Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Hun har mistet et øje, er 87 år og uhelbredeligt syg, men fik nej til plejehjem

- Kunne man ikke acceptere, at hun ville få det godt og finde en ro det sidste år, hun har tilbage at leve i?, spørger datteren.

På spisebordet i det vesthimmerlandske hjem lå et udklippet debatindlæg fra den lokale avis.

Det handlede om, hvordan man næsten skal "være død for at få en plejehjemsplads". En beskrivelse så præcis, at 87-årige Birthe Holst havde klippet det ud for at vise det til sin datter.

Birthe Holst selv har mistet sit ene øje til den kræft, som i dag har gjort hende uhelbredeligt syg. Derudover har hun haft en blodprop i hjernen, og uden sin rollator kan hun ikke bevæge sig rundt i hjemmet.

For tre år siden mistede hun sin mand, som pludseligt faldt om med en blodprop i hjertet. Efter to dage på sygehuset var han væk.

- Det var da en ønskedød, kan du ikke se det?, spørger Birthe Holst, da TV 2 besøger hende i hjemmet i Aars.

- Det der med at være til besvær og lade andre døje med dig... Nej, det har aldrig været i min interesse.

Men Birthe Holst har brug for hjælp.

Endda i en sådan grad, at hun siden mandens død har ønsket at komme på plejehjem. Ifølge Birthe Holst og hendes datter har hun dog flere gange fået nej af visitatorer.

- Sidste gang havde vi printet og udfyldt en ansøgning, men vi fik at vide, at den ikke var det papir værd, den var skrevet på, fordi hun ikke er dårlig nok, siger datteren, Bodil Holst, til TV 2.

Uværdigt og ikke godt nok

De seneste dage har TV 2 sat fokus på ældreplejen i Danmark.

Blandt andet stod en familie tirsdag frem og fortalte, hvordan de i "afmagt" har valgt at sætte et overvågningskamera op i deres demente fars lejlighed på plejehjemmet.

Derudover har flere borgmestre fortalt, hvordan de ikke længere kan se på området med stolthed på grund af massive besparelser og mangel på arbejdskraft. En opfattelse, som Birthe og Bodil Holst deler.

Datteren fortæller, at hun bliver nødt til at køre hjem til sin mor for at handle, gøre rent, vaske tøj og skifte sengetøj. Ellers bliver det ikke gjort.

Jeg synes ikke, det er værdigt

Bodil Holst, datter

Men Bodil Holst har også et arbejde at passe, og derfor kan hun umuligt være hos sin mor hele tiden – også selvom det til tider føles som en nødvendighed.

- Hun har svært ved at nå på toilettet og har inkontinens (at man ikke kan holde urinen eller afføringen tilbage, red.), og hvis ikke jeg var her til at gøre rent, ville det ikke blive gjort. Altså, hun har rengøring hver 14. dag. Det rækker slet, slet ikke, siger Bodil Holst og tilføjer:

- Det er bare ikke godt nok. Jeg synes ikke, det er værdigt. Jeg synes ikke, det er rimeligt, at man skal have det sådan på sine gamle dage.

- Jeg synes ikke, det er værdigt. Jeg synes ikke, det er rimeligt, at man skal have det sådan på sine gamle dage, siger datteren Bodil Holst til TV 2. Foto: Tim Kyhn / TV 2

'Det er helt forrykt'

Den manglende hjælp og nej til plejehjemsplads har ifølge Bodil Holst ikke alene konsekvenser for rengøringen, men også for morens helbred.

Datteren fortæller, hvordan hun i marts sidste år fandt sin mor siddende på stuegulvet.

22 timer tidligere var en taburat brast under Birthe Holst, som derfor var endt på gulvet, hvor hun var ude af stand til at rejse sig.

- Hendes ben var nærmest følelsesløse, og hun kunne ikke mærke sine fødder, husker Bodil Holst.

Hun fortæller, hvordan Birthe Holst efterfølgende blev hentet med ambulance og var indlagt i fire og en halv uge.

Da hun var klar til at blive udskrevet, mente sygehuset ifølge datteren, at Birthe Holst skulle have en aflastningsplads. En anbefaling, der telefonisk blev afvist af kommunens visitatorer.

- Det er helt forrykt. Jeg kan slet ikke forstå, at en visitator kan sidde telefonisk og vurdere en dame, som ikke har skullet klare sig selv i fire og en halv uge, og som så bare bliver sendt hjem i stedet for at få måske tre eller fire dage på en aflastningsplads, siger Bodil Holst.

