.
De tre spor
Lovbruddet: Det ene spor i regeringens redegørelse vil dreje sig om den manglende lovhjemmel, da regeringen beordrede alle mink aflivet. Her vil det blive centralt, hvornår regeringen fandt ud af, at det var ulovligt, og hvordan den reagerede på den viden.
Advarsler om virusmutationer: Det andet spor vil kortlægge forløbet forud for den ulovlige ordre. Særligt Enhedslisten har kritiseret, at ministeren ikke reagerede hurtigt nok på sundhedsmyndighedernes advarsler om risikoen ved virusmutationer i danske mink.
Minksmitte: Det tredje spor vil være en sundhedsmæssig redegørelse for konsekvenserne af minksmitte og den såkaldte cluster 5-mutation.
Spor to kan blive afgørende
Skandalen har fået oppositionen til at kræve fødevareminister Mogens Jensens afgang. Enhedslisten og de radikale mener, at det ser "sort" og "svært" ud for Mogens Jensen at fortsætte som minister, men støttepartierne afventer regeringens forklaringer i sagen, før de tager endeligt stilling.
Særligt redegørelsen om den manglende lovhjemmel bliver central, vurderer TV 2s politiske analytiker, Hans Redder.
I det spor mangler der blandt andet svar på, om regeringen bevidst udstak en ulovlig ordre, hvornår den opdagede, at det var ulovligt, og hvad regeringen gjorde for at få stoppet de ulovlige aflivninger.
Men redegørelsen om forløbet op til, og om ministeren reagerede for sent på advarsler om minkmutationer, kan også blive afgørende for, om Mogens Jensen kan beholde sin ministertaburet.
- Støttepartierne kommer ikke kun til at have fokus på den del, der handler om manglende lovhjemmel. For Enhedslisten og SF er det mindst lige så afgørende, hvorfor Mogens Jensen og myndighederne ikke tidligere på året har gjort mere for at forhindre minkmutationerne, siger Hans Redder.
Statsministerens rolle bliver også central
Ud over fødevareministerens ageren bliver det også centralt at få svar på statsminister Mette Frederiksens (S) rolle i sagen.
- Et afgørende spørgsmål bliver jo også, om det her bliver begyndelsen på, om Mette Frederiksen kan begynde at lægge sagen bag sig, eller om den vil rejse endnu flere spørgsmål og forfølge hende i lang tid fremover, siger Hans Redder.
Redegørelserne ventes at blive offentliggjort i løbet af onsdagen. Tidspunktet er endnu uklart.