Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Mens systemet kendte til lovproblemer: Statsministeren ringede selv og bad os fortsætte aflivninger, siger minkformand

Foto: TV 2 / Grafik

Lørdag den 7. november fik minkavlerformand Tage Pedersen et opkald fra landets øverste chef, statsminister Mette Frederiksen (S). Tage Pedersen fortæller nu om indholdet af samtalen.

To opsigtsvækkende telefonsamtaler kaster nyt lys over, hvad der skete i dagene efter historisk mink-pressemøde. Alvorlig udvikling, siger ekspert.

Statsminister Mette Frederiksen (S) og forhenværende departementschef i Fødevareministeriet Henrik Studsgaard bliver nu ifølge eksperter viklet dybere ind i minkskandalen.

Mens departementschefen og flere andre i regeringens embedsværk vidste, at der var problemer med loven i forhold til at kræve alle mink aflivet, ringede statsministeren direkte til formanden for landets minkavlere og slog fast, at alle mink skal aflives.

Det står formanden for Dansk Pelsdyravlerforening, Tage Pedersen, frem og fortæller til TV 2.

- Mette Frederiksen ringer og siger, at regeringen står helt fast på, at alle mink skal aflives. Der er ikke nogen vej tilbage, fortæller Tage Pedersen.

Opkaldet fandt sted lørdag 7. november. Inden samtalen med statsministeren havde Tage Pedersen ringet til departementschef Henrik Studsgaard fra Fødevareministeriet og bedt om et klart svar på, om aflivningerne skulle fortsætte eller ej. Ifølge Tage Pedersen var det den samtale, der resulterede i, at Mette Frederiksen efterfølgende ringede ham op.

På det tidspunkt havde departementschefen vidst i flere dage, at der var problemer med lovgrundlaget, viser regeringens egen redegørelse over forløbet.

De nye oplysninger er problematiske for både statsministeren og departementschefen, vurderer professor i forfatningsret Frederik Waage fra Syddansk Universitet.

- Det er en meget alvorlig udvikling i sagen. Det bringer statsministeren lige ind i kernen af problemet, fordi hun helt ekstraordinært går ind og overtager sagen og ringer til minkavlerformanden. Der overtager hun ansvaret for det her, siger Frederik Waage.

- Og det belaster departementschefen yderligere, fordi han sidder med kendskab til problematikken uden at stoppe det, siger han.

Samtalen med departementschefen

Telefonsamtalerne fandt sted tre dage efter det historiske pressemøde, hvor regeringen havde beordret alle landets mink aflivet.

I dagene efter pressemødet kom minkavlerne i tvivl om, hvorvidt de skulle fortsætte med at aflive deres dyr eller ej, fordi eksperter havde sået tvivl om regeringens beslutning i medierne. Særligt udenlandske eksperter var langtfra lige så bekymrede over fundet af den nye virusmutation, cluster 5, som den danske regering.

- Det får mange avlere til at ringe til mig og spørge, hvad pokker vi er i gang med, og om jeg nu er sikker på, at vi ikke skal stoppe. Jeg kan jo ikke svare på det. Det er kun myndighederne, der kan svare på det, siger Tage Pedersen.

Derfor ringede Tage Pedersen lørdag 7. november om morgenen til Henrik Studsgaard, der på det tidspunkt var departementschef i Fødevareministeriet og i dag er departementschef i Miljøministeriet.

- Jeg ringer til ham og siger, at vi har et stort problem. Avlerne er simpelthen i tvivl, om det er det rigtige, vi gør, så det skal vi have afklaret med den øverste ledelse. Det lover han at tage fat i hurtigt, siger Tage Pedersen.

Ifølge Tage Pedersen gav departementschefen efterfølgende besked om, at statsministeren ville ringe ham op.

Statsministeren ringede med klar besked

Statsministeren ringede Tage Pedersen op lørdag 7. november om formiddagen, og de havde en længere diskussion om sagen, fortæller han.

- Jeg sagde til hende: Jeg ser to muligheder. Nummer et er, at vi stopper aflivningerne nu og får undersøgt, om det er det rigtige, vi gør. Nummer to er, at vi fortsætter, hvis hun er sikker på, at det er det rigtige, og hvis hun kunne gå ud at sige det klart. Ellers ville vi ikke fortsætte, fortæller han.