Har kun et år igen

Da visitatoren var i hjemmet sidst, sagde hun ifølge Bodil Holst "højt og tydeligt, at hun var kommet for at finde den bedste løsning for borgeren".

- Men da så min mor siger, at hun ønsker at komme på plejehjem, så lukker visitatoren helt af og siger, at det kan der slet ikke blive tale om. At med det, som min mor kan, ville det være helt uhørt, siger Bodil Holst.

- Det var ligesom at få en spand vand i hovedet. Hun har lige sagt, at hun vil finde den bedste løsning for borgeren, men min mors ønske bliver totalt fejet af bordet.

Hvordan har du det med, at din mor ikke kan få det, hun beder om?

- Jeg synes, det er forfærdeligt. Det ville også være en helt anden tryghed og en helt anden aflastning for mig. Jeg kan ikke blive ved. Jeg kan ikke give mere tid end det, jeg gør, hvis jeg også skal overleve, og hvis jeg skal blive på arbejdsmarkedet. Det er også slidtage på mig – og man vil jo også gerne have, at folk går på arbejde, siger Bodil Holst og tilføjer:

- Så kan det godt være, at jeg måske skal flytte min tærskel og acceptere, at ens mor gror til i skidt. Men det synes jeg også bare er megatrist.

Da TV 2 besøger Birthe Holst i hjemmet i Aars, bevæger hun sig ved hjælp af sin rollator fra en til stol til en anden. Uden stativet som støtte kan hun ikke komme rundt.

Men hun insisterer på selv at lave mad, hvilket ofte består af at koge kartofler, fortæller datteren. Og én gang dagligt får hun hjemmehjælp, da hun har brug for at få tømt sin toiletstol.

Kan det være, at din mor bare ikke er dårlig nok til en plejehjemsplads?

- Ja, det er jo det, der bliver sagt, at hun ikke er. Men jeg tænker også på, hvor lang tid hun har tilbage. Kunne man ikke acceptere, at hun ville få det godt og finde en ro det sidste år, hun har tilbage at leve i? For det er det, vi taler om i forhold til hendes sygdom.

Kommunen genkender ikke udlægningen

TV 2 har rakt ud til Vesthimmerlands Kommune, hvor Birthe Holst bor.

Her svarer sundhedsdirektør Anne Krøjer, at kommunen ikke kan genkende "udlægningen af muligheden for at komme på plejehjem – hverken i den konkrete sag eller generelt i kommunen".

- Det gør altid indtryk, når information til vores borgere er opfattet anderledes end hensigten. Det skal vi lære af, skriver hun i et skriftligt svar, hvor hun blandt andet også skriver, at over 95 procent af kommunens ansøgere til plejehjem får deres ansøgning imødekommet.

Men det kræver altså, at ansøgningen bliver sendt. Det valgte Bodil og Birthe Holst ikke at gøre, da visitatoren ifølge familien sagde, at det ikke kunne betale sig.

- Hvis en borger ønsker at komme i betragtning til en plejehjemsplads, er det en forudsætning, at der sendes en ansøgning. Ansøgningen behandles efter objektive kriterier af et visitationsudvalg, og ikke af den enkelte visitator. Dette formidles altid til borgerne, skriver kommunens sundhedsdirektør.

Bodil Holst fortæller, at ansøgningen nu er fundet frem igen.

Denne gang lader de ikke en visitators nej stoppe den fra at blive sendt.


Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Byfest var ved at dø: Redning blev billige øl og gamle traditioner

Sidste år kunne Kimbrerfesten i Aars melde om rekordoverskud.

På programmet er blandt andet musik, optog, strip, billige bajer - og gule ærter.

Og så er der revy.

Kimbrerfesten i Aars har eksisteret siden 1947. Og Pia Havbro fra Aars har været en del af Kimbrerrevyen i 22 år. Kun afbrudt af to graviditeter.

- Jeg kan ikke undvære det, konstaterer hun.

Inden hver forestilling tager hele revyholdet et Dr. Nielsen shot. Engang prøvede revyformanden uden, og den gik ikke, fortalte Pia Havbro. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Onsdag var der generalprøve på dette års forestilling, som bliver vist flere gange under dette års Kimbrerfest, der løber af stablen denne weekend. Flere af forestillingerne er udsolgt. Og så lang tid folkene bag kan huske, har Kimbrerfest også været lig med revy.

- Det er så sjovt, når vi står på scenen, og der er gang i teltet. Mange af os har været med i mange, mange år, så vi er blevet en lille familie, siger Pia Havbro og fortæller, at også publikum er gengangere.

