I nat kan blive vinterens hidtil koldeste - pas på glatte veje
Foto: Bax Lindhardt, Scanpix
Vinteren som helhed er ellers på vej mod en rekordhøj minimumstemperatur.
Kulde har været en mangelvare i den igangværende vinter, som måske kan blive den varmeste, der er målt i Danmark siden 1874. Det gælder også antallet af kolde nætter.
På intet tidspunkt i dette vinterhalvår har temperaturen været lavere end -5,8 grader.
Den temperatur blev målt i Karup natten til 27. december, og siden da har vi end ikke haft én nat med fem graders frost. Den laveste temperatur målt i januar var -4,2 grader, hvilket er den femtehøjeste minimumstemperatur i januar siden 1874.
Kortvarigt pust af kold luft
Tirsdag strømmer der dog koldere luft ned over os fra nord, og det mærker man især i den nordlige del af Jylland, hvor temperaturerne tirsdag eftermiddag befinder sig på mellem to og fire graders varme, mens regnen tidligere på dagen en overgang gik over i slud.
Tirsdagens regn og slud efterfølges i aftenens løb af en opklaring fra nord, og det er i den forbindelse, at temperaturen hurtigt vil falde til under frysepunktet i store dele af landet. Samtidigt lægger vinden sig, og det giver gode betingelser for et hastigt temperaturfald.
Det bliver især i det centrale - og måske sydlige - Jylland, at temperaturen kan nå de laveste niveauer. Prognoserne viser, at temperaturen tidligt onsdag morgen kan falde til mellem fem og seks graders frost, og skulle temperaturen falde til 5,9 graders frost eller mere, så vil det dermed være vinterens hidtil laveste temperatur.
I størstedelen af landet vil der komme frost i nattens løb, men ved kysterne vil temperaturen derimod holde sig over frysepunktet, når vores 'lune' farvande smitter af på temperaturen.
Risiko for glatte veje
Kombinationen af våde veje og temperaturer, der falder til under frysepunktet, kan give anledning til glatte veje flere steder i landet. Det gælder især de steder, hvor der er faldet regn eller slud i tirsdagens løb.
Når vandet på vejbanerne fryser til is, tales der om frysende våde vejbaner, og i visse tilfælde kan isen være svær at se med det blotte øje. Mandag morgen var der flere uheld i morgentrafikken som følge af glatføre.
Endnu en rekord er inden for rækkevidde
Med -5,8 grader som den hidtil laveste temperatur målt i løbet af kalendervinteren 2019-20, og med udsigt til blot lidt lavere temperatur natten til onsdag, er der en reel mulighed for, at temperaturen senere i februar ikke vil nå meget længere ned, medmindre koldere luft skal finde vej mod Danmark.
Dermed er der endnu en rekord inden for rækkevidde for den højeste minimumstemperatur målt i nogen kalendervinter i Danmark siden 1874. Den nuværende rekord lyder på -7,5 grader, som blev den laveste temperatur i vinteren 1988-89.