- Det svarede hun helt klart på: Der er ikke noget at gøre. Mink skal fjernes fra Danmark af hensyn til folkesundheden. Det står hun bag, og sådan er det, refererer Tage Pedersen.

Ingen nævnte lovproblemer

Under telefonsamtalerne lørdag 7. november sagde hverken departementschefen eller statsministeren, at der ikke var lovhjemmel til at aflive alle mink, eller at der var tvivl om lovgrundlaget, og ingen af dem forsøgte at bremse aflivningerne, fortæller Tage Pedersen.

- Nej, jeg hører første gang om manglende lovhjemmel om søndagen 8. november, siger Tage Pedersen.

På det tidspunkt var der elles udbredt viden i statsapparatet om, at der ikke var lovgrundlag til at kræve alle mink aflivet.

Departementschef Henrik Studsgaard havde selv deltaget i drøftelser om lovgrundlaget allerede onsdag 4. november om aftenen, altså tre dage før samtalen med minkavlerformanden. Det viser regeringens redegørelse over forløbet. Drøftelserne foregik med Fødevarestyrelsen, som vurderede, at der ikke var lovgrundlag til at aflive alle mink.

Efter drøftelserne konkluderede Fødevareministeriet samme aften i en mail til Justitsministeriet, at ministeriet var enig i Fødevarestyrelsens vurdering af, at ”der ikke er hjemmel til aflivning af alle mink”, står der i redegørelsen. Der står videre, at Fødevareministeriet fra torsdag 5. november gik i gang med et udkast til en ny hastelov, der skulle gøre det lovligt at kræve alle mink aflivet.

Statsminister Mette Frederiksen har oplyst, at hun først blev bekendt med, at der manglende lovhjemmel, søndag 8. november - dagen efter samtalen med minkavlerformanden.

Ifølge redegørelsen fik Statsministeriet dog allerede lørdag 7. november besked om, at Fødevareministeriet arbejdede på den nye hastelov, men ministeriet afviser at oplyse, om Statsministeriet var i besiddelse af den viden, inden statsministeren talte med minkavlerformanden.

Minkavlerformanden er vred over, at departementschefen ikke sagde til ham, at der var problemer med lovgrundlaget, og at hverken han eller statsministeren bremsede aflivningerne.

- Jeg har ikke ord for det. Det er voldsomt kritisabelt. Måske skulle han ikke selv sige det til mig, men han skal da sige det til nogen, der skal stoppe det, siger Tage Pedersen.

TV 2 har forsøgt at få svar på, om Henrik Studsgaard informerede Statsministeriet eller statsministeren om lovproblemerne, men både Henrik Studsgaard, statsministeren og Statsministeriet afviser at svare på det.

- Grov fejl, hvis departementschef ikke advarede

Det er først og fremmest problematisk, at departementschef Henrik Studsgaard ikke selv oplyste minkavlerformanden om, at der var lovproblemer, og at han ikke forsøgte at bremse aflivningerne, da de talte i telefon. Det vurderer professor Frederik Waage.

Men ifølge professoren åbner oplysningerne om telefonsamtalerne også for nye spørgsmål, som bør undersøges til bunds.

For det første er det centralt at finde ud af, om departementschefen forsøgte at advare statsministeren – eventuelt via Statsministeriet – om lovproblemerne, før hun talte med minkavlerformanden.

- Det er jo helt uholdbart, hvis departementschefen har bragt statsministeren ind i billedet her, og statsministeren ikke har fået at vide, at der mangler lovhjemmel. Det er en meget grov fejl, hvis statsministeren ikke får den oplysning, siger Frederik Waage.

Professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing mener også, at det skal undersøges, om departementschefen forsøgte at orientere statsministeren eller Statsministeriet om lovproblemerne.

- Der er endnu mere, der tyder på, at departementschefen har et problem, fordi han skulle jo have gjort opmærksom på det. Det er meget alvorligt, hvis han ikke gjorde det. Det er en af embedsmændenes vigtigste opgaver at understøtte deres politikere, hvis der er et problem i forhold til lovgrundlaget, siger Sten Bønsing.