- Vi har sågar flere, der ser revyen to gange.

Revyen tager udgangspunkt i sjove begivenheder fra året - og der sniger sig også flere elementer ind fra lokalområdet.

- Vi er amatører, og det er kun for sjov. Vi er ikke forpligtet ud over evne, så hvis vi glemmer noget eller laver fejl, så er det helt ok.

Torsdag slog de deltagerrekord med 4000 gæster mod sidste års 3500. Fredag kom 8500 gæster forbi for blandt andet at høre musikeren Gobs. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Rekordoverskud

Sidste år slog Kimbrerfesten rekord. De otte foreninger bag kunne nemlig dele 652.000 kroner.

Men sådan har det ikke altid været. For før coronapandemien trak tænder ud på alle sociale begivenheder, valgte folkene bag at flytte Kimbrerfesten ud af midtbyen.

Og det havde nær kostet byfesten livet. For der var ikke ligeså stor opbakning til festen udenfor byen, fortæller Allan Mølgaard, der er medlem af Kimbrerfestkomiteen.

Flere aktiviteter under Kimbrerfesten kunne meldes udsolgt allerede før festen gik i gang. Det var blandt andet modeshowet om torsdagen, revymiddagen og stegt flæsk spisning. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Efter coronapandemien valgte bestyrelsen at genoptage byfesten i anlægget i Aars, og pludselig kom opbakningen tilbage.

- Vi lavede lidt nytænkning og fik nogle friske kræfter til, og så beholdt vi de gamle dyder, men med et twist af noget nyt, og det må man sige, der er lykkedes, siger Martin Dahl, der er formand for Kimbrerfestkomiteen.

Allerede nu er der forventninger om at overgå sidste års besøgstal på 17.000 gæster. Ifølge Martin Dahl kvitterer gæsterne for den gammeldags måde at holde byfest på, med stegt flæsk, revy, billigere priser i baren, strip, gule ærter og optog.

- Nogle siger, det måske ikke hører tiden til mere, men vi mener, vi har succes med det hele, så vi er lidt gammeldags på nogle punkter, og det holder vi ved, siger Martin Dahl.

Kan ikke undvære overskud

Også foreningerne bag er glade for, at der atter er stor opbakning til Kimbrerfesten. For overskuddet luner i foreningskasserne.

- Det er et godt tilskud til de unge. For så er der en masse materiale og gode timer, vi kan give til børnene og de unge, på baggrund af det, vi tjener hernede, siger formand for Aars Idrætsklub, Per Mølgaard.

Selvom der ifølge Per Mølgaard, formand for Aars Idrætsklub, var stor opbakning fra klubbens medlemmer, så har de de senere år haft svært ved at finde frivillige, og de må derfor finde alternative metoder. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Hos Aars Tennisklub er pengene fra sidste års Kimbrerfest gået til en ny padelbane.

- Så slap vi for at søge fonde, så det er vi glade for, siger formand for Aars Tennisklub, Jesper Kristensen.

Foreningerne bag skal til gengæld hjælpe ved at skaffe frivillige hænder - og ifølge de to formænd, er det ikke pengene, der er det vigtigste. Det er at skabe en god fest.

- Vi vil da helst heller ikke undvære pengene, for så skulle vi ud og banke på døre og spørge det lokale erhvervsliv, så de er vigtige, men det er vigtigst at skabe en god fest, siger Per Mølgaard.

Jesper Kristensen (t.h) er formand for Aars Tennisklub, og en af dem, der både skal skaffe frivillige til byfesten, og selv være en. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

- Svært ikke at smile

Kimbrerfestkomiteen har også allerede armene over hovedet, selvom dette års overskud ikke er opgjort endnu. For allerede på førstedagen, torsdag, kom flere mennesker forbi end hidtil. Og vejret spiller en kæmpe rolle, siger formanden.

- Det er svært ikke at smile, siger Martin Dahl.

Revyskuespillerinden Pia Havbro glæder sig da også over, at hun kan se frem til at spille revy i revyteltet mange år endnu.

- Jeg er så glad for, der var nogle stærke folk bag, der ikke ville lade den her byfest dø, siger hun.

Herning Tivolipark er at finde til byfesten. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Kimbrerfesten fortsætter søndag, hvor blandt andet børnehittet Onkel Reje kommer og optræder.


Foto:

Fredag blev der indgået budgetforlig i Jammerbugt Kommune imellem 21 medlemmer i kommunalbestyrelsen. Herunder Dansk Folkeparti, Venstre, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet.

