Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Mink tabt på motorvej var smittet med coronavirus - og de udgør en risiko, erkender myndighederne nu

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Der er risiko for, at virus kan have spredt sig til andre dyr, siger britisk ekspert.

Stik mod tidligere udmeldinger fra Fødevarestyrelsen er der risiko for at smitte med coronavirus kan blive spredt fra døde og smittede mink. Det oplyser Fødevarestyrelsen til TV 2 i en mail.

Samtidig bekræfter Nordjyllands Politi mandag overfor TV 2, at de døde mink, som lørdag i forrige weekend blev tabt over en cirka 48 kilometer lang strækning fra Haverslev til Randers S kom fra en farm, hvor der var konstateret coronavirus.

Dermed kan dyrene have udgjort en smitterisiko for både mennesker og andre dyr, der kan have nået at have været i kontakt med de døde mink, inden de efter en periode på over fire timer igen var samlet op af personale fra Vejdirektoratet.

Aflivede smittede mink bliver oversprøjtet med væske

I en mail oplyser Fødevarestyrelsen, at:

- Døde mink udgør en mindre risiko for smitte med covid-19 end levende mink, fordi de ikke spreder virus via vejrtrækningen. Men de udgør stadig en risiko, fordi der kan være levende virus i pelsen.

Derfor er der ifølge Fødevarestyrelsen krav om, at aflivede smittede mink skal oversprøjtes med desinfektionsvæske inden transport.

Samtidig oplyser styrelsen, at der er en risiko for at smitte fra døde smittede mink kan ske ved direkte berøring af dyret og derefter overførsel til mund, næse eller øjne.

Det står i skarp kontrast til det, som Veterinær Nord under Fødevarestyrelsen 7. november oplyste til TV 2 Østjylland. Her lød det nemlig, at der ikke var nogen grund til at frygte de tabte mink.

- Der er ingen risiko. En død mink er ikke farlig i forhold til corona. Det er udåndingsluften, der er farlig i den her forbindelse, og det er der ikke noget af, når de er døde, lød det.

Vejdirektoratet stod for opsamling af døde mink

Det var Vejdirektoratet, der stod for opsamlingen af de døde dyr. Vagtcentralen har til TV 2 oplyst, at man fik meldingen om de døde mink på E45 klokken 21.14 fra Østjyllands Politi.

- De er kørt stille og roligt fremad og har samlet de døde dyr op. Da de var færdige på motorvejen, fortsatte de et stykke tid på kommunevej. De var færdige klokken 01.30, oplyste Vejdirektoratet mandag i sidste uge.

  Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Til TV 2 oplyser den britiske ekspert, Joanne Santini, der som forsker ved University College London i Storbritannien følger smitte blandt mink tæt, at situationen "bare bliver værre og værre."

- Det er chokerende. Hvis dyrene netop er blevet aflivet, så er der selvfølgelig en risiko for, at virus kan blive spredt til andre dyr. Det afhænger af, hvilket dyr der er tale om, men hvis den spreder sig til vilde dyr, kan situationen ikke kontrolleres, siger hun.

TV 2 har siden 11. november forsøgt at få Fødevarestyrelsens svar på, hvornår de smittede mink blev aflivet, og om de inden transport var blevet oversprøjtet med desinfektionsmiddel.

Styrelsen henviste først til Nordjyllands Politi, der har sendt spørgsmålet tilbage til Fødevarestyrelsen, da det er "deres ansvarsområde," lyder det i en mail fra Nordjyllands Politi til TV 2. Mandag oplyser Fødevarestyrelsen, i en mail, at:

- Fødevarestyrelsen har ikke fået oplysninger fra politiet eller andre myndigheder om transporten.

Derfor ved styrelsen ikke, hvornår de pågældende mink er blevet aflivet, eller om de er blevet oversprøjtet med desinfektionsmiddel inden transporten.