Departementschef, statsminister og Statsministeriet afviser at kommentere

TV 2 har forsøgt at få et interview med departementschef Henrik Studsgaard, men han afviser at kommentere sagen og henviser til en redegørelse, der er lavet over forløbet.


TV 2 ville gerne have spurgt, om Henrik Studsgaard orienterede statsministeren og/eller Statsministeriet om lovproblemerne, og hvorfor han ikke oplyste minkavlerformanden om lovproblemerne eller forsøgte at bremse aflivningerne, når han kendte til lovproblemerne.


Statsminister Mette Frederiksen afviser også at stille op til interview eller kommentere sagen, og Statsministeriet afviser at svare på faktuelle spørgsmål. 


TV 2 har forsøgt at få svar på, om Henrik Studsgaard orienterede Statsministeriet og/eller statsministeren om lovproblemerne, og om Statsministeriet og/eller statsministeren kendte til den manglende lovhjemmel, eller at der var tvivl om lovgrundlaget, da Mette Frederiksen talte med minkavlerformanden.


Statsministeriet ”henviser til redegørelsen og har ikke yderligere at tilføje”.

Ekspert: Statsminister har problem

For det andet er det centralt at få svar på, om statsministeren vidste, at der ikke var hjemmel til at aflive alle mink eller tvivl om lovgrundlaget, da hun talte med minkavlerformanden, påpeger Frederik Waage.

- Statsministeren skal forklare, om hun virkelig ikke har fået at vide, at der mangler lovhjemmel, på det her tidspunkt. At hun selv taler med en brancheorganisations formand, viser jo, hvor tæt hun er på det her forløb, siger Frederik Waage.

Men selv hvis statsministeren ikke blev oplyst om lovproblemerne inden samtalen, har hun et problem, vurderer Frederik Waage.

- Det kan sagtens være, at hun er blevet fejlrådgivet, som nogle mener, at Mogens Jensen (forhenværende fødevareminister, red.) også blev. Men når statsministeren selv påtager sig rollen og ringer til minkavlerformanden i en situation, hvor han spørger lige netop til, om de skal stoppe aflivningerne, bringer det hende meget tæt på. Det bringer hende i en position, som er lige så svær at forklare, som det var for Mogens Jensen, der er gået af som minister, siger han.

Statsminister Mette Frederiksen (S), Statsministeriet og departementschef Henrik Studsgaard afviser at stille op til interview om sagen.


Foto: Anne Christensen, TV2 Nord

Prisen slår rekord - det bliver endnu mere dyrt end under energikrisen.

Torsdag når elprisen højere op end den var under energikrisen i 2022.

Prisen peaker mellem klokken 17.00 og 18.00, hvor prisen kommer til at ramme 6,98 øre/kWh - og det er uden afgift og moms. Når det lægges oven i bliver prisen omtrent 10 kroner mer kWh.

Så meget koster det

  • En omgang tørring i tumbleren: Cirka 46,53 kroner for en gennemsnitlig tumbler.

  • En times brug af ovnen: Cirka 25,85 kroner for en gennemsnitlig ovn.

  • En vask i en ikke alt for gammel vaskemaskine: Cirka 7,2 kroner.

  • En opvask i opvaskemaskinen: Cirka 9,8 kroner

Priserne i beregningen her er med afgift og moms, og kommer fra selskabet N1. Prisen bliver 10,34 når det er dyrest.

- Lige nu er der næsten ingen vind over Europa, samtidig er det både mørkt og koldt, og vi bruger derfor meget energi. Det er dog også vigtigt at sige, at vi ikke er samme sted som under energikrisen, det er en uheldig kombination af lav produktion af vedvarende energi og høj efterspørgsel i kortere perioder, som rammer os i disse dage, siger Mads Brøgger, der er direktør for Norlys’ energiforretning.

Ifølge Norlys har elprisen i snit været mindre end 50 øre per kWh, men siden august er den pris steget.

Prisen ser dog ud til at falde igen samtidig med, at der meldes om mildere temperaturer i vejret.

- Men får vi pludselig 14 dage i stræk med hård kulde, og der skal trækkes på de europæiske gaslagre, som ovenikøbet er mindre fyldte i år sammenlignet med sidste år, kan det selvfølgelig ændre sig, men som tingene ser ud nu, ser priserne ud til at falde de kommende uger, siger Mads Brøgger.