- Vi har i Jammerbugt kommune en tradition for brede budgetforlig, hvilket vi fortsætter med i dette års budgetaftale, lyder det fra borgmester i Jammerbugt Kommune Mogens Christen Gade.

Budgetlægningen har ifølge borgmesteren været udfordrende, og det har været nødvendigt at træffe svære beslutninger. Allerede i juni måned blev der vedtaget reduktioner i budgettet for budget 2024 og budget 2025.

- I budgetprocessen har vi haft fokus på at sikre et solidt budget, og det er igen lykkedes os at prioritere de store serviceområder på trods af et stramt udgangspunkt, konstaterer borgmesteren.

Derfor er det også lykkedes at afsætte midler til at sikre den demografiske udvikling både i forhold til børnepasning, skole og seniorområdet.

På beskæftigelsesområdet ses der fortsat store stigninger i udgifterne til især seniorpension og førtidspension. For at imødekomme disse stigninger i udgifter er der i 2025 afsat samlet 33,2 millioner kroner til området, mens der er afsat 22,4 millioner kroner til ældreområdet.

Derudover oplyser borgmesteren, at der investeres bredt i Jammerbugt Kommune med både store og små investeringer. Der er blandt andet afsat midler i 2025 til Masterplan i Brovst samt Tandklinik ved Sundhedshuset i Brovst. Samtidig afsættes der flere penge i 2025 til asfalt og bygningsvedligeholdelse.

I budgettet for 2026 afsættes der desuden penge til investering i Nr. Halne skole, cykelsti ved Kvorupvej i Pandrup samt cykelsti til Biersted.

 Og så vil Jammerbugt Kommune fortsætte den grønne omstilling ved at udskifte den resterende del af kommunens gadelamper til LED-belysning i løbet af 2025.

Budgettet godkendes endeligt, når Kommunalbestyrelsen 2. behandler det den 11. oktober 2024.


Foto: Aalborg Lufthavn

Raser over kommunal støtte til lufthavn: Frygter det går udover forbrugerne

Preben Bang Henriksen (V) planlægger endnu en gang at tage sagen med til transportministeren.

- Jeg er temmelig rystet over det her.

Sådan lyder det fra det nordjyske folketingsmedlem Preben Bang Henriksen (V).

Han raser over, at Aarhus Lufthavn gennem de seneste 10 år har fået tilført flere hundrede millioner kroner i kommunal støtte, for at lufthavnen kunne holde sig på vingerne – men det er en ulige konkurrencesituation ifølge folketingspolitikeren.

- Mange, mange, mange millioner går til Aarhus Lufthavn og ingenting til Aalborg Lufthavn. Det skaber en skævvridning i konkurrencen, det er klart, konstaterer han.

Også bestyrelsesformand i Aalborg Lufthavn, Thomas Kastrup-Larsen, mener, at de store milliontilskud fra ejerkommunerne i Østjylland er med til at skabe en uholdbar konkurrencesituation hos de jyske lufthavne.

- De bruger pengene til blandt andet at give til flyselskaber og på andre måder rykke hele konkurrencebilledet, så vi i den anden ende skal betale mere til flyselskaberne for at få dem til at lave ruter hos os. Så de laver en forrykning af hele konkurrencebilledet i Jylland, og det rammer både Aalborg og Billund Lufthavn, forklarer han.

Aalborg Kommune fortæller til Transportministeriet, at de ikke har givet tilskud til Aalborg Lufthavn siden 2016. Den nordjyske lufthavn lever altså helt og aldeles for egne tjente penge – modsat Aarhus Lufthavn, der de seneste 10 år ifølge Thomas Kastrup-Larsen har fået hele 591 millioner kroner i kommunale tilskud.

Behov for et kig på reglerne

Både Aalborg Lufthavn og Preben Bang Henriksen frygter, at den såkaldte konkurrenceskævvridning i sidste ende kommer til at gå ud over forbrugernes pengepung, og derfor har de begge et klart håb.

 - Nu ved jeg, de havde et stort underskud sidste år, og de kommer også til at få et stort underskud i år, men så må de jo rette forretningen op og drive den på nogle bæredygtige vilkår, i stedet for at den offentlige kasse skal finansiere dem, det ser vi i Aalborg Lufthavn meget gerne ske, påpeger Thomas Kastrup-Larsen.

Preben Bang Henriksen planlægger endnu en gang at tage sagen med til transportministeren, ligesom han også opfordrer Aalborg Lufthavn til at søge juridisk afklaring på, hvorvidt den offentlige støtte er i overensstemmelse med EU-reglerne for den frie konkurrence.