Hvorvidt mennesker er blevet smittet i forbindelse med, at de mange mink blev tabt på motorvejen, er uvist. På billeder fra oprydningsarbejdet kan man se, at personale fra Falck er iført mundbind, beskyttelsesdragt og handsker. De har dog ikke fuld beskyttelsesdragt på, sådan som personale, der har aflivet mink på de smittede farme, har været iført.

Fluer og måger bliver undersøgt

Forskeren har længe advaret om, at mink kan fungere som vært for smitte til mennesker og andre dyr.

Joanne Santini er en af dem, og hun fremhæver, at blandt andet ræve er i risiko for at blive smittet.

- Ingen fugle har endnu vist sig at være blevet smittet, men der er nogle, der er i risiko, siger hun.

Ifølge Fødevarestyrelsen er en prøve fra foden af en måge blevet testet positiv for SARS-CoV-2, og flere måger skal nu undersøges, fordi det i flere tilfælde er uvist, hvordan smitten med coronavirus er spredt fra farm til farm.

Også fluer bliver undersøgt for coronasmitte.

Derudover oplyser styrelsen på sin hjemmeside, at også mårhunde og kaniner er i risiko for at blive smittet, mens det ifølge styrelsen er usandsynligt, at ræve kan blive smittet. Det er Joanne Santini uenig i.

- Hunde er blevet smittet, så sammen med computermodeller og -data - som alle viser, at ræve kan blive smittet - er det meget sandsynligt, at de kan blive smittet. Selvfølgelig ved vi ikke med sikkerhed, om vilde ræve er blevet smittet endnu, men hvordan skulle vi også kunne finde ud af det, siger hun.

Tirsdag i sidste uge blev der også på en lang strækning på en hovedvej i Sydjylland tabt tusindvis af mink. Minkene var ikke fra en farm, hvor der var konstateret smitte.


Foto: Hotel Aahøj

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det er for gæsternes skyld, at der nu er regler.

Kamilla Vinter Hoffmann har valgt en ny retning for sit hotel i Sæby. Men hun er lidt spændt på, hvordan det mon bliver modtaget.

Hun har nemlig besluttet, at Hotel Aahøj fra nu af indfører nøgen-fredag i hotellets sauna retreat. Det betyder, at man er nøgen i saunaen, nøgen under koldtvands spanden, og nøgen, når man bader i åen.

- Det bliver spændende at se, om det her tiltag åbner for en hel ny målgruppe. For på den her måde åbner jeg for det tyske marked, for ingen tyskere benytter en sauna med badetøj, siger hotelindehaveren.

Men det er dog ikke for tyskernes skyld, at hun har valgt at indføre dagen.

Kamilla Vinther Hoffmann er ikke bleg for selv at hoppe i åen, selvom det er vinter. Foto: Hotel Aahøj

Nøgne mennesker i baren

Hun har valgt at indføre dagen, fordi der blandt gæster har været forvirring omkring, hvorvidt man skulle have badetøj på eller ej. Nogle har gjort det ene og andre andet.

- Jeg havde en gruppe, som havde booket hele hotellet. Alle kom ind i restauranten helt nøgne for at bestille en drink, de kunne få med ind i saunaen, fortæller Kamilla Vinter Hoffmann.

Hun skulle lige tænke over, hvor hun skulle kigge hen, da hun lavede drinks til de nøgne gæster. Men episoden gav anledning til eftertanke - og ændringer i den måde, hun driver hotellet på, når det ikke er hele hotellet, der er booket.

- Jeg kan jo ikke have halvdelen af gæsterne til at rende rundt nøgne, og den anden halvdel til at rynke på næsen. Og jeg skal ikke lave regler om, at folk skal have badetøj på for min skyld, så jeg tror, det er en god idé, at der er regler for det, mener hun.

Den eneste regel, der er i saunaen, er, at man skal sidde på et håndklæde for at passe på saunaen.