En ny købmand tror på projektet, og byen glæder sig over nu at have nok penge, til at redde købmanden.

Købmandsbutikken i Ravnkilde er reddet. Det er lykkes en lokal støttegruppe at samle over 800.000 kroner ind - og dermed har de nu sikret, at byens købmandsbutik kan genåbne.

- Det var en kæmpe, kæmpe, kæmpe god nyhed, lyder det begejstret fra Kirsten Baisgaard, der er formand for forsamlingshuset i Ravnkilde.

I slutningen af september måtte den daværende ejer opgive at drive købmandsbutikken.

Lige siden har borgergruppen Købmandsgruppen forsøgt at samle penge nok ind til, at de kunne genåbne købmandsbutikken.

Tror på butikkens overlevelse

Onsdag aften var der samlet 830.000 kroner, og dermed nok til, at butikken kan genopstå.

- Jamen, det er jo helt vildt. Det bliver hårdt, men også virkelig lærerigt og sjovt, er jeg sikker på, siger Lisa Norman, der er den kommende købmand i Ravnkilde.

Købmandsgruppen håber, at borgerne i byen er klar til at støtte butikken, når den åbner.

- Jeg håber og tror jo, at det er gået op for os alle sammen, at det ikke er nogen selvfølge, at vi har en købmand i byen, lyder det fra Kirsten Baisgaard.

Den kommende købmand er heller ikke i tvivl om, at butikken nok skal klare sig.

- Vi har lavet nogle analyser og fået Dagrofas hjælp til at lave nogle analyser omkring, om den her kan køre rundt i byen. Og det kan den. Så det er jeg slet ikke bekymret for, siger Lisa Norman.

”Købmandsgruppen” håber, at købmandsbutikken bliver klar til at genåbne til maj.


Overtog sin første frisørsalon som 24-årig: Nu har han overtaget sin tredje

Anders Blaabjerg på 25 år er indehaver af tre frisørsaloner i Jylland. Han overtog den første, da han stadig var elev. Det skulle medarbejderne lige vænne sig til.

Det tog et par søvnløse nætter, før Anders Blaabjerg blev overtalt til at skifte sit erhverv til frisør.

I en alder af 20 år kunne den unge mand skrive salgsassistent på CV'et med et job i Føtex. Der gik ikke lang tid, før flere af frisørerne i Thisted var efter den nyuddannede.

- Da Kristian Berthelsen (tidl. ejer af ZoombyZoom Thisted) tog fat i mig, var han den anden frisør. Så måtte jeg forsigtigt lukke den ene dør for at åbne døren som frisør, fortæller Anders Blaabjerg, der til daglig er chef for tre ZoombyZoom-saloner i Jylland.

Døren til frisørverdenen blev åbnet - og der gik ikke lang tid, før flere muligheder stod på dørtrinet.

- Det har altid været lidt en joke, at den skulle være min en dag. Og så kom muligheden, fortæller den 25-årige indehaver.

Anders Blaabjerg var ikke færdiguddannet, da han pludselig gik fra at være elev til chef på en juleferie. Det var et skifte, som både han og hans medarbejdere skulle finde sig til ro med.

- I starten skulle man lige vænne sig til det at have en chef, der er 25 år, når man selv er over, fortæller Maja Ravn Madsen, der har arbejdet som frisør i ZoombyZoom i Thisted i seks år.

Foto: Josephine Hartvig / TV MIDTVEST

Det var et 'match made in heaven', at Anders Blaabjerg valgte at gå frisørens vej. Derfor betyder det ikke så meget, at arbejdstimerne fylder det meste af dagen.

- Jeg har et drive uden lige. Så jeg ved ikke, hvem der stjæler mit ur, når klokken pludselig er 11 om aftenen, og jeg startede klokken otte om morgenen, fortæller den unge iværksætter med et smil.

Kunderne undrede sig heller ikke, da Anders Blaabjerg pludselig var chef.

- Han er stadig bare Anders. Jeg tror, det ligger naturligt til ham, for det var den mulighed, der bød sig, fortæller Hanne Fårup Rasmussen, der til daglig er fagligkonsulent i FOA og har haft Anders Blaabjerg som frisør, siden han startede som elev i forretningen i 2020.