- Jeg synes ærligt talt, at det her virker som et eksempel på det stik modsatte af fri konkurrence, siger politikeren.

Et konkurrencebaseret samfund

Bestyrelsesformand Thomas Kastrup-Larsen kan glæde sig over, at Aalborg Lufthavn netop har haft sin bedste august måned i seks år målt på antallet af passagerer – her kom flere end 133.000 gæster gennem dørene i den nordjyske lufthavn.

Helt så succesfuldt går det ikke i Aarhus Lufthavn, og derfor har der gennem årene været behov for økonomisk hjælp fra både ejerkommunerne – Aarhus, Norddjurs og Syddjurs – og fra private.

- Jeg ser Aarhus Lufthavn som sådan en businesscase, der er baseret på håb og politiske ambitioner og meget lidt på konkret forretning - og det synes jeg, de skal få rettet op på og konkurrere på lige kommercielle vilkår med os andre, pointerer Thomas Kastrup-Larsen.

Preben Bang Henriksen forstår ikke, hvorfor Aarhus Lufthavn gang på gang kan hjælpes med kommunale midler.

- Hvis de er nødt til at lukke, så er det jo altså ikke vores skyld. Vi lever i et samfund, der er konkurrencebaseret, og det er nu en gang rimelig sundt, at alt ikke styres af staten, så Aarhus Lufthavn må jo indrette sig derefter og foretage de besparelser, de kan, lyder det fra det nordjyske folketingsmedlem.

TV2 Nord har forsøgt at få en kommentar fra transportminister Thomas Danielsen (V).


Foto: Pia Egeberg, TV2 Nord

Se billederne: Brandmænd fra hele verden indtager nordjysk by

For første gang nogensinde udspiller brandmændenes OL, World Firefighters Games, sig på dansk grund. Begivenheden blev skudt i gang lørdag i Aalborg, og derfor var byens gader fyldt med brandmænd fra hele verden, da den officielle åbningsceremoni blev afholdt.

Over den næste uge vil brandmændene dyste i over 50 discipliner. De varierer fra udbredte idrætsgrene som badminton, atletik og golf til mere eksotiske discipliner som kast med hestesko og svømning med finne. Så vil der desuden også være discipliner, der tager udgangspunkt i jobbet som brandmand.

- Jeg tror, forventningen er at se en hel masse sjove sportsgrene og få noget socialt samvær med en hel masse brandfolk fra alle mulige nationer og få nogle kontakter rundt omkring i verden, lyder det fra Dennis Møller Hovn, der er en af de dansk deltagende brandmænd.

Oprindeligt skulle Aalborg have været vært for World Firefighters Games i 2020, men corona-pandemien betød først en udsættelse til 2021 og sidenhen endnu en til 2024.

- Det er fuldstændig fantastisk, for vi har ventet seks år på det. Vi har gjort en stor indsats for at komme her, og vi er meget taknemmelige for at være her, og for at Aalborg vil afholde konkurrencen her. Vi har taget en hel del med hertil fra New Zealand, lyder det fra Britt Reed, der også deltager.

Omkring 1.500 deltagere og pårørende deltager. Hong Kong, Sverige, England, Tyskland, Polen og Holland har flest deltagere.

Se billeder herunder:

Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord
Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord
Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord
Foto: Pia Egeberg, TV2 Nord

Aalborg Universitet om kemieksplosion: - Vi er dybt berørt

Fire personer er lørdag kommet til skade efter en eksplosion ved et af Aalborg Universitets kemishow på Tønder Bibliotek.

Her er en 22-årig mand kom svært til skade, og er blev bragt til behandling på sygehuset. Han er dog uden for livsfare.

Derudover er tre børn kommet lettere til skade. De to af børnene er kørt til behandling på sygehus, mens det tredje barn havde mindre skader, der ikke var behandlingskrævende.

I alt var 40 personer til stede, og forældre til alle tilskadekomne børn er underrettet ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi.

Institutleder for kemi- og biovidenskab, Kim Lambertsen Larsen, skriver i en SMS til TV2 Nord, at to kemishowkoordinatorer er på vej til Tønder for at tale med de studerende.

- Vi er selvfølgelig dybt berørte af det, som er sket.

- Vi vil gerne levere viden om naturvidenskab på en let tilgængelig måde, men ingen skal komme til skade, når studerende fra Aalborg Universitet har kemishows, lyder det fra institutlederen.

Han oplyser desuden, at man er ved at danne sig et overblik over, hvad der præcis er sket.