Karen Brødsgaard stopper i EH Aalborg: Skal være Pytlicks assistent
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Karen Brødsgaard stopper som træner i EH Aalborg.
I den næste sæson skifter Karen Brødsgaard stillingen som cheftræner for EH Aalborg ud med at være Jan Pytlicks assistenttræner for Odense Håndbold.
Karen Brødsgaard er i øjeblikket i gang med at være cheftræner for EH Aalborg, og det bliver den første og sidste sæson for denne omgang.
Den tidligere OL-vinder har nemlig sagt sin stilling op til fordel for at stå på sidelinjen sammen med Odense Håndbolds cheftræner, Jan Pytlick. Det oplyser Odense Håndbold i en pressemeddelelse.
Jeg glæder mig til at skulle arbejde med toppen af poppen inden for dansk håndbold
Karen Brødsgaard
- Jeg glæder mig til at skulle arbejde med toppen af poppen inden for dansk håndbold, siger Karen Brødsgaard i pressemeddelelsen.
Inden ansættelsen i EH Aalborg var Karen Brødsgaard assistenttræner for herrerne i svenske Alingsås.
- Odense Håndbold er et fedt projekt, og det er en klub, hvor der er styr på tingene. Jeg har jo analyseret på pigerne og holdet et par gange i denne sæson, og jeg ser frem til at være med til at bygge oven på det spil, som holdet har nu, siger hun.
Karen Brødsgaards Aalborghold ligger i øjeblikket sidst i ligaen med fem point.
EH Aalborg: ”Hun vil blive husket”
I en pressemeddelelse fra Aalborg EH skriver klubbens direktør Henrik Skals, at de ønsker Karen Brødsgaard alt det bedste i hendes trænerkarriere.
- Karen Brødsgaard vil blive husket som en træner, der på bedste vis repræsenterede klubbens værdier med udgangspunkt i spillernes trivsel og ønsket om “det hele menneske”, skriver direktøren.
Han skriver også, at klubben især har haft glæde af Karen Brødsgaards fightervilje i en udfordrende første sæson i landets bedste række.
- Hele EH Aalborg ønsker Karen alt godt i sit fremtidige virke og takker for samarbejdet og alle de indtryk og erfaringer hun efterlader klubben med, skriver Henrik Skals.
Deler rollen som Pytlicks assistent
Karen Brødsgaard bliver ikke alene om at stå på sidelinjen sammen med Jan Pytlick.
Ligaens klare førerhold har nemlig ansat hele to assistenttrænere, der begynder i klubben efter sommerferien. Karen Brødsgaards makker bliver den nuværende ligacheftræner Kristian Danielsen.
Kristian Danielsens Skanderborghold ligger nummer 11 med 12 point, mens Odense topper ligaen med 43 point.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at starte, siger Kristian Danielsen.
- Odense Håndbold er jo et spændende projekt og en klub, der er på vej fremad, og det glæder jeg mig selvfølgelig til at blive en del af. Jeg glæder mig til at bidrage til holdet, klubben og trænerteamet, og så er det fedt at være en del af noget nyskabende i forhold til det trænerteam, som vi bliver.
Karen Brødsgaard har skrevet en treårig kontrakt med Odense, mens Kristian Danielsens aftale løber i to år.