Selvom den unge chef kun er 25 år, så generer alderen ham ikke spor.

- Jeg er lidt en gammel mand i en ung krop. Det tror jeg også, de andre vil sige her, griner Anders Blaabjerg.

Frisørsalonen i Fredericia er den sidst tilkomne i den begyndende perlerække, som Anders Blaabjerg har startet. Han overtog forretningen tilbage i maj, hvor det kun var få måneder siden, at han havde fået ansvaret for frisørsalonen i Aalborg. Derfor klapper den unge mand hesten og holder sig til sine tre nuværende forretninger.

- Aldrig sig aldrig selvfølgelig. Men der har været fart på det sidste stykke tid, så for nu er der ikke flere ting i støbeskeen, fortæller Anders Blaabjerg, mens han ordner håret på Hanne Fårup Rasmussen.


Lige ved og næsten: Aalborg snupper sejren til sidst

Alt blev afgjort i kampens døende minutter, da Aalborg Håndbold onsdag besejrede TMS Ringsted med 35-32.

Nogle hurtige og hasarderede beslutninger resulterede i, at gæsterne fra TMS Ringsted fik bragt sig hurtigt i front. 

Aalborg-spillerne fik dog hurtigt indhentet dem igen, og efterfølgende bragt sig foran. 

Men flere uskarpe afleveringer og dårlige beslutninger fik gæsterne i hælene af hjemmeholdet igen.

Selvom hjemmeholdet førte med tre mål ved pausen, så fik gæsterne hurtigt spillet sig tilbage og indhentede igen aalborgenserne. 

Generelt var det et uskarp Aalborg håndbold-hold, der var mødt op onsdag aften. Heldigvis for hjemmeholdet tog målmand Niklas Landin en for holdet, og stod for flere redninger, der holdt aalborgenserne i front.

Men gæsterne holdt ved, og med 10

Minutter igen, var stillingen 29-29.

Kampens sidste minutter blev spændende. Mens Aalborg Håndbold fortsatte med at lave fejl, formåede gæsterne at presse på, og hele tiden være blot et mål efter. 

Til sidst lykkedes det dog Aalborg håndbold at hive sejren hjem. 

Med onsdagens kneben sejr, lykkedes det Aalborg Håndbold at hive den niende sejr i streg i hus. 


Kan ikke få fat på lægen - udskældt lægehus er igen i problemer

Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord

Problemet skulle være løst nu. Men lægehuset ønsker ikke at stille op til interview.

- Sådan kan man ikke behandle folk. Det er et helt område, lyder det fra en frustreret Kim Kronborg fra Fjerritselv.

Flere nordjyder sim Kim har i løbet af ugen oplevet problemer, når de har forsøgt at komme igennem Alles lægehus.

Over hele landet har det været et problem på grund af en fejl i deres IT-system. Kim Kronborg skulle mandag have taget en blodprøve fordi han har lidt forhøjet blodtryk, for at finde ud af om han kunne få noget andet medicin - men onsdag har han stadig ikke kunnet få en tid.

- Herregud! Det kan jo ikke passe, at man ikke kan få tager en blodprøve eller ikke kan komme til sin læge, bare fordi computeren falder ud. Så må de gøre et eller andet, siger han til TV2 Nord.

Vil væk fra Alles Lægehus

TV2 Nord tog ud til lægehuset i Fjerritslev. Der var patienter derinde, men alt foregik manuelt og ingen ønskede at udtale sig til TV2 Nord.

Alles Lægehus ønsker ikke at stille op til interview, men skriver til TV2 Nord, at de har oplevet et større IT-nedbrud, som har givet udfordringer i klinikkerne. Og at det nu er løst.

Selvom problemerne er løst, er Kim Kronborg stadig godt træt af Alles lægehus.

- Så snart jeg får en chance, og der kommer nogle læger her i nærheden, og det har jeg hørt, at der bliver udvidet i Løgstør, så flytter jeg. Jeg vil ikke være i noget, der hedder Alles Lægehus mere, siger han.

Region Nordjylland ønskede ikke at stille op til interview, men skriver i et skriftligt svar, at de er opmærksomme på udfordringerne.