Hvis det bliver en succes, og gæsterne tager godt imod det nye tiltag, regner hun med også at indføre nøgen-tirsdag.

Hotel Aahøj

Hotel Aahøj er et mindre hotel med 10 dobbeltværelser og en luksuslejlighed. Når der er fyldt op, kan hotellet rumme 26 gæster.

Saunaen er en tønde, der kan rumme 8-10 gæster.

Har man booket overnatning, får man udleveret badekåbe, håndklæde og slippers - og er man på hotellet en fredag men ønsker ikke at være nøgen, kan man blot benytte området lørdag i stedet for.


Vindstød af orkanstyrke skræmmer ikke: - Vi er vant til blæst

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det kan være en god idé at sikre sin julepynt inden aftenens blæsevejr.

I landets nordligste kommuner har TV 2 Vejret udsendt et varsel om vindstød af orkanstyrke fra klokken 21 søndag aften og frem til mandag morgen klokken 6.

Det er det absolut højeste trin på Beaufortskalen, der inddeler vindens hastigheder i 12 trin. Orkan er det højeste med vind på 32 meter i sekundet. Det svarer til 117 kilometer i timen. Når det blæser så meget, kan det forårsage skader på bygninger.

Dagens varsling er dog ikke noget, der har givet anledning til at panderynker hos Nordjyllands Beredskab.

- Vi gør ikke noget særligt, vi følger blot situationen. For vi er vant til, at det blæser heroppe, og nordjyderne er gode til at sikre alt fra trampoliner til julepynt, lyder det fra Diana Sørensen, der er direktør ved Nordjyllands Beredskab.

Julepynten sat fast med wirer

De vilde vindstød kommer på et tidspunkt, hvor gaderne i byerne er fyldt op med ting og sager, der skal sikre den gode stemning. For eksempel den lysende julepynt, som man finder i mange handelsbyer.

Og derfor giver blæsten da også handelschefen i Frederikshavn, Dan Kobberup, grund til at holde ekstra øje med de mange lys.

- Det er sat op efter alle kunstens regler af fagfolk, og de store ting er sat fast med wirer, forklarer han.

Så du er ikke nervøs for vindstød af orkanstyrke?

- Jo, det er jo ikke lige det, vi ønsker i december. Så hellere sne og frost, siger han.

Vejrforholdene betyder desuden også, at flere færgeafgange til og fra Hirtshals er aflyst. Det er også netop ud for Hirtshals og Skagen, at bølgerne bliver højest. Ifølge DMI bliver det fem til otte meters bølger, når det er værst. Som det fremgår af billedet herunder, er det primært langs vestkysten, at der kommer høje bølger.

Foto: DMI

Dertil kommer det, at vejret giver en øget vandstand langs veskysten både i Nordjylland og på Læsø. Omkring klokken 5 mandag morgen, kan den ifølge DMI's radar være forhøjet med op til 120 centimeter.

En lille formaning

Selvom Diana Sørensen er glad for, at nordjyderne oftest er gode til at sikre deres hjem inden blæsevejr, vil hun alligevel gerne komme med en opfordring til borgere i Hjørring og Frederikshavn Kommune inden søndag aften:

- Gå lige en tur i haven og se efter, om alt kan tåle vejret. Tjek, om der er en stor gren, der kan falde ned og ødelægge dit eller naboens skur eller drivhus, siger hun og tilføjer:

- Og har man julepynt hængt op udenfor, så tjek, at det sidder godt fast og ikke kan rive noget med ned.


Den travleste tid: Det vælter ind med kunder hos Jesper

Foto: Jenifer Daniela Laursen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Denne weekend er en af de største for juletræssælgeren. Næste weekend er lidt af en joker.

Weekenden bliver for mange brugt på at slappe af og ordne de praktiske ting i hjemmet, inden en ny uge begynder. Men sådan er det ikke hos Jesper Tøttrup på Mellemgård.

Han har rygende travlt denne weekend. For han sælger juletræer, og det er netop denne weekend, at forventer at handle allermest.

- Lørdag solgte jeg 120 træer, og normalt er det sådan, at lørdag er en indikation på, hvordan søndagen bliver. Søndag er altid større og de seneste år har jeg solgt det dobbelte om søndagen, siger Jesper Tøttrup, mens han går rundt i plantagen.

Da TV2 Nord fanger ham på telefon søndag formiddag, er der allerede fyldt med folk, der er ude for at finde det perfekte juletræ.

Foto: Jenifer Daniela Laursen / TV2 Nord

Usikker på udfaldet af næste weekend

Juletræssælgeren havde egentlig frygtet at søndagens dårlige vejr, ville skræmme kunderne væk, men det er der altså intet, der tyder på. Der er også nok at lave for børnefamilierne - for foruden at fælde juletræer, er der en lille butik med julepynt og dekorationer, et krearum til børn og selvfølgelig mulighed for at spise æbleskiver og drikke varm kakao.

- Vi tager en god pris for vores træer, men vi går også op i, at vi giver folk en god oplevelse, siger han.

Prisen for et af hans juletræer er 170 kroner per meter, det bliver altså typisk 330-340 kroner for et træ. Og han sælger både Normannsgran, rødgran og Nobelis.

Det er netop nu - i de to sidste weekender inden jul, at han plejer at sælge mest.

Alligevel er han en smule usikker på næste weekend.

- Det er så tæt op ad jul, så jeg ved ikke helt, hvad jeg skal forvente. Men jeg har hørt de andre juletræsproducenter ad og flere af dem forventer en stor weekend alligevel, forklarer han.

Over hele sæsonen sælger han mellem 1200-1500 træer. Indtil videre sælger han hvert år flere træer end det forrige.


Patienter skal vente i månedsvis på hjælp: - De har simpelthen så ondt

Foto: Jakob Fenger / TV MIDTVEST

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Patienter i Thy og på Mors med kroniske lidelser risikerer at skulle vente i månedsvis på at blive røntgenfotograferet eller scannet.

Ventetider på op mod fem måneder for en røntgenundersøgelse eller scanning er helt uacceptabelt.

Så kontant er udmeldingen fra Gigtforeningens direktør, Mette Bryde Lind, efter hun er blevet gjort bekendt med meget lange ventetider for foreningens 800 medlemmer i Thy og på Mors.

En stor del af dem er frustrerede over, at de må vente mange måneder, hvis de skal røntgenfotograferes eller scannes. Det fortæller kredsformand Lone Pedersen fra Koldby.

- I så lang en periode kan der ske en stor forværring af deres sygdom, hvis ikke de kommer hurtigt afsted, siger Lone Pedersen.

Ud af regionen

I stedet for undersøgelser på Aalborg Universitetshospital i Thisted bliver de gigtsyge henvist til blandt andet Skive og Holstebro. Dermed skal de køre ud af regionen.

- Jeg har kendskab til medlemmer, der bor i Hanstholm, og som siger nej til at køre til Skive eller Holstebro. De har simpelthen ikke kræfter til at sidde i en bus eller en bil, og må vente fem måneder på røntgen i Thisted, fortsætter Lone Pedersen.

Gigtpatienterne i Thy og Mors har mødt udfordringen over en længere periode, og det belaster i høj grad deres psyke, siger kredsformanden.

- Det betyder, at deres sociale liv går i stå. De kan ikke komme ud blandt andre mennesker, fordi de simpelthen har så ondt, samtidig med at de bliver kede af, at de ikke kan blive behandlet, siger hun.

Generelt er der på landsplan lange ventetider på røntgen og scanning. Men Region Nordjylland skiller sig ud, mener Gigtforeningens direktør, Mette Bryde Lind.

- Ventetider på en røntgenundersøgelse på op til et halvt år er jo bare starten af et behandlingsforløb. Det vil sige, at Region Nordjylland er langt, langt fra at overholde behandlingsgarantien. Og det er helt uacceptabelt set fra patientens perspektiv, siger direktøren.

Formanden for det ansvarlige politiske udvalg i den Region Nordjylland, Lina Hundebøll Jespersen fra Venstre, er også langt fra tilfreds med situationen.

- Selvom vi ved, at området er hårdt belastet, så ved vi godt, at borgerne i Thy og på Mors har langt til behandling, så det er vigtigt, at vi forfølger det her, siger udvalgsformanden.

Hvad kan I gøre politisk for at komme de frustrerede gigtpatienter i møde?

- Vi kan blive ved med at sætte fokus på det og forfølge, at ventetiderne bliver sat ned, siger Lena Hundebøll Jespersen.

Ikke begejstret 

Et andet regionsrådsmedlem, Anny Winther fra Venstre, er heller ikke begejstret for de dystre tal.

- Jeg synes, der er noget vi skal have hanket op i. Derfor vil jeg stille spørgsmål til regionsrådet, så vi kan få opklaret, hvad der er årsagen til de lange ventelister, siger hun til TV MIDTVEST.

Og kredsformanden for Gigtforeningen Thy-Mors synes kun det kan gå for langsomt med at få de månedlange ventelister bragt ned.

- Det kan føre til en menneskelig tragedie, at man ikke bliver behandlet indenfor den tid, det skal være, siger Lone Pedersen.


Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

AaB’s Kasper Jørgensen har aldrig lagt skjul på, at han hader at spille kamp på kunstgræsbaner.

Især på Silkeborgs kunstgræsbane, som går for at være den 'hurtigste' i Danmark.

Og efter AaB’s 1-1 kamp på selvsamme bane tilbage i oktober måned sagde samme Kasper Jørgensen lige efter kampen, at 'det er noget lort at spille på'.

Men Kasper Jørgensen må dog finde sig i lige nu at træne på AaBs nyanlagte kunstgræsbane på anlægget i Øster Uttrup, da græsbanerne er lukket ned for i år - men det er han helt indforstået med.

Og for en uge siden var Kasper Jørgensen og AaB tilbage på Danmarks hurtigste bane i Silkeborg, hvor de spillede 2-2 i den første af to kvartfinaler i dette års pokalturnering.

Mandag klokken 19.00 spilles returkampen på Aalborg Portland Parks grønsvær, og det glæder Kasper Jørgensen sig til. Først og fremmest, fordi kampen er på græs, og det, mener Kasper Jørgensen, er en klar fordel for AaB, fordi Silkeborg ikke kan få gang i deres hurtige kombinationsspil, som de er kendt for på kunstgræsbanen i Silkeborg. 

Brændte selv

På spørgsmålet om man helt burde forbyde at spille 3F superligakampe på kunstgræs, trækker Kasper Jørgensen på smilebåndet.

- Det skal jeg ikke kloge mig på, men jeg er klart mere til græs end kunst. 

Mandag gælder det en plads i semifinalen, hvor der skal findes en vinder.

Ultimativt kan kampen ende i en straffesparkskonkurrence, og derfor sluttede gårsdagens træning med intern straffesparks konkurrence, som træner Menno Van Dam bad os om ikke at filme.

Man skulle jo nødig afsløre, hvilke fem spillere der i givet fald skal sparke for hjemmeholdet.

Om det var kunstgræsbanens skyld, at netop Kasper Jørgensen misbrugte sit spark, da han til stor morskab for de øvrige spillere gled og sparkede bolden langt over målet, skal vi lade være usagt. 

Vinderen af mandagens kvartfinale går videre til en semifinale, som først spilles i 2025. Selve finalen spilles Kristi Himmelfartsdag 2025, og ikke i Parken på Nationalstadionet som man plejer. Den er i stedet henlagt til Brøndby Stadion.

Mandagens kamp kan ses direkte på Viaplay.